søndag den 30. oktober 2016

De tre små Hartviger - Mogens Munk (ca. 1480-1558)

I
Far og søns epitafer i Hjerm Kirkes søndre korsarm

Han var en hård hund, Mogens Munk til Volstrup. Ingen tvivl om det. Han fik hugget knoppen af Skipper Clement på Stændertorvet i Viborg efter Grevens Fejde i 1536. Skipperens dom gav ligesom sig selv. En oprører, der taber, kan ikke forvente nåde.




Landsdommer Munk lod imidlertid også sin egen fætter, Jens Hvas til Kaas, henrette som medskyldig, selvom Skipperen havde brændt Kaas Hovedgaard ned til grunden! Det forekommer ellers at være et ret godt argument for ikke at være medskyldig - jeg mener at være blevet angrebet og brændt af, men nej; ikke for Mogens Munk, og når man som dommer har afsagt en dom, står den jo til troende!

Skipperen halshugges på Landstinget i Viborg i 1536 under ledelse af landsdommer Munk til Volstrup
Det var vist noget med, at Jens Hvas af Kongens befuldmægtigede var blevet sat til at være landsdommer over Jylland i stedet for Munk på et tidspunkt, hvor Munk havde mistet kontrollen med et landsting og faktisk var blevet jaget hjem til Volstrup for ikke at få bank, eller det, der var værre.

Munk havde som skik og brug var den gang taget sig betalt for at øve ret, men vist ikke bare lidt for godt, men meget for godt betalt efter folks opfattelse. Så blev han truet og tingfreden brudt. Han flygtede hjem til Volstrup fra sure bønders oprør, og fætter Jens måtte hellere klare embedet, syntes Kongen, når Munk havde mistet grebet.

Det prestigetab gik Munks ære for nær, og man gætter på, at det var Munk selv, der plantede den falske anklage mod Jens Hvas for forræderi og medskyld i oprøret. Faktisk kom kong Christian den 3.’s benådningsskrivelse frem før henrettelsen, men som admiral Nilsson 3 århundreder senere, fik Munk travlt med at vende det blinde øje til (han havde i øvrigt ikke sådan ét) og lod skarpretten skille fætter Jens’ hoved fra kroppen. Så var fætter Jens færdig med at fortælle “sjove” historier om Munk til familiefesterne!

Inden den ganske forfærdelige borgerkrig, som Grevens Fejde var, gjorde Munk karrriere på den sædvanlige måde; han havde forbindelser og brugte dem. Han holdt med den til enhver tid stærkeste. Broderen Iver blev biskop i Ribe, og kirken havde jo rigeligt af gods, så Iver gav Mogens forlening til Volstrup. Mogens må have været god til at forvalte de betroede gods, og til at rage til sig, og derigennem blev han den højeste embedsmand i Jylland; landsdommer i Viborg, der dømte på Kongens vegne. Du kan læse mere om Skipper Clement og hans besejrer Johan Rantzau samt optakten til Grevens Fejde ved at klikke på de markerede link). En mand, der går efter guldet, er det sikre kort i usikre tider, for den der kan betale - altså.

Da adelen blev træt af Christian den 2. i 1522 skiftede Munk side til det adelige parti, og som jurist blev han bedt gøre det ubehagelige arbejde for at skifte konge - det er jurister skæbne. Han skulle aflevere opsigelsen til Kongen, men Munk var - fortæller rygterne - lidt af en kryster - som vi har hørt blev han jo bange for nogle bønder, han havde afpresset. Han kunne ikke rigtig konfrontere kongen og endte med på mødet med monarken at efterlade opsigelsen i sin handske som han lod som om han glemte. Det var selvsamme konge, der i 1521 havde udnævnt ham til landsdommer, som han nu selv sagde op!

På Ausumgaard hænger et ganske imponerende maleri af C. Chr. Andersen med titlen: "Mogens Munk tager Afsked fra Christian den Anden, efter at have ladet Opsigelsesbrevet ligge i sin Handske". Billedet var udstillet i 1875 på det kongelig akademis udstilling og anføres i kataloget som da tilhørende "Hr Godseier Scavenius til Klintholm", men nu er det på en måde "kommet hjem, jf. herom senere. Mine billeder herunder efterlader ikke maleriet retfærdighed, men Munks underdanige udtryk og hans dobbeltspil er ret godt udtrykt:

Maleriet på Ausumgaard af Munk og Christian den 2.

Den lidt krysteragtige Munk ser lidt skræmt ud ved konfrontationen med kongen

Handsken med opsigelsen i hjørnet


I 1523 var Munk med til at sværge den nye konge Frederik den 1. ind ved hyldningen på landstinget i Viborg.

Han forstod at sno sig, og selvom den katolske kirke havde givet ham kilden til hans rigdom, og selvom bisperne - herunder bisp Iver - blev fængslede efter Grevefejden, der endte med reformationen, så beholdt Munk det meste af sit gods og sin stilling - ja han mistede forleningen til Vandfuld Herred, men det var billigt sluppet, og nu var han så protestant.

Privat var han gift med Karen Rosenkrans, hun døde i slutningen af Grevefejden ca. 1535  og blev begravet i Viborg. Forholdet må have være ret køligt, for Mogens valgte selv at blive begravet i Hjerm Kirke. Han døde i 1558. Her kan man stadig se hans flotte epitaf. Det viser en anden side af Mogens end den kyniske og sleske og noget uærlige karrieremand, han også var. Her spiller hans børn en vigtig rolle - altså de børn, der døde før ham:



Teksten i borten på gravstenen lyder noget i denne retning (paranteserne er min tydning):

"Her ligger begrafuen erlig oc velbyrdig Mand Mogens Munck til (V)Olstrup mz (med) 6 sine Børn, som er Mattis, tre Sønner som hede alle Hartug (Hartvig), Ane, Magdalene. Anno Domini MDLVII (1558) den 3 Dag December døde han. Gud nade dem al"
Sjovt, at man i den sproglige udvikling i Jylland har føjet et v til foran ord med o som start - som Ole, der på jysk er Wolle. Olstrup er på samme måde blevet til Volstrup.

Børnedødeligheden var høj dengang, kan man læse indenad på gravstenen her - det ramte også de velhavende. 6 ud af 12 døde før ham selv. Han havde nu 2 børn mere, nemlig Ide og Carine Munk; de var uægte og avlet, som man sagde dengang, med Karen Jensdatter i landsbyen Ausum vest for Hjerm. Dem og deres mor viste han nu også stor omsorg ved at lade dem arve retten til gården i Ausum. Det gavebrev fik han kongelig autoriseret i 1554  - 4 år før hans død. Så en helt dårlig person kan han ikke helt have været. Glad for sine børn, må vi notere på den positive side. Det fremgår også af omtalen med navns nævnelse af de 6 børn, han blev begravet sammen med. Omstillingsparat vel også en positiv karakteristik - i hvert fald når der var penge i det. Han må have være klog og dygtig, for at kunne tjene 3 forskellige regimer/regenter under 2 religioner og slippe godt gennem det hele og ikke mindst en borgerkrig undervejs

Kunstneren Anker Hoffmann (1904-1985), der blev gift med en struerbo, hørte gennem forfatteren Johannes Bucholtz om den smukke faderlige gestus i forhold til de uægte døtre knap 400 år senere. I 1929 lavede han skulpturen Ide, der står i Ausumgårds have. Søsteren Carine findes i flere versioner - bl.a. i Valby Idrætspark og i byparken i Randers. Der kan tolkes en masse ind i figuren Ide, og det skal jeg ikke trætte med her, men at hun fremsår nyvasket mens hun frotterer sig, viser at Hoffmann har kendt til den faderens meritter og at hun ikke var et ægtebarn, men at tavlen dermed blev bogstavelig talt vasket ren - når nu tolkede jeg alligevel lidt!


Ide Munk i Ausumgaards have fremstillet ca. 1929

Fotografi ca. 1929 med - formentlig - Anker Hoffmann til venstre for figuren,
 Johannes Bucholtz til højre for figuren og godejer Jermiin helt til højre. Kunstneren fortæller om værket.
Bucholtz ligner monsieur Hulot fra Tatis meget morsomme film.

De tre små Hartviger i teksten på epitafen i Hjerm Kirke tænker jeg  udtrykker tidligere tiders realisme, eller kynisme, om man vil i forhold til den notoriske høje børnedødelighed, der ramte høj som lav ved ganske almindelige sygdomme. Det er vi idag er forskånede for; dengang fik man bare en ny lille ‘Hartvig’, når én døde og her for Munk var 3. gang ikke lykkens gang - var der en fjerde Hartvig?

Der er stadig dele af Verden, hvor medicin og vaccination lader noget tilbage at ønske - lader børn dø. Mogens var nok kynisk, men han havde omsorg for sine børn. Han lod sig begrave sammen med dem. Moderen kunne ligge i Viborg - måske var hun et nødvendigt led i karriereplanen, hvor hendes adelige blod og familiens penge indgik?

Jeg synes han var en spændende mand denne Munk, der gjorde Volstrup og Hjerm til magtens centrum for Jylland igennem en menneskealder.

mandag den 8. august 2016

Cold Hawaii Rav Porse Havtorn


Nyt nordisk øl. Javel ja. Den er i hvert fald meget unormal denne hypede øl fra Thisted Bryghus og Friends of Cold Hawaii. Jeg har læst om den og set anmeldere gå fra 5 stjerner i Ekstra Bladet til et "Fy Fan" fra en svensker med en 1/2 stjerne af 6 mulige. Jeg måtte smage en af slagsen, for Thisteds Porse Guld sidder lige i skabet, og flaske, design og ingredienserne er superspændende - rav, porse og havtorn er velkendte snapsekrydderier.

fredag den 5. august 2016

Erdinger Dunkel (Gammelt øl 2)

Erdinger Weissbier Dunkel årgang 1995-1996 MHT 15.10.1997

Den anden gamle øl, som blev smagt, var en Erdinger Dunkel hvedeøl. Den løb på datoen - som man siger nu om dage - den 15.10.1997. Den burde således have været drukket som gravøl for prinsesse Di og ikke gemt og glemt i en kælder i 20 år, men omvendt havde jeg ikke fået denne smageoplevelse med. Den var ikke ringe, men heller ikke ubetinget god.

lørdag den 30. juli 2016

Guinness (Gammelt øl 1)


Under oprydning i værkstedet stødte jeg på en kasse specialøl. De blev, helt usystematisk, stukket til side på en vag idé om at grundlægge en ølsamling. Det var tilbage i '90erne. Jeg var da gennem Selskab for Vestjysk Ølkultur begyndt at interessere mig for øl. Det var i en tid, før microbryggerier, og hvor der kun var 10 bryggerier tilbage i DK. Kassen blev åbenbart gemt lidt for godt af vejen - den blev glemt. Den har stået alt for længe og for varmt. Men uanset disse ugunstige forhold tager jeg opgaven på mig. Nogen skal jo gøre det: Smage sig gennem kassen!

tirsdag den 26. juli 2016

Tærskeværket 1


Tærskeværk fra Brovst Maskinfabrik godt gemt i Hessels lade

Ting er vigtige. Man taber lidt sig selv uden ting. Jeg fandt lidt af mig selv ved dette tærskeværk i en lade på Herregården Hessel forleden dag. Det er et tærskeværk, hvis nogen skulle være i tvivl. Og det er man jo nu nok - i tvivl altså - for tærskeværkerne blev udfasede i løbet af '60erne, hvor de selvkørende mejetærskere kom. Nu er det kun os halvgamle, der véd, hvad det var! Synet af det gule tærskeværk sendte mig ret op på 'rånen' hjemme på Tranum Enge for at 'tage fra', mens far skar neg op på bordet bag ved tærskeværket. Det var nemlig sådan ét, "vi" havde tilbage i midt-1960erne.

søndag den 3. juli 2016

Marridt - skriften på væggen!

Grafitti i Smedegade, Struer

Hvor bange skal man egentlig være for nogen, der ikke kan stave? Det spørgsmål, stiller jeg mig, når jeg kører ned ad Smedegade, hvor nogen har skrevet "Jeres værste marridt". Måske snarere irriteret, end bange, synes jeg. Der har tydeligvis også være en irriteret dansk-lærer forbi en mørk aften med en spraydåse og et godt råd. Det blev simpelthen for utåleligt, tænker jeg. Men, som englænderne siger: "Two wrongs don't make a right"; og de véd virkelig, hvad de taler om i disse dage, englænderne altså, med Brexit og EM-exit. Men her har vi måske et eksempel på det modsatte; at two wrongs makes a right?!

onsdag den 8. juni 2016

Havgus ruller ind over Kilen, Struer den 06. juni 2016

Her til aften - den 06. juni 2016 - rullede en, godt nok noget beskeden, havgus ind fra nordvest - men havgus, det var det! Havgusen slørede solnedgangen og skruede også (lidt) ned for temperaturen - men "rigtige havguse" slukker helt for lyset og sænker temperaturen til det halve inden for få minutter. Så dén her "Struer-havgus" var en undermåler i forhold til rigtige havguse. Men den var stor nok til, at jeg stoppede lidt op under min aftenløbetur for at betragte fænomenet, som jeg kender så godt fra mit barndomsland. Fra da havgusen var en trold - eller rettelse: Det synes jeg vist egentlig stadig!