Solulve

14. april 2020 kl. 07.30

Billedet er taget med min mobil, men jeg ville ønske, jeg havde haft mit Canon på stativ med på arbejde denne tirsdag morgen. Det var nemlig et usædvanligt himmelsyn, dér ovre mod øst, oppe over Struers bavnehøje (fra bronzealderen). Et stort lyskors med cirkel om - og så lige den første dag efter påske!

Ormhäxan

Ormhäxan fra Gotland ca. 400-600 e. Kr. Foto: Jesper Lauridsen

Gravstenen oven for - Smiss-stenen, som den kaldes - er fra Gotland og dateres til ca. år 4-600 e. Kr. den er altså fra hedensk/førkristen tid, må man gå ud fra selv på Gotland. Hvordan kan det så være, at hun - Ormhäxan - også findes på foden af en døbefont i Gelsted på Fyn fra 1100-tallet? Jeg synes i hvert fald, det ser ud til at være samme dame bedømt på slanger, den ekshibitionistiske positur og tovsnoningerne (kompositionen er ganske vist lidt forskellig)?

Inden vi ser nærmere på det; da kan jeg opfordre jer kraftigt til at lægge vejen forbi www.heimskringla.no, Det har jeg lovet Jesper Lauridsen som tak for at få lov at bruge hans fotografi af Ormhäxan. Jeg har bestemt heller ikke problemer med at reklamere for den side. Siden er fremragende og al respekt til de gode folk bag (bl.a. Jesper Lauridsen), der sikrer os alle adgang til vor nordiske kulturarvs litterære skatte. Videre til Gelsted, Fyn:

Yggdrasil og Livstræet (Døbefonten i Lerup - del 8)

                           

Det kunne være et stykke moderne kunst. Men det er nu kun en skitse af en indristet figur på døbefonten i Lerup Kirke. Som tidligere omtalt, sidder der en fugl på figuren, og der er en fisk, som har forbindelse til figuren gennem et "næsehorn" - en sværdfisk kunne man tro! Hvad er det for en mystisk figur?!

Gøttrupstenen

Gøttrupstenen

Ved kirken i Gøttrup ligger en underlig sten; sådan lidt gemt væk bag kirken på nordsiden, under tårntrappen. Det er som om, man har været lidt flove ved den, og har gemt den for nysgerrige blikke, deromme bagved, hvor kun graveren kommer. Jeg tror lige præcis, det er, hvad man har villet! Den har en rille på langs og en i toppen, på tværs. Det kunne umiddelbart minde om kløvemærker. Men ved nærmere eftersyn og eftertanke alligevel ikke. Det er nok nærmere ukristelige mærker - med en kultisk funktion!

Mytologiske luffer 2

Jætten Skrymer (alias Udgårdsloke) gik med luffevanter, som vi hørte i første afsnit. Det var tilsyneladende standardjætteudstyr med luffevanter, eller bulvanter, som de også kaldes, og de er jo også gode mod kulden. De var dog praktiske også til andre formål. Tag nu vores lokale nordvestjyske jætte Langben Rise; han transporterede jord i en vante.

Mytologiske luffer 1

Der er en irriterende figur i L'easys TV-reklamer, der hedder Luffe. Han er så nok det mindst irriterende overhovedet ved L'easy. Men det er ikke ham, det her skal handle om. Men hvem ved, om ikke det er på grund af ham Luffe, at jeg er kommet til at tænke på luffer her midt om sommeren? I kender nok den her historie om aserne, jeg vil genfortælle. Men den har et særligt luffe-aspekt, som jeg synes er interessant, og som jeg vender tilbage til i senere indlæg.

Yduns rabarber

Ydun eller Idun - med et blødt norrønt d - betyder vist igen. Det er også navnet på en gudinde - en af asynjerne. Ydun med guldæblerne, der gav de nordiske guder evig ungdom. Fint med en øl med det navn, Ydun, der forbindes med sundhed og ungdom, det har alt for længe ikke været forbundet med øl. Men vil man brygge Ydun-øl på Færøerne er der lige et problem: Der er ingen æbletræer. Men et opfindsomt folk er færingerne; så laver man da bare Rabarbubjör - rabarberøl.

Jeg har brugt mig selv som testperson i videnskabens tjeneste for at afklare, om denne øl, er så holdbar, som navnet antyder. Jeg har før skrevet om færøsk øl fra Föroya Björ i Klaksvig. Dér har de en fordel, nemlig det bløde fjeldvand. Det giver en speciel karakter til øllet. I hvert fald er navnet og rabarberne et originalt koncept, og etiketten er da helt sikkert en af de flotteste set på en øl.

Men rabarber i en øl, det lyder i det mindste mærkeligt. Alligevel både ser det godt ud, og det smager såmænd både af rabarber og som god øl på samme tid. Jeg kan nu bedst lide en vis bitterhed fra humlen, og her har man sparet lidt. Men bestemt en god pilsner med en aparte cafe-smart rabarberrød farve.

Ydun - eller Idun, som hun mest kaldes her i den danske del af Kongeriget - var som sagt vogteren af de gyldne æbler, der gav evig ungdom og sundhed til guderne i Asgård.

En slags fornyer jf. hendes navn, der bestyder igen, var hun - gudinde for de nye afgrøders kommen og gåen - årstidenes skiften - og vist også en ret erotisk gudinde. Loke kaldte hende slet og ret mandgal, faktisk kaldte han hende vist for dén mest mandgale af alle kvinder. Men lad os nu blot nøjes med at kalde hende gudinde for ungdom og sundhed.

Loke, der jo var jætte og ikke gud, lokkede hende i en anden slags fordærv en gang. Loke var nemlig på jagt sammen med Odin. Så blev de jo sultne og fandt en ko på marken, som de stegte. Men den blev ved med at være rare, uanset hvormeget de stegte - og nu var de altså ved at være ret sultne!

Koen ejedes af jætten Tjasse, der kunne iføre sig ørneham og flyve. Han sad netop - i sin ham i - et træ i nærheden. Tjasse sagde nu, at det var ham, der sørgede for at kødet ikke blev mørt. Tjasse tilbød - uden at jagtselskabet vidste, det var koens ejermand - at få stegen welldone mod at ørnen skulle spise sig mæt først. Det var Odin og Loke nødt til at gå med til, for som sagt var de jo ret sultne. 

Det skete så, kødet blev stegt, og ørnen - Tjasse - åd og åd og åd. Det blev til sidst Loke for meget. Der var næsten ikke noget tilbage! Han slog derfor ørnen med sin stok, men kom derved til at hænge ubehjælpeligt fast i ørnene, og han fik sådan en flyvetur, og blev dasket mod klipper og træer, at han blev slået helt fordærvet.

Så mange tæsk fik han, at han til sidst - for at slippe fri og komme af - måtte love Tjasse, at hjælpe med at lokke evighedsæblerne fra Idun. Meget kan man sige om Loke, men det ord holdt han [Sic: guder,der stjæler køer og jætter, der holder ord - det sidste havde han nu ikke behøvet, for løfter, der er fremtvunget under voldelig kompulsiv tvang. er som bekendt ikke forpligtende i henhold til Aftaleloven].

Loke sagde selvfølgelig bare, til Idun, at der var nogle meget flottere æbler ude i skoven. Forfængelighed er enhver kvindes herremand - eller er det sygdom, eller måske begge? Idun tog selvfølgelig herefter sine æbler med i skoven for at sammenligne og se, om det nu virkelig kunne passe - og så kom Tjasse og kidnappede hende og æblerne. Guderne begyndte at blive gamle og svage, uden deres æbler, og panikken bredte sig i Asgård.

Da Loke var den sidste, der var set med Idun, blev han hovedmistænkt. Guderne truede med  pinligt forhør, og Loke blev bange og tilstod og skulle gøre skaden god igen. Han lånte Frejas falkeham og fløj ud til Tjasses hjem. Tjasse var heldigvis på havet og fiske (det var åbenbart en fiskeørneham), og Loke kunne i ro og mag forvandle Idun til en lille nød (spørg mig ikke hvordan), som jo kunne bringes med falken hjem som håndbagage. Men Tjasse kom og optog forfølgelsen og jagede efter Loke og nødden med Idun og æblerne i - dramatisk var det!

I Asgård havde guderne forberedt en fælde - et mægtigt bål. Derned mod bålet dykkede Loke, og præcis i det øjeblik, Tjasse i sin ørneham som forfølger passerede bålet, tændtes det og brændte Tjasses vinger op, så han faldt ned som grillkylling og kunne dræbes af guderne. De generhvervede således deres kilde til evig ungdom - Iduns æbler.

Nok om grill,  både -køer og - kyllinger, og om Ydun Rabarbubjör for denne gang. Nu venter jeg som testperson kun på evig ungdom.

Buchholtz' frise

Den her frise er vist ikke helt politisk korrekt. Men det er altså nyklassicistisk kunst fra 1833 fotograferet på Thorvaldsens Museum. "Bacchantinde og en Satyr" af Thorvaldsen. Hvordan er så en afstøbning af frisen havnet i det formentlig ret puritanske Struer engang i mellemkrigstiden. Afstøbningen (foto neden for) sidder i verandaen på forfatteren Johannes Buchholtz' hus - en del af Struer Museum i dag.

Jeg kan forestille mig en vis forargelse, og jeg kan til en vis grad beundre det mod, eller trods, der skulle til for at lade sådan et motiv sætte op. Men det var selvfølgelig kun ved bagdøren. Selv ved bagdøren kom der mange - herunder datidens mest prominente forfattere og kunstnere. Det er ikke helt fri for, at man føler en lille smule afsky for motivet, men vi lever måske stadig i en puritansk tid?

Olga og Johannes Buchholtz var gæstfrie og en del af datidens jetset. Frisen har sikkert været udvalgt og placeret dér med velberådet hu; for at pleje image og signalere frigjorthed og en slags dannelse, der legitimere frigjortheden, Bertel Thorvaldsens inspiration var trods alt den græsk-romerske kunst og dannelse, som borgede for en vis standard. Bucholtz var jernbanefunktionær, men blev velhavende gennem sit forfatterskab. På fotografier af ham kan man nærmest føle smerten ved at skulle ranke ryggen så meget og se så vigtig ud.

Hans forfatterskab har ikke overlevet tidens tand, men andre af hans værker lever videre, så som Struer Museum, grundlagt af ham for næsten 80 år siden her til juli og Vestjyllands første bronzeskulptur (og stadig allerbedste), vennen Anker Hoffmanns meget smukke "Vandbærersken", som vi her tillader os at kalde Struerpigen, som han fik stillet op i lystanlægget.

Hans og Olgas fantastiske hus blev testamenteret til kommunen og står helt intakt som om beboerne lige var gået uden for. Og det er de faktisk også - de ligger begravede her i haven lige uden for huset og verandaen med afstøbningen! Den er slået lidt i stykker i et hjørne, men den er god nok, som det ses:

Frisen på verandaen i Buchholtz' hus

Motivet taler næsten for sig selv. En bacchantide har naturligvis noget med den fest- og kvindeglade og meget muntre græske gud Bacchus - vinens gud. Bacchantiden var en del af festen. Satyren er en ren baby her, men kendes dog på den lille ponyhale og de spidse ører, og skal sikkert ikke undervurderes, vil jeg tro ud fra de andre kompositoriske elementer i frisen. Jo, det er voldsomme sager, synes jeg nok.

Der er flere vidnesbyrd om munterhed og frigjorthed i den helt unikke kunstnerbolig med vægge i Buchholtzblå. Den er mere end ét besøg værd. Der er mange finurlige ting at se, og Museet har en ny indrettet mindestue. Huset er også omtalt på Dorthe Chakravartys glimrende blog Forhistorier.

Man kan læse mere om Buchholtz-parret på Museets hjemmeside.

Bucholtz-parrets gravsted i haven, set fra loggiaen -  den skårrede frise på loggiaen og gravstenen gør altid et meget stærkt indtryk på mig - et vidnesbyrd om parrets kærlighed til hinanden og livet