"At last my father stopped in front of a large door of carved wood, blackened by time and humidity. (...) A smallish man with vulturine features framed by thick gray hair opened the door. His impenetrable aquiline gaze rested on mine".
Sådan møder vi første gang Isaac Montfort - vogteren af "De Glemte Bøgers Kirkegaard" i Carlos Ruiz Zafóns mesterlige roman "Shadow of the Wind" ("Vindens Skygge"), og sidenhen igen, da Daniel Martin i "Englens Spil" kommer til selvsamme dør, og vælger sin skæbnessvangre bog.
Mon ikke døren lignede den her? Den sidder på sydsiden af Hvidbjerg kirke på Thyholm. Da jeg tog de her billeder og åbnede døren, var det ikke Montfort, men den lokale kirketjener, der stod bag den og ryddede op efter en gudstjeneste.
Det er en ret solid dør af eg og med jernbånd. Den er tydeligvis fra 1668 - det står der i hvert fald på ydersiden Øverst står der også IHS - forkortelse for Jesus, som på græsk angiveligt skrives ΙΗΣΟΥΣ. De andre forkortelser, eller hvad det nu er, kan jeg ikke tyde: HCNS og IMSSAS. Måske kirkeværgen, præsten eller kirkeejeren - eller dør-sponsoren?
Lidt skævt placeret sidder et beslag; en defekt dørhammer? Et ansigt, et stort skævt smil, ser det ud, og et hul i panden. Jeg ved ikke, om det er en djævel som på døren til "De Glemte Bøgers Kirkegaard" eller et dyr (måske en løve, der jo også kunne symbolisere djævelen?). Interessant er den i hvert fald, og den er - siges det, meget ældre, end døren - måske dobbelt så gammel. Hvorfor er den der, og hvem har givet den en på skallen? Den lidt skæve placering med respekt for tekstfelterne tyder på, at den er monteret senere og ikke har hørt til på døren oprindeligt.
På indersiden sidder et imponerende stort smedet låseværk.
Zafóns idé er vel, at bøger mister deres liv, når de glemmes og ikke læses - når de ikke bruges og påvirker nogens liv og skæbne, men det har jo ikke direkte meget med den her spændende og smukke dør at gøre - bortset fra, at den mindede mig om Zafóns 2 gode bøger...og Isaac.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar