Livet er enkelt med lukkede øjne

Foto: Daniel Bernt Jensen

Søndag. Tidlig morgen, med aviserne og en kop 'damned good coffee - and hot too': Og dér, på P6, dukker velbehagelige Kashmir og nummeret 'Graceland' op. Det fik mig til kort at lukke øjnene for at koncentrere mig lidt. Kashmirs tekst er nemlig lidt svær og sær, og det er så vigtigt at tekst giver mening (hvilket er svært, som resten af dette indlæg vil demonstrere)! Gennem den hede tåge over kaffekoppen dukker - ja, hvem står så dér, mens man ruller ned ad Ølbyvej efter grovbirkes i sin Rolls Royce Phantom V, med 6,2 L slagvolumen? Det gør såmænd Natalie de Molina! Er der nogen, der kan få os rigtige mænd til at spærre øjnene op, så er det hende! Men livet er altså enklere med lukkede øjne - eller som man siger på spansk: "Vivir es fácil con los ojos cerrados!"

Bods- og bededagsbøn

Kaj Munk ved Vesterhavet - fotograf: Walter Nielsen

For ca. 69 år siden skrev Kaj Munk et digt om Store Bededag. Danmark var netop besat, og Verdenskrigen rasede. Kaj Munks påståede fascination i før-krigstiden af den stærke mand i forhold til demokratiet er beskrevet flere steder i bl.a. Per Stig Møllers og Bjarne Nielsen Brovsts biografier, men digtet nedenfor viser noget andet.

At han skulle have været på nazismens og Hitlers side til en start er en myte, som blev skabt efter krigen af 'den politiske mainstream', der ikke havde turdet det samme mens tid var; og noget der blev brugt til at lempe magten tilbage fra Frihedsrådet til de gamle centrum-venstre-partier. Straks ved besættelsen tog Munk bemærkelsesværdig kraftig afstand og lagde ellers derefter løbende véd til bålet til det, der blev hans martyrium: Tyskernes likvidering af ham den 04. januar 1944.

Sophus Claussen 12.09.1865-11.04.1931

I dag er det Sophus Claussens 150 års fødselsdag. Jeg vil ikke trætte med hans livshistorie, der findes beskrevet mange andre steder (f.eks. i www.denstoredanske.dk). Jeg fandt Jørgen Hunosøes udvalg af digte fra 1985 i en genbrugsbutik til 2 kr. og har nu læst den igennem et par gange. Der var god value for money. Jeg er ret glad for den. Sophus Claussen er dygtig med rim og klar i sproget. Men også en selvglad fantast, selvom der bestemt også er garneringer af humor i hans værker. Han er definitionen på flamboyant. Hans idé om at være impersoneringen af Pan er jo interessant - med den store mave tænker jeg.

Tanker ved en stubmark

Det er ret voldsomt, som der spildes korn! Når læs på læs går hjem, er der tykt med kerner langs vejene, og nu sent i efteråret ses det spildte korn spirende på oktobers marker. Hvor er respekten for kornet, for maden, blevet af? Meget er i hvert fald sket siden 1906, hvor Jeppe Aakjær skrev sit digt "Nu er det længe siden" med den episke og - synes jeg - rørende fortælling om rughøsten på et ydmygt og fattigt husmandssted.

1441-slaget ved Sankt Jørgensbjerg

Jeg har temmelig frit "oversat" folkevisen  om slaget ved Sankt Jørgensbjerg fra Anders Sørensens Vedels "Hundredvisebog" (1591), inkl. hans lille introduktion - så godt som det nu er mig muligt. "Hundredvisebogen" er skrevet til dronning Sophia, der var enke efter Frederik den 2. Hun samlede på folkeviser. Det gjorde mange fine damer den gang. Versefødderne i folkevisen er, for forståelsens skyld, blevet noget forvanskede ved min "oversættelse". Hvis der stadig kendes en melodi til folkevisen (det ved jeg ikke, om der gør), er sangen næppe længere sangbar i denne version.

Mytologiske luffer 5

"Langbeen Risers oc Viderich Verlandssøns Kamp" er en af kæmpeviserne i Anders Sørensøn Vedels "Hundredvisebog" fra 1591 (Hvb. I.4). I visen er der en "Konning Tidrich", der fremstår helteagtigt uden at være hovedperson. Hvem var Tidrich? 

Mytologiske luffer 4

Kun måske i overført betydning handler dette kapitel om mytologiske luffer - måske snarere handler det om en slags boksehandsker i overført betydning. Men allerede her har jeg forvirret mig selv rigeligt, og det uden at komme i gang med historien! I afsnit 2 om lufferne, mødte vi kæmpen/jætten/trolden Langben Rise. Det var ham fra Gudum - ikke den falske fyr fra Roskildekanten, der ligger i langdyssen Langben Rises Høj derovre - men måske er det den samme Rise (= kæmpe)?

Ebbe Skammelsøn

Thys bakker ved A11

Folkevisen om thyboen Ebbe (Skammels søn) er noget af et familiedrama! Det er ikke overdrevet, når visen siger, at Ebbe og broderen Peder "fores ilde ad". Peder løj og bedrog sig således til ægteskab med Ebbes forlovede Adelus, og vi ender, som bekendt, med 2 dræbte og 2 sårede i denne bitre slægtsfejde.

Kap. 1 Derfor lod de deres liv

Mindestenen på Sankt Jørgensbjerg ved landsbyen Husby

Nu noget om helte. Ikke Halfdan Rasmussens have-anti-helt, der pusler med radiser m.m., men rigtige helte der slås og dør. Helte af den benhårde slags - den slags, hvorom man må sige: "De ville ikke fly!" og  "Derfor lod de deres liv". Vi skal i denne pinsetid tilbage til pinsen 1441 - for 571 år siden.

Reglement

Paris 2005 en meget varm sommerdag. Ja faktisk var det nationaldagen, den 14. juli - jeg tog det her billede på en meget lille plads ved Seinen. Paris er måske nok byernes by, men bestemt også reglementernes by.

Det Forbudte Vers

Anker Hoffmans buste af Johannes Buchholtz i Struer Museums foyer

Alle større byer har vist sin egen mere eller mindre rørstrømske sang om byens fortræffeligheder. Det gælder også Struer - i form af Bruno Hansens tekst "Struersangen" fra 1945 til en - dengang - kendt melodi.

Godt nytår 2012

Hermed ønkes alle, der kommer på denne blog, et rigtig godt nytår. Jeg håber, vi "ses" igen i 2012.

Kai Nielsen 1882-1924

I dagligstuen i Bucholtz' Hus står en knap 1½ m høj skulptur. Jeg synes, den er facinerende, men også lidt underlig. Den hedder nemlig, siges det, "To Søstre".

Husmandssangen

I morgen den 27.04. er det 150 år siden, at Johan Skjoldborg blev født i Øsles. Ham med "Nu rinder vinteren i grøft og i grav", som vi stadig synger i forsamlinger. "Husmandsdigteren", som han blev kendt som. En bemærkelsesværdig person, hvis minde bør holdes i hævd.

Jeg har interesseret mig en del for ham. Først og fremmest fordi han var lærer i Koldmose Skole, kun en kilometers penge fra mit fødehjem. Det var her hans forfatterkarriere startede med "En Stridsmand" og "Kragehuset". Siden interesserede han mig på grund af personligheden, hans humanistiske livssyn interessen for at oplyse og oplyses, og især det han som enkeltperson formåede; at give en undertrykt befolkningsgruppe identitet og selvværd med ordets magt alene.

Ham ville jeg godt have drøftet et og andet med over en øl - hvis han ikke lige havde været afholdsmand.

Han kom til Koldmose skole i 1885 (Rettelse; det var faktisk først i 1889, khl). Til en helt nybygget skole. "Den lå i den østlige del af Tranum sogn i et område, hvor det var så som så med rigdom på andet end børn", som Knud Sørensen skriver i sin biografi "Op over den lave jord".

Skolen afløstes i 1961 af Tranum Centralskole, som jeg gik på. I min barndom var Koldmose Skole privatbolig - og det er den nok endnu. Jeg syntes, det lød farligt, da jeg som dreng hørte en nabo berette om, at have hørt den første fru Skjoldborg - det mente han det var - banke på stuedøren, under et kortensspil ved midnatstide i huset. Jow, jow hun skulle gå igen, Dorthea Skjoldborg, men hvorfor lige, har jeg aldrig fundet ud af, og beretteren var nok heller ikke lige den mest pålidelige kilde i alle henseender.

Skjoldborgs digt fra 1897 kender alle vi halvgamle. Jeg synes, det er smukt og især vers 3 er ramt helt på sømmet med den dér lærke fra somrén i fjor. Han - skolelæreren med det indre naturmenneske fra Øsløs - havde, fortalte han selv, været på Statens Lærerkursus og var træt i hovedet, og så kom det til ham, vel hjemme i Koldmosens forsårsnatur; først det med hakken, skovlen og spaden, så resten. Den fattige husmands forening med naturen ved glæden ved arbejdet med den, og bymenneskets længsel ud mod - og tilbage - til den på 4 præcise vers:

Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade.
Så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade.
Vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.

Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål.
Da blåner og blinker det blanktslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.

Birk

For et års tid siden skrev jeg om birkesaft. Det er et emne, der interesserer rigtig mange, kan jeg se. Især lige nu, hvor det igen er sæson for at tappe birkesaft. Fra nu af og en god måned frem. Birken er bestemt et fint og nydeligt træ, og det leverer jo det bedste brænde og birkesaft.

Vores lokale digter her i Struer, Johannes Bucholtz, havde et birketræ, som han var glad for. Det stod i hans velholdte have på sydsiden af huset i Bryggergade. Han plantede det, nød det og haven sammen med sit livs Olga, og blev begravet under det, da han døde den 05.08.1940.

Bucholtz kom fra Fyn, født i Odense i 1882, opvokset i Middelfart. Han blev trafikassistent ved DSB og havnede i Struer i 1902. Her mødte han Olga, som han giftede sig med i 1908. I 1911 flyttede de ind i huset i Bryggergade, som blev bygget efter deres ønsker.

I 1915 udgav han romanen "Egholms Gud" og blev en at samtidens mest beømte forfattere - på højde med Aakjær, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen. Nu er han meget lidt kendt. Det undrer mig. Hans sprog og stil er meget nutidig, og hans håndtering af emner vidner om en vis frimodighed og livslyst.

Enkelte digte minder om Edgar Allan Poe, andre mindre påfaldende om digte af Dan Turéll. Novellerne kommer vidt omkring - nogle lette og muntre, til de kulørte blade, andre tunge og dybe. Alle med en kort og klar tegning af personerne på godt og ondt og ofte med humor og sympati, aldrig fordømmende.

Her er han uden for Bryggergade-villaen med Olga og hunden. Nusser om klatrerosen på den søndre side, ved loggia'en. Jeg vil tro billedet er fra 1920'erne. Her er den birk, han var så glad for, at han skrev en sang, et digt til den. Digtet kan synges på melodien "Vort modersmål er dejligt":

Vi planted i vor Have et ungt og spinkelt Træ
for svøb af Nordenvinden, vi satte det i læ.
Nu rækker si Træet højt over Mur og Hus,
det leger og danser i alle stormes sus.

Dets Stamme er hvid som en Kvindes hvide Lin.
Hver Gren er så yndig og kvindelig fin,
med smaabitte Rakler i tusindtal,
og Raklerne har Draaber som det blinkende Krystal

Smaafugle synger fra Træet. Kvivit!
den Solsort, den Stær, og den søde Musvit -
og Spurvene sidder ved Vinter paa Gren
og dækker med Dun over frysende Ben.

Om Vaaren det pibler af skæreste Grønt -
om Høsten, ja om Høsten er det endnu mere skønt,
naar Løvet er blevet en skinnende Skat
og falder som Guld paa min falmede Hat.

Hav Tak, du min Birk, at du var mig saa god,
min Muld blev til Glæde igennem din Rod,
det Ly og den Omhu, vi engang skænked dig,
det giver du dobbelt til Olga og mig.

Ja, Venner mens man synger om høje grønne Træer,
man tænker måske mest paa en ven, man har kær.
Jert Venskab det er mig en groende Skat,
der drysser sit Guld i min fremstrakte Hat.

Niels Bohr (1885-1962)

En af de mest berømte danskere er uden tvivl Niels Bohr. Jeg kan på ingen måde redegøre for hans betydning som atomfysiker, ud over at den har været meget stor. Det er heller ikke mit ærinde her. Men jeg har for snart mange år siden læst Niels Blædels noget næsegrus beundrende biografi "Harmoni og Enhed" (1985). Heri blev jeg meget fascineret af kapitlet om Bohrs arbejdsmetode. Det er vist det, man i dag kalder at tænke ud af boksen, men på en ret besværlig måde.

 Ud over en evindelig piberygning og tegnen og visken ud på tavlen, så tavlen fremstod som ét kaos for udenforstående, så var han optaget af at diskutere og prøve argumentet af mod andre. Alt sammen noget, bortset fra piberygningen, jeg selv bruger i det daglige og derfor umiddelbart synes om og kan relatere til.

Han havde også en ret ejendommelig ide om, at videnskabelige afhandlinger skulle formuleres med en helt utrolig akkuratesse. Så præcis, at processen var yderst pinagtig, og der skulle adskillige omformuleringer og versioner til, før det kunne bruges. Det var nærmest en besættelse for ham.

Faktisk var det Bohrs opfattelse, at afsnittene skulle være nøjagtig lige store, som om man skrev vers. Ellers var afhandlingen ikke anvendelig, hvad emnet så end var. Blædel citerer Bohr for følgende i en samtale med kollegaen Jørgen Kalckar:

"Jo, De må ikke tro, at jeg er blevet i den grad tosset, at jeg mener, at det gør nogen forskel, om ét afsnit er lidt kortere eller længere end et andet. Hvad det kommer an på, er at finde et eller andet punkt, som man kan tage som en udfordring til at spørge: Kunne det hele ikke siges bedre? Verseformens betydning ligger i de vanskeligheder den frembyder, og som tvinger digtere til den yderste omhu i formuleringen".

Se det, synes jeg, er interessant! Måske er den lige vej mellem A og B måske nok den korteste, men ikke den bedste, hvis man skal drage en slags erfaring og få en forståelse om vejen og afstanden mellem A og B. (Måske kan man helt undvære A - og alle de andre bogstaver, og kan man så nøjes med B i indholdsfortegnelsen på en blog?).

Jeg har lavet en hurtig test her i eftermiddag, om det med afnitslængden, men resultatet skal jo nok, jf. den oplyste metode, skrives om en halv snes gange endnu for at kunne erstatte ovenstående helt, men så kan man måske nøjes med et par vers (mel. Jens Vejmand):

Hvem sidder der og skriver
Med pibe i sin mund,
I panden dybe rynker
Er fanget for en stund?
Det er Niels Bohr, der grubler,
En tekst, der er på tværs,
Og af princip vil sætte
Sin videnskab på vers.

Bohrs tese er blandt andre,
At tanken bliver klar
Og løftes fra det ringe,
En versefod gi’r svar.
Det er Niels Bohr, der grubler
Og giver svaret form,
Som rammer lig’ i øjet,
Men møjen er enorm.

Efterårspløjning

Her er et foto fra Onkel Verners fotoalbummer. Det er ham, der efterårspløjer foran sin ejendom en gang i 60'erne. Jeg kan huske hestene i den lille stald, der ses bag ploven med det lille vindue. Heste på markarbejde var den gang allerede et sjældent syn, for de små grå Ferguson'er havde forlængst overtaget arbejdet alle andre steder.

Den beskedne ejendom lå - eller ligger, for den er der endnu - Tranum Engevej 31. Jeg mindes, da stråtaget blev taget ned og nyt eternittag kom på med naboers og familiers hjælp. Det var før jeg kom i skole, tror jeg, og det var tilbage i 1968. Jeg sad inde i stuen hos Bedste, da stråtaget væltede ned og forvandlede dag til nat. Ret uhyggeligt.

Men billedet af en stolt Onkel Verner med sit fine plovspand af nordbakker (den fjærmer til højre og den nærmer til venstre, var det vist?), og med ejendommen bagved i blød efterårssol er et dejligt billede, synes jeg. Men jeg har jo også et særlig blødt punkt på dét her sted; hvor jeg har nogle af mine tidligste barndomsminder.

Fotografiet får mig til at tænke på min favorit-efterårsvise med Holsteins billedfyldte og lidt anarkistiske tekst om bymennesket, der vender tilbage til rødderne på landet ved sin faders gård, og som nu vandrer rundt på en andens mark, men alligevel med den fulde nydelse af efterårsscenariet, helt uden dårlig samvittighed over at ta' det jord, der sætter sig under sålerne.

Her er lige det første vers, der matcher billedet (selvom digtet foregår på Øerne):

Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.

Paa Tondern Station

I aften er det angivelig 90 år siden, der skete et nationalitetsskifte i Tønder efter afstemningerne om genforening for Nordslesvig. Chr. X red jo over Kongeågrænsen den 10.07.1920 på sin hvide hest. Jeg kender derimod ikke historikken godt nok til at sige noget om skilteskiftedatoen 16.06.1920. Tog man forskud på glæderne? Et af de steder, hvor der ved afstemningern om genforening ikke var dansk flertal nord for Claussenlinjen - den nuværende grænse - var netop i Tønder. Det her digt er imidlertid et af mine favoritter, og af vores lokale forfatter fra Struer, Johannes Bucholtz, og det er en øjenvidneskildring fra natten mellem den 16. og 17.06.1920, hvor han var på arbejde som jernbanefunktionær. Digtet hedder Paa Tondern Station.

I den slørede juninat
var luften fredfyldt og lun.
Over Tonderns første perron
fløj flagermus bløde som dun.

Fra den stille, grønne marsk
Kun et langeligt brøl af en ko.
Men på Tonderns første perron,
Brødes den natlige ro.

Danske jernbanemænd
med funklende huer på sned
satte beslutsomt en stige til,
Og tog tyske skilte ned.

Ikke en sabel rasled
gennem den natlige fred.
Man rejste bare en stige,
og tog nogle skilte ned.

Verden har mange sprog
men dansk, det er nu mit.
Forunderligt - over første perron
stod Tønder, i rødt og hvidt.

Sagte som plov vender muld,
eller bøg strækker roden i jord,
strakte mit land sin rod
så langt som de danske bor.

[Skrevet af Johannes Buchholtz, der var til stede på Tørder Station natten mellem den 16. og 17.06,1920 som jernbanefunktionær. Digtet kom i digtsamlingen "Ravne og duer". Gyldendalske Boghandel, 1921]

Ugeskrift for Retsvæsen No. 4 1951

"Perler og kostelige Stene

Elendigt Juks tør jeg vel mene

Hvad ere de imod den Lyst

at hvile ved en yndig Kvindes Bryst"

Sådan har nogen skrevet på dette No. 4 af Ugeskrift for Retsvæsen fra den 27. januar 1951. Bladet ligger på vort kontor, stadig uindbundet, i stakken af hæfter fra årgang 1951. Lukker man hæftet op, er det aldeles ulæst - det ses jo nemt; den gang skulle man sprætte op for at læse.

På bagsiden er der mere poesi af den lettere, løsslupne slags. En forelsket digterspire i det, der dengang hed sagførerstanden? Optaget tilsyneladende af noget mere spændende, end juraen. Som advokat (efter 1959 kom nye advokater til at hedde "advokat" i stedet for sagfører - internationaliseringen you know) bliver man helt nostalgisk over at se rubrikannoncerne. Dengang var der reklameforbud - og man måtte kun annoncere med navn, nummer og by. Det var først i 1990'erne man tillod advokater at reklamere. Der er også jobannoncer i bladet; der virker lidt sløve i betrækket efterhånden:

"Senest 1. maj 1951 kan en dame, der selvstændigt kan påtage sig almindeligt dobbelt bogholderi på et sagførerkontor få ansættelse i Aalborg. Løn 4 à 500 kr. Ansøgning med angivelse af tidligere stillinger Billet 1575 til U.f.R."

Der er også en fuldmægtig, der søger stilling i et sagførerfirma med mulighed for overtagelse, som skriver:

"Ved saadan vil stor kontant Betaling kunne præsteres."

Det er også super med annoncerne  på forsiden med telegramadresser "TLGR.-ADR" - kan man overhovedet sende et telegram i vore dage?

Retsskrivningsreformen fra 1948 var ikke slået helt igennem, som de 2 annoncer lader ane, og sådan noget som vore dages forbud mod diskriminering i annoncer, var langt fra noget, man bekymrede sig om...den gang!

Vor ukendte, muligvis forelskede dagdrømmer og - tildels - lyriker var heller ikke slået over i bolleå og substantiver med lille- heller ikke på bagsiden af U.f.R. No. 4/1951:

"Lad andre tænke sige

Guld gør os lykkelige.

Jeg fandt mit Himmerige,

Min Pige i dit Skød"

Uha, uha - og her tænker jeg ikke kun på versefødderne! Denne sagfører vandt åbenbart sin lykke ved et pænt, stort gå på mod. Det antyder en anden lille sentens:

"Forsagthed har aldrig vundet et kvindehjerte"

Godt at få det bekræftet, og at der har været stille nok på kontoret, og margen nok på U.f.R., til at citere (en god sagfører har styr på sine kilder) Sokrates, hvilket igen antyder, at madpakkerne på kontoret også dengang var på det jævne:

"Man skal ikke leve for at spise, men spise for at leve"

Ja, jeg fik lyst til at tilføje:

"Uden Mad og Drikke, duer Helten ikke!"

- og evt. et "velbekomme", men ville det ikke være synd at skrive på sådan et gammelt blad?