Ide på Ausumgaard

Johannes Bucholtz' kalender 1929 (foto: Struer Museum)

"Afsløringen af en Figur af Anker Hoffmann paa Ausumgaard. Jeg holdt Afsløringstalen", siger lommebogen, der har tilhørt Johannes Bucholtz. Hvad sagde Bucholtz egentlig, denne torsdag den 18. juli 1929? Det ville være interessant at vide, men desværre melder historien ikke noget om det. Figurens navn er "Ide" (eller Ida): Ide er en historisk person fra 1500-tallet med tilknytning Ausumgaard. Hoffmanns navngivning af denne, vist hans første legemstore, skulptur, har han fra den historiske Ide.

Skulpturen Ide sidder på sin flade i Eva-kostume. Hun er vist det, man kalder en yppig kvinde - i god foderstand - og hun praktiserer en fin hygiejnisk standard; som hun tydeligvis sidder dér og tørrer sig på ryggen med et håndklæde efter et bad.

Det er en lidt speciel positur, hun indtager. Noget anstrengende stilling, vil jeg mene, men min fysik lader jo også noget tilbage at ønske! Sammenligner man med andre Hoffmann-kvindestatuer, så har de også en aktivitet: De bevæger sig og udviser en dynamik, og med en beslutsomhed, 

synes jeg, og der er ofte en rekvisit forbundet med den ret nøgne figur, der alle er runde i formerne - velnærede - men også attraktive. De virker til at have en (indre) tanke og et ydre mål, synes jeg.

Senere har vi bl.a. Struerpigen med krukkerne, Retfærdigheden i Viborg med griflen og skriftrullen, Aakjærpigen i Skive liggende for roden af storrugen og Carina (el.: Carine) i flere versioner med håndklæde og flere kraftige kvinder i bevægelse er kommet til. Og netop Carina har muligvis mere til fælles med Ide, end håndklædet, selvom hun ikke tørrer ryggen, men tørrer foden med sit håndklæde.

Anker Hoffmann med Carina fra Den Fries katalog 1944

Carina er formodentlig Ides søster. De historiske søstre var uægte døtre af landsdommer Mogens Munk på Volstrup. Han var kæreste med deres mor, Maren Jensdatter (hun var hans "slegfred"), og selvom det var i uægteskabeligt samliv, lod han de 3 arve den daværende Ausumgaard (dog sikkert en beskeden gård den gang) og et par ejendomme mere. Jeg ved ikke, om arven grundede sig efter Jyske Lov, 1. bog, artikel 27:

Hvis nogen har en slegfred i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst går til sengs med hende, og hun råder over lås og lukke og åbenlyst spiser og drikker med ham, da skal hun være hans ægtehustru og rette husfrue.

Måske blev Ide og Carine kuldlyste på tinge, hvem ved? Selv ligger han i hvert fald begravet i Hjerm Kirke. Men den store ligsten - nu opsat på væggen - over ham nævner kun hans 6 ægtebørn. Han døde den 3. december 1558 og var da en gammel mand, født ca. 1470. Hans rigtige hustru, Karen Rosenkrantz, døde allerede omkring 1535, og hun ligger mærkeligt nok begravet i Viborg. Måske foretrak Mogens sin nye familie - eller hun sin gamle?

Det er nu en helt anden historie med dommer Munk, som jeg nok vender tilbage til; for han kunne kunsten at sno sig til magt og rigdom under forskellige regimer og religioner. Det interessante, jeg gerne vil berette om her er, at kunstneren Anker Hoffmann må have hørt historien om Munk, og de uægte døtre på Ausumgaard, i hvert fald må han have hørt om Ide - og hvorfor skulle han netop kalde en anden skulptur for Carina, og gøre dem begge til sine figurer? De hænger jo også sammen med det der håndklæde og badescenen?

Jeg vil tro, at den historieinteresserede forfatter, Johannes Bucholtz, har formidlet historien for Anker og kontakten til den daværende ejer af Ausumgaard, nemlig en anden jurist end landsdommer Munk, cand. jur. J.J.S.S. Jermiin. Det kunne være medens Anker modellerede busten af Johannes i kælderen i forfatterens hus i Bryggergade, Struer, at historien om Munk-døtrene blev fortalt:

Anker Hoffmann med Johannes på sin kavalet. Busten blev udstillet i bronze på Charlottenborg 1929.
I 1942 blev busten "halshugget" og hovedet stillet på en granitpiedestal for at ære ham (!) ved hans død.
Den skamferede bronzebuste står nu i vindfanget på Struer Museum (foto: Struer Museum)

Struer Museum har et billede af Ide, hvor Bucholtz står i en have og beundrer hende sammen med 2 andre mandspersoner - tydeligvis i haven på Ausumgaard - muligvis er den ene herre Jermiin; den anden kunne have været Hoffmann, men jeg synes ikke rigtig, det ligner. Der findes også billeder af fru Jermiin og børnene i Bucholtz' have, så der har utvivlsomt været nære relationer mellem Bucholtz og Jermiin'erne på Ausumgaard.

Ide og Bucholtz - de 2 herrer på fløjene kender jeg ikke (Foto: Struer Museum)

Johannes og Anker Hoffmann blev bekendte gennem deres hustruer. Olga Bucholtz havde undervist struer-pigen Fro Vibeke Larsen. Fro blev gift med Anker i Gimsing Kirke i 1927. Gennem Fro fik Anker sin gang hos ægteparret Bucholtz.

Skulpturen på Ausumgaard er i dobbelt forstand et uvurderligt kulturelt mindesmærke, synes jeg. Godt, der bor folk på Ausumgaard, der har respekt for stedets historie, og som passer på skulpturen.

Når man kender historien om Ide og søsteren, synes jeg - og det er selvfølgelig mine helt rene postulater, men døm selv - at Ide-skulpturen har en masse med den historiske person, Ide at gøre, selvom man i øvrigt ikke kender noget til hendes liv, bortset fra hendes ophav.

Ides krop er, som sagt, i en anstrengende stilling; som den virkelige Ides position generelt må have været i datiden som uægte datter.

Underkroppen henholdsvis den øverste del af skulpturen; hovedet og armene, har modsatte "retninger". Dels bagud, men også dynamisk, fremadrettet.

Det var vist også med denne testamentariske arv, at Ausumgaard træder frem i historien, og i min tolkning illustrerer skulpturen gårdens historiske fødsel med bademotivet.

Badesituationen; en slags ny begyndelse - som den havfødte Venus. Venus er der mange andre kunstneriske bearbejdelser af - og måske er hun netop et forarbejde til Anker Hoffmanns skuptur "Venus" fra 1930?

Figuren former endelig et hjul, og minder lidt om et tandhjul (med benenes og armenes takker) i tidens store urværk...?

"Ide", 1929 - dog med en tilsyneladende nyere og højere piedestal (smh. billedet oven for)

Jeg ved, at det nok skurer fælt i nogens øren, når man tolker tingene så hårdt, men det er jo heldigvis op til den enkelte at høre efter, hvad et kunstværk siger én - og navne til skulpturer kan være tilfældigt valgte, og meningen kunne være bare at skabe en pæn figur af en dejlig dame, der skulle stå til pynt et sted. Og en pæn figur af en dejlig dame er også rigeligt for mig, uanset teorierne om det ene og andet tilbage i historiens tågedis.