Sankt Stefans awten

Jul og minder hænger sammen. Da jeg var dreng - med andre ord for 35-40 år siden - da fejrede man i Han Herred, hvor jeg kommer fra, Sankt Stefan på en speciel måde. Jeg har ikke siden den gang hørt om den lidt bizarre hestefest, som det vist var, selvom jeg ikke vidste, at det måske var det, det var, den gang!


Sankt Stefans awten, var 1. juledag. Så blev knejtene sendt ud om aftenen for at lave løjer og ballade hos naboerne. Sendt ud, for det var, en ret direkte forventning fra ens forældre, at det havde man lyst til - i stedet for at sidde og spise juleknas derhjemme i varmen. Det var nok traditionens vægt på små skuldre. Sådan havde nu altid været skik og brug!

Men på den anden side, var det jo også spændende; derude var de andre knejte, udrustede med nytårsraketter, knaldperler og kinesere; og i hvert fald de modigste parat til at udfordre faren, ved at stjæle naboens mågbour (møgbør) og begrave den på møddingen hos en helt tredje nabo. Det var det, der var målet; ballade i gaden (eller på vejen var det jo).

Ens forældre så det vel også som en slags forsikring, at sende os ud, for så kunne det jo være, at vores egen møgbør undgik denne grumme skæbne - og var på sin plads, når der skulle muges ud næste morgen. Eller man undgik, at møengsfielen (som man kørte børen med møg på) var blevet fjernet, så den søvndrukne morgentjans i stalden, endte i bløde til knæene oppe på møddingen.

Løjerne gik mest ud over dem, der sikrede deres skattede mågbourer mest bag lås og slå, eller som blev mest gal' (vrede). Så; var der en hængelås, måtte den op, eller var der sat strøm til børen, som nogen gjorde, så skulle den stjæles - pinedød! Og var der en gal' mand, der satte efter flokken, så var det bare spændende - selvom man endte med hjertebanken og med at vade sine uundværlige gummistøvlerne over i skjulet dernede i Koldmose-kanalen.

Jeg tror traditionen er helt uddød nu, men det må have været en gammel, gammel tradition. Jens Rolighed har i "Folkeskikke i Han Herred (1973) beskrevet det: "Stefansaften var det naboernes sædvane at komme for at lave kunster. Man gemte trillebørerne, havelågerne og forskellige arbejdsredskaber, hvis de ikke var inden døre, måtte man ud at lede efter dem i juledagene". Men hvad var så meningen med de dér løjer?

I Iørn Piøs "Julen før og nu" er der en beretning fra kort efter år 1900 fra Herning-kanten om "Stefansmanden" - en kludedukke for at skræmme, når man skulle i stalden. Blandt andre skarnstreger var dér, at placere vogne på mønningen, og man dængede møg op ad døren, så den heldige fik det over sig.

Fra pålidelig kilde - bemlig en indfødt vendelbo - har jeg hørt, at noget lignende foregik på Brønderlev-kanten for godt 40 år siden, hvor de også stjal møgbører og lavede løjer Stefansaften.

Sankt Stefan, eller Steffen, var en begejtret fan af apostlene omkring eller efter Jesu død (Se Apostlenes Gerninger kapitel 6-8). Han var så entusiastisk kristen, at han kom i søgelyset, og blev stenet til døde, som den første kristne martyr, mens han bad Gud tilgive sine mordere. Det var i eller omkring år 35. Han var vigtig, som hans helgendags naboskab til Jesu fødselsdag i sig selv viser. Der er en skrøne om, at Stefan var den første, der så Stjernen, og at han var Herodes' stalddreng. Altså noget med stalde og heste og møg og møgbørrer!

Men jeg tror skrønen, er fordi nogen har pyntet på historien fra Bibelen - for at få tingene til at passe:

Det hele stikker nemlig dybere, end til Sankt Stefan, ifølge Jens Damsgaard (Klim) i Aarbog for Thy og Vester Han Herred 1909 side 60 ("Gamle skikke i Vester Han Herred"). Han beskriver, hvordan forlovelser og bryllupper (noget med frugtbarhed) har været forbundet med netop 2. juledag. Her på denne specielle dag red man til kirken for til "fæjste" - for at blive trolovet/forlovet, og brylupper blev holdt denne dag og det var forbundet med hestevæddeløb til og fra kirke.

Han beskriver også, at der blev lavet narrestreger denne dag. Om morgenen sneg man sig til at røgte og muge ud meget tidligt hos naboen - en god gerning - for senere at stjæle udstyr hos selvsamme nabo og dænge stalddøren til med møg og stjæle møgbøren.

Det hele refererer til en hedensk frugtbarhedfest - før man kendte Sankt Stefan. Hvor man derimod kendte frugtbarhedsguden Freyr, som blev forbundet med heste. Der var med andre ord en hedensk tradition for Hestefest med Freyr, frugtbarhed og heste i centrum.

Så vi knejte afsluttede tilbage i de tidlige 1970'ere, som de sidste af generationer over århundrederne, en Hestefest, når vi stjal og fielt (gemte) naboerne mougbourer! Da i 70'erne var skikken i forvejen skrumpet ind fra hele landet til kun at være holdt i hævd i Han Herred og Vendsyssel.

Damsgaard, anf. st. citerer Troels-Lund (linket går til 4. udgave 1914, og heldigvis ikke til skatteministeren) fra bogen, han udgav i slutningen af den 19. århundrede om "Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede":

”Det vil være håbløst Forsøg at ville klargøre sig, hvorledes denne Fest i sine Velmagtsdage i det enkelte har taget sig ud. Kun så meget synes vi at kunne skimte, at det hele Stjernefald af senere Skikke skriver Sig fra en oprindelig Klode, en hedensk Fest for Arbejdets, Flidens og Frugtbarhedens Gud Frey, hvem hesten var helliget. Det er højst sandsynligt, at Festen er bleven fejret ikke blot ved tidlig Opståen, Røgten af sin Gerning og Nydelse af Jordens gode Gaver, men også ved hestevæddeløb, mulig Hestekampe og vel ved Hesteofring og et Fællesgilde på det slagtede.”

Nu er den vist helt væk og glemt, ak ja. Men man kan ha' sin mågbour (hvis man ellers havde en) i fred også juledagsaften - selv i Han Herred.