mandag den 16. april 2012

Troldand (Aythya fuligula)

Det blæste en ½ pelikan her søndag. Koldt, men flot vejr til en gåtur ved Kilen. Turen bød dog ikke på (andre) pelikaner, men derimod masser af andet fugleliv. Eksempelvis disse 5 troldandepar, der kom 'sejlende' i samlet trop; ret op mod vestenvinden. Der er tit masser - hundredvis - på vintertræk, men om foråret forsvinder de til koldere himmelstrøg. Der er dog også de kuldskære, som foretrækker vort mildere klima, og som nu yngler her i landet - og tilsyneladende også nu ved Kilen?

Jeg har, som nævnt, før set mængder af troldand på Kilen om vinteren. Men jeg mindes ikke at have set den om sommeren. Nu er jeg lidt spændt på, om disse 10 - havde jeg nær sagt - turtelduer, er spidsen af en ynglekoloni. 5 hanner med hvide vingesider, og 5 brunviolette hunner var der.

Troldænderne er måske ikke ny som ynglefugl her, men så ret ny. I min fuglebog står, at den indvandrede (eller -fløj eller evt- -svømmede) i 1904. Der står, at den i Danmark er en "fåtallig ynglefugl". Det er den vist ikke længere. Den forfølger nemlig en anden invasiv art; vandremuslingen, som den an(d)ser for en lækkerbidsken.

Der, hvor vandremuslingen vandrer hen, svømmer troldanden og yngler - bl.a. udbredt i søerne ved Gudenåen. Den lever også af snegle og orm samt frø af vandplanter. Her ved Kilen må den rigtig gerne tage for sig af dansemyggelarver, der igen er ved at blive en plage på stille sommerdage på grund af for restriktiv slusepraksis ved Kilkanalen. Kilen er for brak og rigtig fint for dansemyggen (-forbajede dyrer!)

Troldandrik

Jeg synes "troldand" er et mærkeligt navn, men lidt tættere på - hvilket mit mobilkamera desværre ikke formåede, derfor må I nøjes med min tegning - kan man måske se hvorfor: Begge køn har blåt, næb, sært stirrende gule øjne og en underlig punker-hanekam - egenlig en lang hestehaleagtig nakkefjer. Endelig har de en hovedform, der godt kan se lidt uhyggelig og troldeagtig ud.

Men måske nogen kender en bedre forklaring? Jeg venter i spænding.

1 kommentar:

  1. Desværre ser det ikke ud til, at nogle af de 5 kærestepar har slået sig ned her ved Kilen. De er nok fløjet videre mod nord.

    SvarSlet