Dronningen af Humlum

Fotografi: Roberto Fortuna og Kira Ursem. Nationalmuseet 

Det er faktisk en kolossal skat, disse 44 turkis glasperler fra bronzealderen. Perlerne blev fundet lige vest for Humlum Kirke i 1885 i en urne fra en gravhøj. I urnen lå også 2 store guldspiralarmringe. Både glas og guld kom til Humlum langvejs fra. Damen, der ejede disse imponerende statussymboler, blev begravet i sin høj for godt 3.000 år siden. Højen er desværre ikke mere, men den må vel siges, så absolut ikke uden grund at have været kaldt "Kongehøj" . Men det var altså en dronning, der var begravet her - Dronningen af Humlum!

Disse glasperler er Danmarks absolut største fund af sin art fra bronzealderen (år 1.700-500 f. Kr.). Alligevel er fundet vel nærmest ukendt her på Struer-egnen. Jeg synes, det er ret sindsygt, at forestille sig, at Struer-egnen i bronzealderen stod i forbindelse med Mesopotamien - landet mellem floderne Eufrat og Tigris; nogenlunde nutidens krigshærgede Irak. Glasset er lavet dér, har man nemlig for nylig fundet frem til.

Måske var forbindelserne herfra og dertil endda særligt gode, når der netop her er fundet en så stor mængde perler? I hvert fald har de andre bronzealder-damer, hvis grave er blevet undersøgt, været noget halvfattigt ros - Egtvedpigen inklusive - sammenlignet med - vores - dronning af Humlum.

Humlum Kirke set fra syd tværs over Kilen fra min forhave

Humlum Kirke ligger klods op ad A11. Den er oplyst om natten: Alle, der færdes mellem Struer og Oddesund kender sikkert kirken, der troner flot og betryggende over landskab og landevej. Den første kirke - nok en trækirke - blev i sin tid lagt lige mellem 2 gravhøje fra bronzealderen. Stedet med den imponerende udsigt, har nok forinden, og fra 'Arilds Tid', været et religiøst kultsted - øst for landevejen er der navne som Pallisbjerg og Stokkendal, der kan antyde nogle menneskeanbragte tegn i landskabet - var det herfra man så Solen stå op ved solhverv om vinteren mod sydøst og sommeren mod nordøst - med store sigtelinjer ud i landskabet? Stod der pæle og stokke og viste det helt rigtige sted for solopgangen på bestemte dag? Måske er her et centrum i en gevaldig stor urskive eller kalender - nå, nu bliver det vist for vidtløftigt, så tilbage til det håndgribelige:

Kirkeskibet er bygget af marksten, og er noget værre discountbyggeri i forhold til de flotte kvadersten, som koret blev bygget af ca. 200 år tidligere. Skibet er heller ikke, som forventeligt, rektangulært, men uregelmæssigt, trapez-formet. Trapez-formen kan ikke være almindelig håndværker-klamp, og må forklares ved noget ydre, der har hindret en regulær afsætning af grunden. Kunne det være resterne af et dåbskapel i træ? Den gamle trækirke kunne nemt være blevet degraderet til dåbskapel. Husk på, at man jo skulle helt under 'lukket låg', så det var rart, hvis det var indendøre, og koret er jo som kirke betragtet ret lille til også at rumme døbefont?

Humlum Kirke med gravhøj med tillige moderne grave og flagstang i forgrunden

Koret er fra 11-1200. Koret blev ved tilbygningen af skibet kortet lidt af - og kvaderstenene fra vestmuren genbrugt i skibet. Korets tag blev ved samme lejlighed fornyet. Korets tømmer er dendrokronologisk dateret til netop ca. 1350. Så kom tårnet til ca. år 1500, og endelig våbenhuset i 1954. Døbefonten har en grov form, og er påmalet noget, der ligner et hulemaleri af den sydfranske oldgamle slags - en springende hjort (jeg elsker hjorte!, red. anm.). Den springer over en kasse eller et hus - måske den gamle trækirke?

På selve kirkegården mod nordøst ligger stadig en gravhøj, nu temmelig flad og beskadiget pg koloniseret med kristne grave. Det er måske den rigtige konge-høj, den her på kirkegården; når 'makkeren' til den altså viste sig at rumme en "dame-grav"? Lidt Jelling, er der over det, selvom Gorm og Thyras høje er op mod et par tusinde år yngre.

Højen vest for kirken, hvor urnen fandtes i 1885, ses ikke på selv ældre matrikelkort. Den må være blevet slettet tidligt, og før udgravningen i 1885. Der er overhovedet ikke synlige spor tilbage i den lille lund, der nu er på stedet vest for kirkegårdsdiget. Men det var altså her, urnen blev fundet.

Her lå Kongehøj, og her blev perler og guldarmbånd fundet i 1885

Det er gennem en særlig "plasmaspektrometrisk metode", som man har udviklet i Frankrig, at man har kunnet stedfæste glasset til at stamme fra Mesopotamien. Selve forarbejdningen af glasset til glasperler, gætter man dog på, er foregået et sted i Europa. Men det gør ikke handelsruten mindre interessant. Råglas i blokke blev eksporteret til Europa, hvor glaskunstnere forædlede og solgte videre. Den anden vej må der være gået betaling i form af rav og pels - det er det eneste værdigenstande, foruden måske slaver/trælle, jeg lige kan komme på.

Kulturen kom også  dengang ofte til os udefra. Skægmoden eksempelvis (man finder en del bronze-rageknive ofte med 'hestehovedhåndtag'). Det gjaldt også den sidst-nye mode i bronzesværd, med det rigtige snit forstås. Tydeligvis også religiøse forestillinger kom den vej, som guldarmringene vidner om; der er efter al sandsynlighed tale om slangesymboler til slangedanserinder. Disse havde noget med slangegudinden fra Middelhavsegnene at gøre - hende med en slange i hver hånd og som regel bare bryster! Det kom alt sammen til os via handelsruten som perler på en snor, fristes jeg til at skrive! Det skal for de kuldskære måske i kontekst med den barbrystede gudinde nævnes, at temperaturen i bronzealderen var noget højere end nu. Jeg tror, at slangegudinden har en relation til Evas flirt med en slange, og slangerne er blevet forviklede på en eller anden måde - men sikkert i bund og grund samme historie om samme gudinde.

På samme måde er soltilbedelsen i datidens Middelhavsegnene og Mellemøsten vandret med handelsmændene nordpå, og bronzealderens soltilbedelse med Solvognen eksempelvis er jo velkendt som knyttet til nudansk territorium.

Ruten nød beskyttelse fra stærke magter - ellers havde man jo ikke kunne færdes gennem riger og lande med livet, og ikke mindst godset, i behold. Man havde, tør jeg godt konkludere, nogenlunde samme kultur og opfattelse af skik og brug langs ruten, ellers ville man være en trussel og være havnet i en hotspot for uønskede emigranter - i bedste fald altså!

Ruten må anses for en kendsgerning. Det har jo ikke rigtig kunnet flytte noget, hvis det kun var almindelig handel fra én nabo til den næste nabo, og fra den næste til den tredje nabo etc. - for så var varerne - bronzen, glasperlerne og guldet og de religiøse forestillinger - aldrig nået frem til Humlum - ikke endnu da! Der har været en slags speditører og chauffører også den gang i bronzealderen, men nok uden 11-timersregel og fartskrivere.

En Humlum-glasperle. Foto: Arnold Mikkelsen. Nationalmuseet. 

Den overklasse-dame fra Humlum, der havde importerede perler og smykker i vildskab - selv i bronzealderen må det have kostet 'spidsen af en jetjager' - og som blev begravet her i højen i Humlum, var i hvert fald en del af dén kultur, der herskede langs handelsruten - det viser perlerne og armringene i det mindste...i sig selv. At det måske endda var et folk, og ikke blot en kultur, der kom hertil - altså et koloniserende, eller måske kun assimilerende/bosættende folk med en ny kultur, der langsom fortrængte eller opblandede den gamle befolknings kultur, kan man gætte på.

Bronzealderens solkult med vogne eller skibe, der trækker Solen og andre mærkelige tegn og symboler, så jeg bl.a. lidt nærmere til med helleristningerne på Madsebakke nær Sandvig på Bornholm i sommers. Solkulten i bronzealderen er, som nævnt, formentlig kommet til os ad samme vej som det blå glas.

Helleristning af sol-skib på Madsebakke - Solen bugseres som en slags ballon i en snor højt over skibet.

Overklasse-damen med perlerne og armringene valgte sig også en standsmæssig gravplads dér på bakkedraget lidt nord for Struer. Den udsigt var penge værd! Måske ikke så meget nu i her i Udkantsdanmark, men helt bestemt i bronzealderen. Her blev man set og beundret til evighed, eller i det mindste indtil det nye liv, som hun troede på. Hun var på en rejse, hvor hun skulle bruge sine ting, dér hvor hun skulle hen. Men indtil da ville hun gerne respekteres, lidt royal har man jo lov at være, som det hedder sig! Altså valgte hun højen på bakkedraget, hvor Humlum kirke ligger. Gravhøjen kunne ses videnom, og her gik alfarvej - også den gang - så der var publikum! Hvad er en dronning uden folk, spørger jeg bare?

En slags evigt liv var præcis den tro, hun og de andre bronzealderfolk havde, hvad skulle de ellers bruge deres dyrebare ting til, der i gravens mørke? Dem kunne de levende i slægten jo ellers have arvet og nydt godt af i levende live; men nej: De skulle med på rejsen mod Solens rige. Måske fik hun også gravøl med sig, som Egtvedpigen, der havde en spandfuld dansk brygget øl med sig i sin egekiste? Mindre kan ikke gøre det på den sidste rejse, tænker jeg. Et anker fadøl, tak!

Struer set fra Humlum Kirke

Baunehøj set fra Humlum Kirke - sigtelinjen mod vintersolhvervs solopgang?

Jeg stod lidt og spejdede mod Mesopotamien, som det lå dernede bag Struer og bag Kvistrups vindmøller. Det var en kølig og blæsende sommeraften. Møllerne drejede hurtigt, og de få skyer jog østpå, mens deres farver skiftede med den synkende Sols farveskala. Kulden bredte sig nærmest øjeblikkeligt, da Solen gik  ned bag Toftum Bjerge i nordvest. Sådan har bronzealderfolket også stået og faldet i staver ved det forunderlige og betagende syn, som en solnedgang er - de har også følt Solens magt - forskellen på, om den er der eller ej - de har troet på et nyt og bedre liv sammen med den...ved den.

Der ved Kirken forestillede jeg mig Solen, efterspændt en bronzealderbåd fyldt med virile roere og med et band, vildt truttende de seneste hits på bronzelurer. Pludselig følte jeg mig på en sær måde i pagt med disse forfædre, ja, jeg fornemmede deres snakken, bildte jeg mig ind. Som at høre et fodboldhold i omklædningsrummet før en kamp med drilagtig spøg og skæmt, var det, mens de brave solbærere stævnede ud i deres båd for at sætte Solen op til den næste dag. Munter, højrøstet snak syntes jeg, det var, om bronzealderøl, slangedans og hornmusik, men det skal man jo ikke skrive hjem om!

Med ét var fornemmelsen af oldtid væk, som kulden bed til i tusmørket, midt i vor globaliserede nutids-verden, der allerede var globaliseret på hendes - Dronningen af Humlums - tid.

Dén magt og vælde, som spiralarmbåndene af det pureste guld, og de nærmest uerstatteligt flotte glasperler, har båret vidne om til os gennem 3 årtusinder, er interessant! Budskabet er trængt igennem tiden, selvom højen ikke holdt til evig tid. Men skidt nu med højen. Perlerne og guldet holdt og lader forstå, at det ikke var en dame, man skal kimse ad! Det bør man nok slet ikke - kimse ad vore velhavende forfædre her på Struer-egnen. dem skal vi være lidt stolte over. Vejen til Verden gik lige forbi og de var helt med på beatet i bronzealderen og al det sidste sidste nye fra Mellemøsten. Jeg synes faktisk dét her fund, er meget mere epokegørende og interessant end guldhornene!

Dronningen af Humlum er sej og holder, og hun har jo også klart slået den nye kirke; distanceret den - for det er den jo blevet relativt set - med hendes mere end tre tusinde år på bagen mod kirkens kun knap ét tusind år. Selv hendes imponerende shopping-gen holder! Intet nyt under Solen dér!

Udsigt mod Mesopotamien fra Humlum Kirke

[Bemærk; dette er ikke en videnskabelig artikel. Jeg er ikke uddannet historiker, og udlægningerne i  artiklen af det nedennævnte kildemateriale er mine gætterier: Kilder: Jeg har læst Skalk - en artikel af Jeannette Varberg, Flemming Kaul og Bernard Gratuze og www.Historie-online.dk samt kigget i, og kopieret billeder fra Nationalmuseets digitale samlinger - titelfotografiet er derfra med Roberto Fortuna og Kira Ursem som fotografer, ligesom billedet af en perle er derfra med Arnold Mikkelsen som fotograf. Jeg har også læst om Humlum kirke på bl.a. www.rhb.dk og på www.DanmarksKirkernatmus.dk på nettet.]

PS: Svend Aggesøn nævner i øvrigt "Humla" (= Humlum?) i et skrift fra slutningen af 1100-tallet, som det sted, hvor kong Knud (den senere helgenkårede Knud den Hellige) samlede ledingsflåden i 1085 for at gøre togt mod England, hvilket mislykkedes, og kostede kongen livet. Hjemme i Han Herred mener man nu, at det var ved Aggersborg, at flåden samledes med henvisning til den store vikinge-ringborg dér, men det fortaber sig i historien - og måske var flåden så stor, at den fyldte helt fra Aggersund til Oddesund? Hvorom alting er, så forstod denne fine herre, sikkert en 'kjøwenhavner' (bemærk, at det var før København blev grundlagt, men princippet er det samme!) - altså kong Knud - ikke vigtigheden af at få høstet i magsvejr - det være krig eller ej - og fik derfor kniven, men altså også en helgenkåring som et plaster på såret, om jeg så må sige.