Gimsing Kirke ligger sydøst for Struer i det nuværende byskel.
Den er, som det kan ses, rigtig fin og autentisk.
Den var struerboernes sognekirke indtil 1890'erne hvor den nye kirke kunne tages i brug til den hastigt voksen stationsby. Men sognene forblev samlet til 1989, hvor Gimsing blev udskilt.
Gimsing (jeg ved ikke hvad det lidt sære navn betyder) Kirke har nogle fine ting, som jeg glæder mig ved, når jeg kører forbi mod Vinderup eller Hjerm. Den er rigtig retro!
Den er først og fremmest kullet - der har altså aldrig været råd til at bygget et tårn på. Derfor er den mere oprindelig, uberørt, end de fleste middelalderkirker, selvom der da er røget et våbenhus på den nordre side.
Her på våbenhusets loft glemte modstandsbevægelsen 21 håndgranater og 10 kg sprængstof, da krigen sluttede. Det var jo det ultimative sted, sådan et våbenhus, til et våbenlager, hvad skulle det ellers bruges til? Nå, men freden sænkede sig pludseligt, og så gik krudtet i glemmebogen. Dragonernes sprængstofeksperter måtter fjerne de farlige sager, da de kom for en dag i 1968. Synd at kirkegængerne indtil da ikke havde anet, hvor spændende det havde været at gå i kirke!
I kan se kirken på et gammelt postkort fra vel 1900-10, tror jeg det må være fra, på Jon Iversens fantastiske postkortsamling på http://www.jiv.dk/ (den skal I se nærmere på, hvis I er lokalkendte). Gimsing Kirke ligner jo sig selv (bemærk den velvalgte fotovinkel, jf. ovenfor!):
Kvadermurerne er næste fuldbyggede, og selvfølgelig er de små kvadre stablet i de øvre skifter, de store og tunge for neden. Kirkebyggerne var nogenlunde praktiske mennesker. Syddøren - den tidligere hoveddør, hvor mændene gik ind - kvinderne skulle bruge norddøren, hvor våbenhuset nu er - er nydeligt tilmuret.
Klokken hænger i gavlen mod vest. Den er specielt flot med nok 800 år på bagen - eller på toppen - knap så gammel som kirken, der er fra 1100-tallet. Den har form som en gammeldags sukkertop.
Den er nok jordstøbt på stedet. Med en teknik man kalder cire perdue (betegnelsen er nok ikke så gammel som klokken). Man gravede et hul, lavede klokkens indre form i en ler, lagde voks på til klokkens ydre form, og igen ler udenpå. Så smeltede man voksen ud og brændte samtidig lerformen. Ved en kraftanstrengelse i koks og blæsebælge smeltede man kobber og tin sammen til bronze for så med ét slag at vælte baljen ned i formens støbehul. Og så håbede man, det gik godt - det var formentlig meget sværere, end det lyder, at få en flot helstøbt klokke, der var holdbar og som havde en malmfuld klang.
Klokken var jo vigtig for at kalde til gudstjeneste og varsle til samling ved farer og ildebrand. Ikke mindst var klokken datidens langdistancevåben mod de onde vætter og trolde samt hekse og anden hedensk ondskab. De måtte pænt holde sig uden for hørevidde! Kirken og klokken beskyttede virkelig folk og skabte tryg civilisation omkring sig.
Taget er blytækt ved en helt anden støbeteknik, der dog også sker på stedet, og som stadig praktiseres efter gamle håndværkstraditioner. I hvert fald i en lokal forretning er håndværket gået i arv og familienavnet taler sin historie; Stoffregen (I kan finde Kurt Stoffregen ved at google, der er billeder af ham i arbejde forskellige steder). På en sandstampet lang støbeform med sider skylles det flydende bly fra en bred balje henover, og blyet størkner og bliver til en plade, hvis man lige har taw'et på det. Det klippes og falses sammen og overlægges fra neden og sømfæstes for oven i lægterne. Nå, det ved jeg nu ikke så meget om, når det kommer til stykket, men har set det engang.
Man kan forestille sig, at klokkestøberen og blytækkeren (såvel som stenmesteren), har været både dyre og meget ansete folk, og at deres håndværk har været omgærdet af en vis mystik foruden respekt. Det hele har været en kraftanstrengelse af økonomi og indsats i området. Gimsing Kirke har holdt i godt 900 år, så det var godt håndværk, de præsterede, de gamle mestre; respekt for det.
Inde i kirken er der en sjov døbefont. Den er formet som et firkløver - den irske shamrock?
Stenen er af klæbersten fra Norge, der jo i vikingetiden havde kolonier i Irland. Jeg gætter bare på forbindelsen mellem Norge, Gimsing og Irland - hvis der altså var en irsk forbindelse. Den norske forbindelse var der, det viser stenens art; den forekommer ikke i Danmark - gik der en forbindelse som en idé via Norge, eller gik stenen fra Norge via Irland til Danmark. Eller var det slet ikke nogen shamrock, men en ganske almindelig dansk firkløver (og symboliserer det da noget så simpelt som held og lykke til den nyfødte, men firkløveret er vist ikke et særligt kristent symbol)?
Det er den rustne plade i midten på billedet, med våbenhuset dér foroven!
Jeg kommer en anden gang tilbage til Thomas Bang og Ole Broagers kunstværk "Struerprojektet", der stadig er kontroversielt, og som 1100 medborgere ved en underskriftsindsamling så sent som i fjor krævede fjernet. Lad mig kun sige, at jeg godt kan lide det, selvom det er pissefarligt, når man skal hjem fra byen en mørk, men festlig aften, med det skarpe nordøstre hjørne!
Desværre er Gimsing Kirke blevet trængt lidt op i en krog af veje og bygninger - præcis som dens kirkeklokke i sin tid trængte "de underjordiske" ud i en fjern perifær krog af landet!
Dels er der et ret befærdet lyskryds på 2 sider af kirken. Dels ligger Bang og Olufsens fabrikker tæt på og allernærmest på - det nye hovedsæde (skimtes bag træerne til højre for kirken). Gimsing skole ligger mod vest og, som det ses, bygges der igen i området, på Kjelding Høj som udstykningen hedder, og hvor billedet er taget fra ved byggeriet start tæt på Hjermvej. Snart vil Gimsing Kirke være en ren bykirke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar