De tre små Hartviger - Mogens Munk (ca. 1480-1558)

Far og søns epitafer i Hjerm Kirkes søndre korsarm

Han var en hård hund; Mogens Munk til Volstrup. Ingen tvivl om det. Han fik som Landsdommer over Nørrejylland hugget knoppen af Skipper Clement på Stændertorvet i Viborg efter Grevens Fejde i 1536. 'Skipperens' dom gav ligesom sig selv. En oprører, der taber, kan ikke forvente nåde. Munk derimod fik et langt liv - han kunne nemlig sno sig, og stige i graderne til landsdommer ved at 'kende nogen', og bagefter holdt han fast i sin magtposition, under skiftende regimer. Han var længe - bortset fra Kongen altså - den øverste dommer i Jylland. Ja tænk engang; så var magtens centrum med ham placeret i det nuværende Struer Kommune!

Landsdommer Munk lod også sin egen fætter, Jens Hvas til Kaas, henrette som medskyldig med Skipperen, selvom Kaas (Hovedgaard) var blevet indtaget, plyndret og brændt ned til grunden af oprørerne! Bare dét, forekommer at være et ret godt argument for ikke at have være medskyldig, men nej; ikke for Mogens Munk, og når man som dommer har afsagt en dom, står den jo til troende og skal eksekveres - selvom det var fætter Jens! Datiden så lidt mindre strengt på habiltetsreglerne, end man gør i vore dage.

Skipperen halshugges på Landstinget i Viborg i 1536 under ledelse af landsdommer Munk til Volstrup.

Grunden til at Jens Hvas også måtte lade livet var vist noget med, at Jens Hvas af Kongen var blevet sat til at være landsdommer over Jylland i stedet for Munk efter, at Munk havde mistet kontrollen med et landsting og faktisk var blevet jaget hjem til Volstrup, truet på livet af sure bønder på tinget.

Munk havde nemlig, som skik og brug var den gang, taget sig betalt for at 'øve ret' (altså være dommer), men vist ikke kun den normale bestikkelsesrate, som skik og brug havde været fra Arilds tid, men alt for meget, efter folks opfattelse. Muligvis var han også inde på, at de skulle betale tiende. Det gad de i hvert fald ikke finde sig i, og så måtte Munk og fruen tage flugten hjem til Volstrup i vanære; jaget bort af simple børnder; og fætter Jens måtte hellere klare embedet, syntes Kongen så, når nu Mogens havde mistet taget. Det var for Munk at føje spot til skade!

Det prestigetab gik i hvert fald Munks ære alt for nær, og man gætter på, at det var Munk selv, der plantede den falske anklage mod Jens Hvas for forræderi og medskyld i oprøret. Faktisk kom kong Christian den 3.’s benådningsskrivelse frem til Viborg før henrettelsen, men Munk fik så bare endnu mere travlt med at få skarpretteren i sving (med sværdet altså). Fætter Jens’ hoved blev skilt fra kroppen i ét hug. Så var fætter Jens færdig med at fortælle “sjove” historier om Munk til familiefesterne!

Inden den ganske forfærdelige borgerkrig, som Grevens Fejde var, gjorde Munk karriere på den sædvanlige måde; han havde forbindelser, og han brugte dem. Han holdt med den til enhver tid stærkeste magt, der kunne fremme hans karriere og hjælpe hans økonomi.

Broderen Iver Munk var blevet biskop i Ribe længe før reformationen. Jeg ved ikke, om det var efternavnet, der forpligtede i den retning, men Iver var bisp indtil han - sammen med de andre bisper blev sendt i fængsel ved Reformationen efter Grevens fejde.

Kirken havde rigeligt gods, så Iver gav sin broder, Mogens, forlening til Volstrup. Mogens må have været god til at forvalte det betroede gods, og god til at rage til sig. Derigennem blev han den højeste embedsmand i Jylland; nemlig landsdommer i Viborg (over Nørrejylland), og dømte på Kongens vegne, når Kongen ikke lige selv tog teten på sine rundrejser i riget.

Du kan læse mere om Skipper Clement og hans besejrer Johan Rantzau samt optakten til Grevens Fejde ved at klikke på de markerede link). En mand, der går efter guldet, som Mogens Munk, er det sikre kort i usikre tider, for den, der kan betale - altså. Kynikere ved man, hvor man har! Mogens giftede sig også til yderligere velstand - og opad i adelshirarkiet.

Da adelen imidlertid blev træt af Christian den 2. i 1522 skiftede Munk helt side fra sit kirkelige og relativt borgerlige ophav, og over til det adelige parti. Som jurist blev han bedt gøre det ubehagelige arbejde for at skifte kongen ud - kongen var for adelspartiets smag for merkantilt/borgerlig indstillet (hvilket bl.a. havde givet skipper Clement en god forretning). Det er nu en gang jurister skæbne, at skulle fyre folk, af og til.

Men det var nu også selvsamme konge, der i 1521 havde udnævnt Munk til landsdommer, som Munk nu selv skullegive fyresedlen på adelspartiets vegne! Bide den hånd der fodrer én, er som bekendt ikke taktisk klogt! Normalt er det i hvert fald ikke.

Munk skulle altså nu aflevere opsigelsen til Kongen, men Munk var - fortæller rygterne - også lidt af en kryster, når det kom til stykket - som vi har hørt blev han jo bange for nogle bønder, han havde afpresset. Han kunne ikke rigtig konfrontere kongen, og endte med på mødet med monarken at efterlade opsigelsen i sin handske, som han så lod som om han glemte. Så kunne han nå af byen, inden Kongen fandt opsigelsen og muligvis kunne finde på at handle i affekt i forhold til budbringeren.

På Ausumgaard hænger et ganske imponerende maleri af C. Chr. Andersen med titlen: "Mogens Munk tager Afsked fra Christian den Anden, efter at have ladet Opsigelsesbrevet ligge i sin Handske".

Billedet var udstillet i 1875 på det kongelig akademis udstilling og anføres i kataloget som da tilhørende "Hr Godseier Scavenius til Klintholm", men nu er det på en måde "kommet hjem", som det vil fremgå neden for. Mine fotografier herunder efterlader bestemt ikke maleriet retfærdighed, men som det ses har kunstneren fanget Munks underdanige udtryk, og hans dobbeltspil er ret godt udtrykt:

Maleriet på Ausumgaard af Munk og Christian den 2. - kongens hund lugter forræderiet

Den lidt krysteragtige Munk ser skræmt ud ved konfrontationen med kongen

Handsken med opsigelsen henne i hjørnet ved dunken

Den vankelmodige kong Christian den 2. - der senere kom til i folkemunde at blive kaldt Christian den fangen - fik heller ikke taget den konfrontation i tide, han fortrak simpelthen, men forblev i kulissen med flere forgæves forsøg på at vinde sit rige og sin magt tilbage med udenlandske allieredes halvhjertede støtte. Eksempler er Grevens fejde og senere flådeangrebet, hvor han blev fanget trods løfte om frit lejde, da han troede han skulle til fredsforhandlinger, den slags løfter skulle han ikke have stolet på! Men det er en anden historie:  I 1523 var Munk så med med til at sværge den nye konge Frederik den 1. ind ved hyldningen på landstinget i Viborg.

Munk beviste igen sine evner til at holde fast, og til at begå sig under de givne vilkår - han ville magten, og ikke mindst pengene.

Selvom den katolske kirke havde givet ham kilden til sin rigdom, så holdt han fast i sin position også på den anden side af Reformationen. Bisperne - herunder bror Iver - blev som nævnt fængslede efter Grevefejden, da man skulle bruge kirkens penge til at betale for den krig, der havde været ført. Det var ren logik at lade landet reformere - det var ikke Luthers teser, der førte til Reformationen i Danmark, de var reelt kun midlet til at begrunde en ekspropriation af kirkens gods og guld, så man (den nye konge og adelen) kunne betale for Grevens Fejde og komme tilbage i 'driver's seat'.

Skaderne for Mogens Munk var til at overse; han beholdt det meste af sit gods (som han havde afledt af kirken) og sin stilling - ja han mistede godt nok forleningen til Vandfuld Herred, men det var billigt sluppet, og nu var han så protestant. Hans Volstrup fik han lov at beholde, og han kom på en måde til at eje stedet.

Privat var han gift med Karen Rosenkrans, hun døde i slutningen af Grevefejden ca. 1535,  og blev begravet i Viborg. Forholdet må have være ret køligt, for Mogens valgte selv at blive begravet i Hjerm Kirke. Han døde først i 1558. Her i Hjerm (vestre) Kirke kan man stadig se hans flotte epitaf. Det viser en anden side af Mogens, end den kyniske og sleske og noget uærlige karrieremand, han også var. Her spiller hans børn en vigtig rolle - altså de børn, der døde før ham:

Teksten i borten på gravstenen lyder noget i denne retning (paranteserne er min tydning):

"Her ligger begrafuen erlig oc velbyrdig Mand Mogens Munck til (V)Olstrup mz (med) 6 sine Børn, som er Mattis, tre Sønner som hede alle Hartug (Hartvig), Ane, Magdalene. Anno Domini MDLVII (1558) den 3 Dag December døde han. Gud nade dem al"

Sjovt, at man i den sproglige udvikling i Jylland har føjet et v til foran ord med o som start - som Ole, der på jysk er Wolle. Olstrup er på samme måde blevet til Volstrup.

Børnedødeligheden var høj dengang, kan man læse indenad på gravstenen her - det ramte også de velhavende. 6 ud af 12 børn døde før ham selv.

Han havde nu faktisk 2 børn mere, men på "gule plader", som man nu siger, nemlig Ide og Carine Munk; de var uægte og avlet, som man sagde dengang, med Karen Jensdatter i landsbyen Ausum vest for Hjerm.

Dem, og deres mor, viste han nu også stor omsorg ved at lade dem arve retten til gården i Ausum. Det gavebrev fik han kongelig autoriseret i 1554  - 4 år før sin død. Så en helt dårlig person kan han ikke  have været. Glad for sine børn, må vi notere på den positive side. Det fremgår jo også helt indenad af omtalen på gravstenen med navns nævnelse af de 6 ægtebørn, han blev begravet sammen med, at de var vigtige for ham.

Omstillingsparat er vel en positiv karakteristik - og det var han; i hvert fald når der var penge i det. Han må have være klog og dygtig, for at kunne tjene 3 forskellige regimer/regenter under 2 religioner og så kunne slippe godt gennem det hele, og ikke mindst en borgerkrig undervejs.

Hans adelsvåben, har også en fremtrædende plads på gravstenen, det var vigtig ikonografi; magtens symboler. Hans epitaf er placeret ved siden af sønnen Olufs endnu flottere  (ikke fotograferet her, men det skimtes på det øverste foto, som den mørke af de 2 epitafer). Oluf overtog Volstrup fra Mogens - arvefølgen blev sikret i det dynasti, som Mogens grundlagde, nu var Volstrup et herresæde og ikke en kirkelig forlening

Kunstneren Anker Hoffmann (1904-1985), der blev gift med en struerbo, hørte gennem forfatteren Johannes Buchholtz om den smukke faderlige gestus i forhold til de 2 uægte døtre, som Mogens Munk testation af en gård var. Det var knap 400 år senere, Hoffmann fik fortællingen. I 1929 lavede han så skulpturen Ide (Munk), der står i Ausumgårds have endnu. Søsteren, Carine, findes i flere versioner - bl.a. i Valby Idrætspark og i byparken i Randers.

Der kan tolkes en masse ind i figuren Ide, og det skal jeg ikke trætte med her; men at hun fremstår nyvasket mens hun frotterer sig med et håndklæde. Det viser, at Hoffmann har kendt til faderens meritter; at hun ikke var et ægtebarn, men at tavlen dermed blev bogstavelig talt vasket ren - nå; nu tolkede jeg alligevel lidt!

Ide Munk i Ausumgaards have fremstillet ca. 1929

Den skumfødte Venus - alias Ide Munk. Mogens' uægte barn vasker historiens snavs bort?

Fotografi ca. 1929 med - formentlig - Anker Hoffmann til venstre for figuren,
 Johannes Bucholtz til højre for figuren og godejer Jermiin helt til højre. Kunstneren fortæller om værket.
Bucholtz ligner monsieur Hulot fra Tatis meget morsomme film.

De tre små Hartviger i teksten på epitafen i Hjerm Kirke, tænker jeg, udtrykker tidligere tiders realisme, eller kynisme, om man vil, i forhold til den notoriske høje børnedødelighed, der ramte både høj som lav ved ganske almindelige sygdomme. Det er vi idag forskånede for, i hvert fald de, der fornuftigvis lader deres børn vaccinere; dengang fik man bare en ny lille ‘Hartvig’, når én døde. 3 døde små Hartvig'er - jeg tænker; var der må have været en fjerde Hartvig, der klarede skærerne?

Der er stadig dele af Verden, hvor medicin og vaccination lader noget tilbage at ønske - og børn dør for ingenting. Mogens var nok kynisk, men han havde omsorg for sine børn. Han lod sig begrave sammen med dem. Moderen kunne ligge i Viborg - måske var hun et nødvendigt led i karriereplanen, hvor hendes adelige blod, og familiens penge indgik? Mogens lod sig i hvert fald begrave sammen med deres børn i sin kirke og på sit jord, og så kunne hun ligge i Viborg, hvor man også stadig kan se hendes gravminde. Måske var hun i virkeligheden for fin på den? Hun havde måske ikke respekt for sin karrieremand, der objektivt set ikke lyder til at have levet op til ridderlige dyder.

Jeg synes, han var en spændende mand, denne Munk, der gjorde Volstrup og Hjerm til magtens centrum for Jylland igennem en menneskealder.