tirsdag den 26. april 2011

Husmandssangen

I morgen den 27.04. er det 150 år siden, at Johan Skjoldborg blev født i Øsles. Ham med "Nu rinder vinteren i grøft og i grav", som vi stadig synger i forsamlinger. "Husmandsdigteren", som han blev kendt som. En bemærkelsesværdig person, hvis minde bør holdes i hævd.

Jeg har interesseret mig en del for ham. Først og fremmest fordi han var lærer i Koldmose Skole, kun en kilometers penge fra mit fødehjem. Det var her hans forfatterkarriere startede med "En Stridsmand" og "Kragehuset". Siden interesserede han mig på grund af personligheden, hans humanistiske livssyn interessen for at oplyse og oplyses, og især det han som enkeltperson formåede; at give en undertrykt befolkningsgruppe identitet og selvværd med ordets magt alene.

Ham ville jeg godt have drøftet et og andet med over en øl - hvis han ikke lige havde været afholdsmand.

Han kom til Koldmose skole i 1885 (Rettelse; det var faktisk først i 1889, khl). Til en helt nybygget skole. "Den lå i den østlige del af Tranum sogn i et område, hvor det var så som så med rigdom på andet end børn", som Knud Sørensen skriver i sin biografi "Op over den lave jord".

Skolen afløstes i 1961 af Tranum Centralskole, som jeg gik på. I min barndom var Koldmose Skole privatbolig - og det er den nok endnu. Jeg syntes, det lød farligt, da jeg som dreng hørte en nabo berette om, at have hørt den første fru Skjoldborg - det mente han det var - banke på stuedøren, under et kortensspil ved midnatstide i huset. Jow, jow hun skulle gå igen, Dorthea Skjoldborg, men hvorfor lige, har jeg aldrig fundet ud af, og beretteren var nok heller ikke lige den mest pålidelige kilde i alle henseender.

Skjoldborgs digt fra 1897 kender alle vi halvgamle. Jeg synes, det er smukt og især vers 3 er ramt helt på sømmet med den dér lærke fra somrén i fjor. Han - skolelæreren med det indre naturmenneske fra Øsløs - havde, fortalte han selv, været på Statens Lærerkursus og var træt i hovedet, og så kom det til ham, vel hjemme i Koldmosens forsårsnatur; først det med hakken, skovlen og spaden, så resten. Den fattige husmands forening med naturen ved glæden ved arbejdet med den, og bymenneskets længsel ud mod - og tilbage - til den på 4 præcise vers:

Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade.
Så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade.
Vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.

Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål.
Da blåner og blinker det blanktslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.

2 kommentarer:

  1. Som talt ud af min mund - men Skjoldborg var da vist ikke afholdsmand hele livet. Det foresvæver mig, at jeg en gang har hørt nogle historier om tiden i Løgstør, der bestemt ikke tyder på et jomfrunalsk forhold til alkohol???

    mvh
    Jesper Hansen

    SvarSlet
  2. Han mente, at man skulle forholde sig "udogmatisk" til Verden. Trods afholdsløftet har han givet smagt på varerne i ny og næ. Så du har givet ret, Jesper. Efter en tur til Bayern udtalte han følgende, der også tyder på erfaring med de våde varer - selvom jeg ville foretrække en pilsner for en punch: "Bare de kunde have budt En en dansk Kaffepunch i stedet for alt det Øl, de tyller i sig". Han og hustru nr. 2, Louise, kom her i Struer hos Johs. Bucholtz, og dér gik man ikke af vejen for våde varer og livets glæder. [Bucholtz skrev romanen "Vanda Venzel" om Louise, og heri kan man også læse om digteren Jørgen Guldager alias Johan Skjoldborg. Fin humor - Guldager om husmandsdigteren, der skrev om sandagre!]

    SvarSlet