Kvan (Angelica archangelica)

 

I sidste uge kom jeg hjem og fandt denne lille plante på mit dørtrin - her fanget på fersk gerning. Engleurt eller kvan, som den mere almindeligt kaldes. Tak, Bjarne, du er en engel - eller i hvert fald en god ven i nøden. Alle mine frø var slået fejl, havde jeg berettet om, sikkert med meget slet skjult sorg, og som den gode samaritan, kom du farende til hjælp.

Kvanen har sikret os nord-boere overlevelse i svære tider med sit store indhold af C-vitamin. Vi ville ikke engang være nået frem til middelalderen, uden at gå til i skørbug. Man tog den med som skibsproviant eller nødration, og det siges ligefrem, at man konserverede (dvs. ensilerede) urten i lufttætte skindposer som vinterforråd.

Den har en 2-årig cyklus, hvor den vokser op (hvis man ellers kan få frøene til at spire!) det ene år, for så at sætte frø i runde, flotte skærme det næste år.

Dens latinske navn er vist inspireret af det angivelige tidsmæssige sammenfald af blomstringen med ærkeenglen  Michaels helgendag (Mikkelsdag er den 29. september, og jeg kan altså ikke helt få det til at passe?!). Han - Mikkel, eller Michael - var jo en stor kanon blandt englene - faktisk chefen over alle engle! Det er ham, der dræber dragen og som vejer de dødes sjæle på sin vægt (der er hans attribut, og som identificerer ham for os på gamle billeder).

Kvan skulle være god mod pest - og her kan man efter min mening med god grund vælge at forebygge med en lille bjæsk eller to, for hvem ønsker at få pest?

Pas lige lidt på, hvis man plukker den vild, så man ikke ryger på en bjørneklo eller det, der er værre (f.eks. gifttyde - så kommer du på Mikkels vægt med det samme!). Slå efter i floraen! Den er i nær familie med bjørnekloen og har efter sigende lidt dens bivirkninger ved hudkontakt i visse sjældne tilfælde.

De små/mindre grønne blade kan sættes på smagløs snaps, og på samme måde kan den toårige plantes rødder i renset og hakket tilstand. Planten er bitter, og man skal nok også her føle sig lidt frem. Sikkert kun et par dages træk på bladene og vel et par uger på roden til ekstrakt til bjæsk, som man så kan tynde efter behag.

Ellers skulle den (bladene) være god som - bitter - krydderurt i sammenkogte kødretter. De mest smagsparate/-intolerante kan komme den i salater i mindre mængder. Smag lige på et blad først. På Grønland er kvan en stor delikatesse. Vi så skipper sende en mand i land på en ø for at plukke kvan, men man kan naturligvis hurtigt finde en ny matros, hvor kvan er sjældne! De blev spist som rå stængler (blegselleriagtigt), de blev sukret ind (sukatagtigt), og jeg mener, vi fik roden kogt (pastinak- eller lignende-agtigt).

Efter min fejlslagne dyrkning, skal jeg ikke fare yderligere frem om dyrkningen, men spørg hellere Bjarne, han har en meterhøj kvan til sin bjæsk, har jeg set.

Siden jeg såede kvan i foråret, har jeg dog fundet ud af, at det er i efteråret, at man skal så kvan. Det råd er hermed givet videre. Når jeg får testet produktet yderligere, vil der komme mere forbrugerinfo på denne blog.

Sådan en vigtig kulturhistorisk plante fortjener lidt opmærksomhed - navnlig hvis den er god til bjæsk. Her må Noma og det nye nordiske køkken træde i karakter, for hvem gide hø og rugbrød, der skal ligne jord, hvis man i stedet kan få kvan-bjæsk?! Mere nordisk kan det simpelt hen ikke blive. Og tager de ikke ved lære, de gode kokkemænd, skal jeg nok minde dem om det - her!

Her er et genbrugsbillede fra Sydfyn af vilde kvan på nippet til at blomstre, og for ganske nyligt så jeg tilsvarende ude ved Vinderup Vold, og så er det afsted, før prisvindende Rene R. plukker det hele!