Fodtur til Halofytland (om Strandsennep)

Skilteskoven

Efter en længere arbejdsbetinget skriveblokering, er det blevet sommerferie. Samtidig satte sommervarmen ind og har kunnet nydes i afmålte mængder her over weekenden, meget bedre end de sidste tropiske dage på kontoret. Nu mandag morgen, er det igen blæsevejr, gråt og køligt. Vejr til at aflive blokeringen med en lille fortælling fra Halofytland, som vi gik tur til igår, da alle andre former for færdsel var udelukket, som det fremgår.

NGI 73 Odby Klint

Naturstyrelsen har udpeget ca. 200 NGI'er - Nationale Geologiske Interesseområder. Odby Klint på Thyholm er en af dem - NGI 73. Jeg er ikke geolog, men jeg gik mig en tur mellem jul og nytår og kiggede - interesseret - på klinten og området. Det håber jeg også, I vil, for der er bare flot. Her kan man helt sikkert finde sig en lille forstening at tage med hjem - som souvenir fra den herlige plet. Jeg kaster mig her, ikke ud fra klintens 30 meter, men ud i en lille amatør-forklaring på, hvad man ser.

Fandens hov i Odby

Fandens hovspor på Odby Kirke

Et lille rektangulært hul i kvaderen midt i billedet er et fodspor, sat af selve Fanden hamsjelv. Kommer Han forbi for at bedrive ondt, vil han ved synet sit fodspor; nå, nej hovspor (hullet i muren), tænke: "Nå, der kan Vi bare se, her har Vi allerede været!" [bemærk:  Hans anvendelse af 'pluralis majestatis' - frækt er det! Red. anm.]. Så vil Han straks tage de hovklædte ben på nakken og skynde sig videre på sin onde´, natlige færd for lave ulykker og forbandelser et andet sted. Odby Kirke og odbyboerne går fri.

Øjet i Søndbjerg Kirke

Søndbjerg Kirke på den sydøstlige del af Thyholm ligger stille og troner i den hensygnende landsby og vidner om bedre tider. Egnen har førhen været rig med god jord og midt i færdsel på kryds og på tværs med skib langs Fjorden og over Oddesund. Her på en sokkelsten af kirken findes imidlertid en lille verdenssensation - i hvert fald den eneste runesten i Struer kommune (så vidt jeg da ved!), men ikke nok med det: Indskriften er delvist på latin og dermed noget så specielt som en tosproget runesten!

Surrealistisk kystsikring ved Kallerup

En af de mest øde kyststrækninger ved Limfjorden finder man på Thyholms vestkyst ud mod Nissum Bredning. Nissum Bredning er ved nordvestlig vind et rigtigt vildt ind-hav. Kysten er derfor ret kraftigt udsat for erosion. På dagens vandring langs kysten fandt jeg dette stykke kystsikring, som selv så at sige har fået det glatte lag af sandblæsning og bølgernes skrub. Jeg tænkte på Dalis maleri af slatne ure - her en helt surrealistisk murstump fra civilisationen, midt i den vilde natur. Unaturligt naturlige former, havde den fået, siden nogen lagde den her for at bremse naturens kræfter.

Den Sorte Gryde

Ved Oddesund Nord er der en skøn plet. Dels den hyggelige lille havn, hvor jernbanefærgerne, før Broens tid, d.v.s. før 1938, lagde til. Man ser stadig anløbskajen og den gamle jernbanestation. De 2 små forfaldne private havneanlæg, en smule længere sydpå mod Broen, er idyllisk smukke i deres vemodige ruin. Så er der denne her bygning - et fiskerhus - og ved siden af et næsten intakt tjæringsanlæg - efterladt som et minde om noget modbydeligt hårdt arbejde fra før nylongarnenes indtog fra slut-1950´erne. Her er en lille mindestele over det beskidte arbejde:

Fiskerhuset med tjæreanlægget ved Oddesund Nord i silhuet mod solnedgangen 

Maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis)

For en god uges tid siden kom vi forbi denne eng på Thyholm. Den var fyldt med maj-gøgeurter. Da orkidéer er fredede i Danmark - og sjældne - får I ikke adressen, selvom maj-gøgeurten vist ikke er særlig truet. Jeg er nu lidt ærgerlig ved ikke at have fået taget et bedre billede, men det her er omvendt taget fuldt legalt fra offentlig vej.

Gøgeurterne her på engen så ud til at trives fint - der var mange. Det er stauder, som lever i symbiose med en svamp nede ved rødderne. Svampen "tygger" mineraler og næringsstoffer til gøgeurten og får omvendt sin næring fra gøgeurten. Faktisk skulle orkidéen kunne leve under jorden - uden sollys - i et par år takket være hjælp fra sin svampemakker.

Ellers synes jeg, at botanikeren Linné havde en fin humor. Han kaldte denne fine slægt af blomster, på grund af en fysisk lighed ved plantens rodknolde med testikler for - på græsk - orchis (TESTIKLER).

Det Mørke Jylland

Atomaffaldsdepot ved Hvidbjerg, Thyholm?! Det skulle således være et af landets 6 bedst egnede "lokationer" til netop det. Ingen fare for lækager og udsivning af radioaktivitet til skade for grundvandsresurserne, hedder det fra det sagkyndige udvalg. Men søndag den 07. februar 1745 var der nu her et voldsomt jordskælv. Skælvet fik den 92 fod høje kystskrænt bag Sankt Mauritius' kilde til at skride sammen og ned over helligkilden.

Med andre ord er her jo farligt! Meget farligt! Og så ligger Limfjorden jo nabo og kan sprede forureningen vidt omkring. Hvis det her er en sikker lokation, må der være meget farligt i resten af landet! Det er jo nok kun min subjektive mening, da jeg bor i nabolaget, søndenfjords.

Lidt paradoksalt har lokale kræfter netop restaureret kilden og genindviet den her den 09. maj 2011 - kort efter at atomaffaldslokationerne var blevet bekendtgjorte. Bor man i København, véd man vel instinktivt, at det er mest sikkert at lagre farligt affald længst væk fra hovedstaden - i Det Mørke Jylland. Hausgaard har jo i en sang tidligere plæderet for atomkraft, men således, at værket skulle ligge i den østre ende af landet. Sådan tænker man åbenbart også i den østre ende af landet om atomaffaldsdepoter - blot synes de, at det farlige skal ligge i det nordvestre hjørne af landet. Nå, lidt noget andet om Det Mørke Jylland; Sankt Mauritius' Kilde lyder så eksotisk, at det er svært at forstå, at den hører til her - i Det Mørke Jylland.

Sankt Mauritius' Kilde

Vi er tæt på Odby kirke, en god kilometer nordøst for Oddesundbroen - ved Serup Strand. Et sted i nærheden hedder Skibdal og vidner om, at her må have være skibstrafik og en sikker havn gennem hundreder af år for dem, der passerede ad søvejen. Meget belejligt ligger så en helligkilde, helt nede ved, ja faktisk på kysten, som man kunne søge trøst og lægedom ved - ligesom man kunne søge ly og trøst i Odby Kirke.

Odby Kirke - viet til Sankt Mauritius i katolsk tid

Det undrer mig, at kirken og kilden har fået navn efter Sankt Maritius - ret eksotisk, som sagt, for Det mørke Jylland.

Sankt Mauritius var romersk legionær fra den thebenske legion - altså fra  Theben i Ægypten. Han var formentlig mørk - muligvis neger, som muligvis også resten af legionen. De var efter legenden kristne - meget apropos de overfald på den kristne koptere i Kairo i disse tider: Sankt Mauritius er en meget populær helgen i den koptiske kirke.

Kejser Diocletian (284-305), der var en meget rigid hersker, selvom han delte magten og sluttelig helt frivilligt abdicerede. I hans tid forfulgtes de kristne. I forbindelse med et oprør blev den thebenske legion sat ind i Svejts. Som en lakmusprøve på troskab skulle beboerne ofre til de romerske - hedenske guder - og gjorde de så ikke det, skulle legionærerne hugge dem ned. Legenden vil vide, at netop den thebenske legion var kristne, og de nægtede, anført af Mauritius, at følge ordren - de ville ikke dræbe deres trosfæller.

Så beordredes decimering. En romersk militær straf; hver 10'ende soldat af legionens 5-6000 mand blev hugget ned. Efter 2. decimering, nægtede legionærerne stadig. Alle blev herefter dræbt og Mauritius blev siden som martyr helgenkåret. Stedet, hvor myrderierne fandt sted, hedder nu Saint Maurice-en-Valais.

Den mørke martyr og helgen blev særligt skytshelgen for soldater. Hvem, der har sat hans navn på Odby Kirke og givet hans navn til helligkilden her på Thyholm ville være rart at vide - og hvorfor spekulerer jeg på? Jeg ved det ikke, men med stedets strategisk vigtige placering med landevejstrafik nord/syd og skibstrafik øst/vest er det vist ikke helt forkert gæt, at her har været en militær forlægning af en slags? Eller også har der bare været en militær, regelmæssig færdsel på stedet. Soldater, der valgte deres helgens navn til Kirken og Kilden. Eller, mindre romantisk; en kirkeejer m.v., der så en forretning i at tækkes soldaterne?

En markvalmue på Serup Strand -  i horisonten; Venø

Nå, det finder jeg jo nok altdrig et endegyldigt svar på, men en ægyptisk martyr, der gav sit helgennavn til Odby Kirke og Kilden, her i det mørkeste Jylland er da en underlig historie. Nu bliver thyholmerne måske selv en slags martyrer - ikke bare ved at få meget langt til sygehusene - men også ved at være meget langt væk fra, hvor belutningstagerne bor, og ved at få lov til at lagre Risøs atomaffald på vegne af alle danskerne!

[om kilden se  http://www.sondbjerg-odby.dk/mauriti.htm
om den anden helligkilde på Thyholm se artiklen Helligkilde]

Hvidbjerg Kirke 3

"At last my father stopped in front of a large door of carved wood, blackened by time and humidity. (...) A smallish man with vulturine features framed by thick gray hair opened the door. His impenetrable aquiline gaze rested on mine".

Sådan møder vi første gang Isaac Montfort - vogteren af "De Glemte Bøgers Kirkegaard" i Carlos Ruiz Zafóns mesterlige roman "Shadow of the Wind" ("Vindens Skygge"), og sidenhen igen, da Daniel Martin i "Englens Spil" kommer til selvsamme dør, og vælger sin skæbnessvangre bog.

Mon ikke døren lignede den her? Den sidder på sydsiden af Hvidbjerg kirke på Thyholm. Da jeg tog de her billeder og åbnede døren, var det ikke Montfort, men den lokale kirketjener, der stod bag den og ryddede op efter en gudstjeneste.

Det er en ret solid dør af eg og med jernbånd. Den er tydeligvis fra 1668 - det står der i hvert fald på ydersiden Øverst står der også IHS - forkortelse for Jesus, som på græsk angiveligt skrives ΙΗΣΟΥΣ. De andre forkortelser, eller hvad det nu er, kan jeg ikke tyde: HCNS og IMSSAS. Måske kirkeværgen, præsten eller kirkeejeren - eller dør-sponsoren?

Lidt skævt placeret sidder et beslag; en defekt dørhammer? Et ansigt, et stort skævt smil, ser det ud, og et hul i panden. Jeg ved ikke, om det er en djævel som på døren til "De Glemte Bøgers Kirkegaard" eller et dyr (måske en løve, der jo også kunne symbolisere djævelen?). Interessant er den i hvert fald, og den er - siges det, meget ældre, end døren - måske dobbelt så gammel. Hvorfor er den der, og hvem har givet den en på skallen? Den lidt skæve placering med respekt for tekstfelterne tyder på, at den er monteret senere og ikke har hørt til på døren oprindeligt.

På indersiden sidder et imponerende stort smedet låseværk.

Zafóns idé er vel, at bøger mister deres liv, når de glemmes og ikke læses - når de ikke bruges og påvirker nogens liv og skæbne, men det har jo ikke direkte meget med den her spændende og smukke dør at gøre -  bortset fra, at den mindede mig om Zafóns 2 gode bøger...og Isaac. 

Hvidbjerg Kirke 2

Hvidbjerg Kirke, Thyholm

"Tanderne i Lysene paa Alteret skinner saa røde, men rødere skinner det fra Gulvet; der ligger i Blod Bispen med kløvet Pande, og dræbte ligger alle hans Svende; der er lydløst og stille i den hellige Julenat". Så dramatisk slutter H.C. Andersen selve beretningen om "Bispen paa Børglum og Hans Frænde" fra 1861.

Kirken - gerningsstedet - var Hvidbjerg Kirke på Thyholm, året var 1260, og mordet fandt virkeligt sted, men muligvis lidt tidligere på året, end julenat. Her er historien om sagnet bag novellen.

Historien eller sagnet er som sagt gendigtet af H.C. Andersen i en novelle fra 1861: "Bispen paa Børglum og hans Frænde". Den er vist nogenlunde tro mod den adelssaga (slægtsbog) fra ca. 1600, der er den første nedskrevne version af mordhistorien.

Først lidt om fortælleren bag historien:

Slægtsbogen, og baggrunden for sagnet, er nærmere analyseret af Hans Ellekilde i Historisk Aarbog for Thisted Amt 1933, side 345ff . Han må have ret i, at fortællingen er Oluf Hases version af historien, vi har fået overleveret, da fokus er flyttet fra selve mordet/mordene, til Hr. Olufs pligtro opofrelse for at komme frem trods alle vanskeligheder for at hjælpe sin frænde, Jens Glob.

Det var dog Jens Glob, der førte sværdet, men fokus i historien er besynderligt nok på et ordspil mellem Hr. Oluf og Hr. Jens, da Oluf omsider nåede frem til ottesangen, den der juleaften eller -nat i Hvidbjerg Kirke.

Kort sagt legitímeres Hr. Olufs adfærd, så han ikke for eftertiden kom til at fremstå som en bangebuks. Men man kan jo spørge sig, hvorfor han ikke hjalp sin svigerinde tidligere, end sket, når han nu - formentlig ifølge sit eget udsagn - ikke var en bangebuks?

Her kommer så selve historien eller sagnet i min, nok lidt subjektive version, som følger:

Kantsten

Der må være en kant. Hvis der må være en kant, må der vel også være kantsten. I juni måned kom jeg kørende ad Gammel Landevej lidt nord for Oddesundbroen. Der mødte jeg dette triste syn. En gammel kantsten fra den gamle landevej mod Thisted revet op med rode.

Det var naturligvis et ubehageligt syn,  der kunne give bange anelser, men rækken af gamle kantsten havde nu længe svajet voldsomt, men skulle de nu omsider bukke helt under for Struer Kommunes Vejvæsens oprydningstrang?

Som det ses på det næste billede, var der tydeligvis et vejvæsen involveret med grimme orange plastikpæle.

Her i slutningen af november, hvor vi havde fået sne, kom jeg forbi igen. Mine bange anelser var gjort til skamme. Kantpælene var smukt retablerde og stillet tilbage i fuld funktion. Ros til Vejvæsenet.

Billedet er taget mod syd og Oddesund.

Lidt længere nordpå ved jernbaneoverskæringen syd for Odby er der flere gamle kantsten og endnu flere i svinget i Odby ud til den ny landevej. Måske kunne der blive råd til at give dem en gang maling, så de blev ført tilbage til deres oprindelige udseende?

Hvidbjerg Kirke 1

Hvidbjerg Kirke, Thyholm, er en sagnomspundet kirke. Det er også en usædvanlig stor og flot kirke. Faktisk en overset national seværdighed.

Det er ikke mange kirker, der har været scene for et mord (OK Albani Kirke i Odense har også), eller været omtalt i en af H.C. Andersens noveller, eller har været scenen for et musikstykke af Rued Langgaard. Men det har Hvidbjerg Kirke. Og mere til. Tag nu ham fætteren her, hvem er nu det?


Vi kan vist starte med at¨blive enige om, at det er en "han". Det - eller den - står ligesom mejslet i sten. En nudist, med hænderne i siderne, lidt blufærdighedskrænkende kunne man mene som motiv på en kirke; og så noget i venstre hånd. Hvad er det - og hvad er det for en fyr - og hvad er fortællingen?

Engelskgræs (arméria maritima)

I ugens løb er jeg kørt forbi titusinder af lilla blomster fra engelskgræs langs landevejene. De hører egentlig til ved havet, som slægtnavn og det latinske navn også antyder; ved havet. De tåler tilsyneladende salt ret godt, og med al det vintersalt, der er strøet på vejene, giver det måske plads til engelskgræs, frem for andre salt-følsomme planter langs landevejene. Rabatterne er blevet strandenge. Men de, engelskgræsset, står nu også flot med vandet som baggrund, som her ved Tambosund.

Blomsterne er at se hele sommeren fra maj. Navnet og blomsten har vist ikke så meget med England at gøre så vidt jeg har kunnet finde ud af. Den kaldtes vist oprindeligt for fårelejer - eller fåreliljer - fordi den vokser på de rigtig magre standenge, hvor fårene fik lov at græsse, og hvor der kun knapt var føde til dem.

Blomsten er jo rigtig flot og så lugter den meget godt af honning - prøv selv at tage et snus.

I en skuffe i Bucholtz' hus ved Struer Museum ligger en buket af engelskgræs.

Den plukkede forfatteren Johannes Bucholtz selv til sin udkårne, Olga, nede på Vralden her i Struer, lige øst for Havnen.

En mærkelig, ja, nogen ville mene tarvelig, brudebuket.

Men så alligevel ret så flot og rigtig for en naturelsker som ham - og hende. En blomst, som de havde nydt synet af under deres spadserer-ture langs vandet som kærestepar.

Buketten blev jo også taget godt imod, og værnet om, for den ligger der endnu i deres hus - som en del af Struer Museum.

Nu kan man ikke sådan få lov at gå og kigge i skuffer og skabe, men en gang kunne man, og jeg kan bevidne, at noget af duften har holdt sig, siden deres bryllup stod i 1911, og hvor parret flyttede ind i det den gang helt nye hus i Bryggergade. Olgas brudebuket er blevet en museumsgenstand - måske Danmarks eneste museumsgenstand af sin art

Et lille fint vidnesbyrd om et lykkeligt par og deres lovestory, beseglet af engelskgræs.

 

Helligkilde

Det er højsæson for kølende kildevand, og det siges, at man kan leve af kærlighed og kildevand, så det er vel bare med at komme i gang? Kildebadning og indtagelse af kildevand er helsebringende - det troede man da førhen og tilsyneladende også nu, hvor man betaler en flaskefuld i dyre domme. Men virker det? Da min vej forleden faldt forbi Thyholm tog jeg - ikke et bad, men dog en slurk, og har haft det fint siden.

Efter en rigtig møgdag, hvor alt gik skidt, havnede jeg som sagt på den skønne ø Thyholm - eller det er vel rettelig en halvø. Jeg gætter ganske vist, men jeg tror nu nok, at den er verdens smukkeste ø - eller halvø - i hvert fald heromkring! Jeg fik mig i forbindelse med min forretning dér, en snak med en meget syg mand, der ikke havde langt igen, men som smilende fortalte om så kun at få det bedste ud af det. Respekt for det syn på tingene, men hårdt må det da være, når horisonten beskæres dramatisk. Min møgdag kunne i hvert fald ikke tåle sammenligningen.

Jeg kørte syd ud af Hvidbjerg og langs jernbanen; hvor den krydser Meldgårdvej findes Helligkilde, der virker mod alt - dog fortæller et skilt, at virkningen forsvandt, da en bondemand badede sin hest i kilden, meeenn...mon det nu kan passe. I hvert fald giver kilden stadig rigelig med vand.

Der kommer tog - bag toget ses Helligkildegaard med møllesøen, der dannes af kildevandet fra Helligkilde, der springer lige fra hvor fotoet er taget

Kilden ser dog nærmest lidt undseelig ud. Men det lille vandfald fra kilden klukker lifligt, og på bunden af kildebassinet pulserer det kolde, klare og velsmagende vand op. I den lille bæk, der udspringer fra kilden, løber kildevandet hurtigt bort under jernbanen og over til Helligkildegårds store mølledam, hvor vandet førhen har kunne drive vandmøllen.

Mølledammen ved Helligkildegård

Natten til 1. maj, Valborgs aften, og især ved midnat, skulle virkningen af kilderne være særlig god. Men også ved Sankt Hans. I virkeligheden var virkningen af de kur-søgendes, værkbrudnes, de sottiges, eller de, der led af tærings, ophold ved kilderne nok ikke helgenværk. Det var nok trods alt kun det uvante rene vand (i forhold til brønden derhjemme, der fyldtes med skarn og møddingsvand) samt den uvante renlighed - hygiejne om man vil (man var jo pinedød nød til at bade sit legeme for den udvortes virknings skyld), der skabte vidunderne. Men den slags kan selvfølgelig også udlægges som Vorherres værk af dem, der tror.

Kilderne var naturligvis også helbredende, før de i kristen forstand blev hellige, før der var helgener, og før munke eller præster drev kilderne som kirkelige forretninger, som datterselskab i den pavelige koncern. De var der fra oldtiden, hvor goder hjalp med til at få de kur-søgende til at se og føle helligkraften. De tog sig vel også betalt for assistancen, som kirken/munkene, og den geschæft tog kirken over, som så meget andet.

Sandet pulserer på kildens bund med den kraftige strøm af klart kildevand

Det fortælles, at Helligkilde ejedes af Vestervig Kloster, og at en munk derfra konstant opholdt sig ved Helligkilde for at tage mod de mange taknemmelighedsgaver fra helbredte besøgende ved kilden. Ja, Vestervig Kloster selv, skulle have sit udspring  fra en helligkilde. Her faldt en skibbrudden tysker, der blev engelsk munk, og som kom i den norske konges tjeneste, i søvn (jeg kan desværre ikke huske hans navn, men det var engelsk og minder om Thøger på dansk). Hvor hans hoved havde hvilet, udsprang der så en kilde.

Han selv - naturligvis den nyudsprungne kilde taget i betragtning - blev senere helgen. Sankt Thøger og kilden ved Vestervig gamle kirke blev opkaldt efter ham. Han var vist præst der til sin død i 1067. Men det er jo en gammel historie og næppe altsammen helt rigtigt, journalistisk set. Nå, tilbage til Thyholm. Jeg tror Hvidbjerg Kirke, der er bemærkelsesværdig stor og rig på udstyr, har profiteret på Helligkilde. Sydpå ved Serup, var der en anden helligkilde, og på lille Thyholm er der hele 7 kirker, som jeg tror, har deres talrighed og størrelse til dels at takke helligkilderne for, men natruligvis også som følge af den landevejstrafik nord/syd, der har været og ved folks offervilje for at slippe over det farlige Oddesund mod syd i live.

I min barndom har jeg drukket af helligkilden i Fosdalen, og mit helbred har da været ok til dato.

Vandet i Helligkilde, Thyholm, er godt og må kraftigt anbefales, og det er gratis (medbring selv flaske). Det er meget bedre med en håndfuld klar kildevand, end grundvand i et pantbelagt plastichylster. Det er godt for sjæl og legeme - og rigtig godt mod møgdage, kunne jeg så klart som kildevand fornemme, da jeg kørte hjem til weekend.

Efterskrift 22.05.2011: Om den nævnte kilde ved Serup Strand, Thyholm se artiklen Det Mørke Jylland .