Påske er en speciel tid. Og det er den endda uden at man behøver være særlig religiøs. Men selve martyriet er i sig selv fascinerende. Skæbnen, der vil det, Tvivlen, der melder sig. Det endegyldige. Det overnaturlige. Verden uden for, der springer ud. Bliver grøn igen.


Jeg husker fra tidligt i mit liv, de påsken. Min fars fødselsdag den 09. april er tit blevet viklet ind i påsken. En speciel dag at fylde år. Han havde drengefødselsdag - fyldte 9 - da flyene kom nede sydfra, og siden har det været en flaget-på-halv-dag. Tilmed har det været en dobbelt en af slagsen i 1971, 1982, 1993 og 2004, hvor hans fødselsdag faldt på en langfredag.

Jeg tror nu ikke, det betød alverden for ham. Han var altid et beskedent menneske. Men så igen; hvor ved jeg egentlig fra, at det ikke betød noget. Han var i hvert fald ikke den, der satte sig selv i centrum. Jeg savner ham, når verden grønnes især. Der er meget, man sådan brænder inde med, som han skulle vide, og som jeg gerne ville vide. Han døde i 2016 kort før sin 85 års dag, min far.

Påskens mysterium er en ting, men  hvordan den falder, er næsten ligeså indviklet. Det har med Månens bane at gøre, som de fleste nok ved. Den første fuldmåne efter forårsjævndøgn er påske. I år - 2019 - er netop nu, hvor dette skrives - natten mellem den 20. og 21. april. Den - fuldmånen - definerer så de følgende helligdag pinse og Kristi Himmelfart.

Jeg er på det seneste blevet mere opmærksom på Månen. Det er egentlig den, der styrer det overordnede. Solen styrer kun det dagligdags - som sluk-knappen på vækkeuret. Det er Månen, der styrer for vildt!

Jeg kigger efter, om Månen er i ny (tiltagende) og derfor ligner opstregen i et skråskrifts-t - eller om den er i aftagende og ligner den venstre side i et lille skråskrifts-a. Det er egentlig lidt forvirrende, når vi ikke bruger skråskrift, og faktisk heller ikke rigtigt håndskrift overhovedet. Hvid den synlige, oplyste del af Månen er til venstre, er den aftagende, hvis den er til højre er den tiltagende. Lyset breder sig fra højre mod venstre - mørket fra venstre mod højre. Det er yin og yang.

Påsken er et pusterum af helligdage, men også noget dybsindigt. Flertallet synes om påsken. 8 ud af 10 synes, den er en vigtig del af dansk kultur ifølge en undersøgelse i Kristeligt Dagblad. Jeg holder også af den. Den minder mig om min far, den minder mig og familie, og Jesu lidelseshistorie er ikke noget at fejre - og slet ikke med snaps og påskeøl og det store kolde bord - men så alligevel: At spise sammen i skyggen af skæbnen er vel ikke så dårlig en beskæftigelse. Den sidste nadver, smager af tilgivelse.

Det er vel egentlig rigtig vigtig? Så længe man kan, er det - og bagefter, når man ikke kan, ses det som det, der var vigtigt. Jeg synes også ofret for andre, påskelammet, der jo fødes lige nu er vigtigt. Måske vigtigst af alt, så var der ham der Pontius Pilatus, der misforstod sin rolle som dommer, og lod pøblen - folkestemningen - bestemme. Ham bryder jeg mig ikke om som jurist. Han var humanistisk indstillet, men forstod ikke menneskets natur.

På en måde bliver folkestemningen lig med skæbnen i påskens lidelseshistorie. Er vi virkelig ikke  andet, end det, de andre vil? Det er påskens ubehagelige spørgsmål. Her svigtede i hvert fald den gode Pontius sin moderator-rolle. Han kune have forhindret skæbnen, men opgav. Uden ledelse bliver der lidelse.