Bods- og bededagsbøn

Kaj Munk ved Vesterhavet - fotograf: Walter Nielsen

For ca. 69 år siden skrev Kaj Munk et digt om Store Bededag. Danmark var netop besat, og Verdenskrigen rasede. Kaj Munks påståede fascination i før-krigstiden af den stærke mand i forhold til demokratiet er beskrevet flere steder i bl.a. Per Stig Møllers og Bjarne Nielsen Brovsts biografier, men digtet nedenfor viser noget andet.

At han skulle have været på nazismens og Hitlers side til en start er en myte, som blev skabt efter krigen af 'den politiske mainstream', der ikke havde turdet det samme mens tid var; og noget der blev brugt til at lempe magten tilbage fra Frihedsrådet til de gamle centrum-venstre-partier. Straks ved besættelsen tog Munk bemærkelsesværdig kraftig afstand og lagde ellers derefter løbende véd til bålet til det, der blev hans martyrium: Tyskernes likvidering af ham den 04. januar 1944.

Allerede den 09. april 1940 skrev han sin frustration over kapitulationen i digtet "Fortvivlelsen":

De tusind Aar - saa blev de væk
i Morges Kl. 5 af skræk

Digtet nedenfor hedder "Bods- og Bededagsbøn". Derfor passer det her i dag på store bededag 2019. Digtet er fra mindeudgaven, og det blev angiveligt først trykt i Berlingske Aftenavis den 31. maj 1940. Bedøm selv, hvor hans sindelag lå:

Skal vi knurre imod Himlen
over tab af Navn og Ære?
Skal vi klage, Gud vor Skæbne
er utaalelig at bære?

Skal vi rase mod din Svøbe,
som nu strimer vore Lænder?
Herre, nej, vi dybt os bøjer,
se, vi får hvad vi fortjener.

Du, som var saa god imod os,
du, som gav med runde Hænder -
agted vi din Gave ringe,
faar vi nu, hvad vi fortjener.

Danmarks Land i arv og eje
skænked du os frit og ganske.
Ak, selvfølgeligt vi tog det,
glemte næsten vi var danske,

Glemte, at kun den er Livets
Gave værd, der vil den værge.
"Tør du ikke Livet miste,
kan du aldrig Livet bjerge".

Vidt i gode Kaar vi drev det,
arme faa og rige flere
- og bekræftede det Ordsprog
om, ar meget kun vil mere.

Friheds Lys du blandt os tændte,
men vi kivedes og klafred
og vi spytted på hinanden,
så det oste, så det blafred.

Selv da Helved åbned Gabet,
og vi stod på Afgrundsranden,
blev vi alvorsløse ved med
blot at puffe til hinanden.

Skønt al Angest for at bede
denne Bøn mit Hjerte brænder,
beder jeg dog: Herre, tugt os,
du, som gav med runde Hænder,

Tugt os nu med strenge Hænder,
som vi længe det fortjente,
lad os ej for billigt slippe,
og begynde, hvor vi endte.

Når vi Straffens gavnligt beske
Bryg har tømt af brede Fade,
tilgiv os vor Skyld og lær os
vores Skyldner at forlade.

Der er lidt Paradismyte over det, med syndefald og det hele. Selv slap han ikke billigt. Han gjorde selv bod for så mange, og hans familie måtte tømme straffens beske bryg af brede fade, da det skammelige mord blev kendt efter fundet af hans maltrakterede lig ved Hørbylunde den 04. januar 1944. Alt det skrevne er sandt. Måske er det bare mig, men er der ikke et sært friskt ekko, der bliver ved med at runge?