Det Forbudte Vers

Anker Hoffmans buste af Johannes Buchholtz i Struer Museums foyer

Alle større byer har vist sin egen mere eller mindre rørstrømske sang om byens fortræffeligheder. Det gælder også Struer - i form af Bruno Hansens tekst "Struersangen" fra 1945 til en - dengang - kendt melodi.


Desværre synger man ikke så meget ved sammenkomster - længere. I min barndom var det mere eller mindre obligatorisk. Sangen om Struer, og den danske sangskat i almindelighed, er ved at gå i glemmebogen af samme grund. Men Struersangen har nu en sød melodi og en meget elegant tekst. Den fortjener at blive husket og sunget, synes jeg. Jeg har skrevet teksten neden for; så kan man selv synge den!

Har I glemt melodien, så stammer den fra lige før krigen, og blev sunget af ingen ringere end Aksel Schiøtz. Den hed da "I de lyse Nætter". Komponisten er Mogens Schrader.

Originalteksten til "I de lyse Nætter" er temmelig corny med et nutidigt øre, der er trænet i mere direkte og grovkornede tekster, om unge menneskers foretagsomhed i den lyse sommernat - og andre nætter for den sags skyld. Den oprindelige tekst til melodien er imidlertid skrevet af Schraders mor, Dagmar Schrader, hvilket kun gør teksten lidt mere underlig!

I kan finde sangen, og Aksel Schiøtz, på Itunes; faktisk på flere plader - den koster fra 10 og ned til 8 kr., så man skal se sig for! Den findes også på Youtube i en anden ny, meget patetisk, ja direkte morsom version (link) med engelske undertekster, som angives at være en hyldest til stumfilmstiden med baggrund i den nyligt hæderkronede stumfilm "The Artist".

Når I har lært melodien, er der ikke andet for, end at synge Struersangen af karsken bælg. Man kan også høre den på Struer Museum - den kører i sløjfe på fjernsynet i mindestuen for Buchholtz. Falder vejen ikke lige forbi; så har det lokale kor "Side By Side" en version af Struer-sagen liggende på dets hjemmeside, som jeg her linker til.

Struersangen er altså ikke skrevet af forfatteren Johannes Buchholtz, som mange ellers tror - han døde nemlig allerede i 1940. Teksten er af Bruno Hansen, men sangen er meget om Buchholtz. Så misforståelsen er forståelig, om jeg så må sige. Strofen "...(en) god lille by", der slutter versene, er nemlig titlen på en roman fra 1937 af Buchholtz (der bygger på billeder og mennesker i Struer tydeligvis; den gode lille by er Struer). Det er roman nr. 2, hvor etteren hed "Dr. Malthes Hus" fra 1936 (Læs mere om dem på link og her på siden om Dr. Malthes madglæde m.m.).

Forfatteren af teksten til sangen, Bruno Hansen, var dengang journalistelev ved Dagbladet i Holstebro. Han skrev teksten til en revy på Grand Hotel i Struer, som Dansk Kvindesamfunds lokale ungdomsafdeling arrangerede (se herom hans hustrus, Ingeborg Hansens, artikel i bogen "Struerfolk 3").

Jeg holder rigtig meget af sangen, som synges ofte og gerne i Odd Fellow-logen. Især de 4 første vers er gode. Meningen med de sidste 2 vers står ikke så klart, selvom det med "at slås", tydeligvis refererer til den netop dengang overståede verdenskrig. Men selvom der var sabotage (se bla. i "Flødeskumsfronten" neden for), så slåssede struerboerne nu ikke så meget, ligesom resten af danskerne, og for det meste blot forholdt sig passive i dén verdenskrig.

Der er en irriterende stavefejl i 2. strofe, 1. vers i sangbogen hos Odd Fellow, hvor "Vigens" er blevet til "vindens" - men det blæser nu også meget her i Struer, så ny mening giver det da. Men, hvad mærkeligere er, så mangler der helt, i sangbogen, ét af de oprindelige 7 vers. Dét vers handler direkte om Bucholtz:

Digterens by gennem Buchholtz du blev,
dejlige bøger digteren skrev.
Du holdt af ham og han af dig.
Hans svar til fjenden som dit var et nej.
Du gav ham hjerterum, han gav dig ry,
kaldte dig god lille by.

Hvorfor mon, er det røget ud? Der er 3 muligheder, efter min mening: 1. Buchholtz gik i glemmebogen, og dermed røg versets relevans, 2. Det hjertelige forhold til digteren, var overdrevent (han skildrede bl.a. genkendelige personer på godt, men også på ondt i sine bøger - ikke mindst i "Dr. Malthes Hus" og "God Lille By" og 3. Hans svar til fjenden var måske også knapt så klart et nej som i 4. strofe. Jeg har kursiveret strofen, da det nok er mit bud på versets "nedtur".

Hans svar til fjenden var nemlig i hvert fald ikke før den 9. april særlig klart i forhold til Tyskland. Men hvis' svar var nu også dét, før og endda under krigen? Kun englænderne og Churchill og til nød Frankrig satte hælen i, mens statsministeren i Danmark roste de sejre, der havde slået verden med beundring.

Digteren Harald Bergstedt med 'den røde sol' og "Lærkereden" gik fra socialdemokrat til erklæret nazist. Vi husker Kaj Munks fascination af den stærke mand, Mussolini (hvis ikke; så læs Bjarne Nielsen Brovsts glimrende biografi). Men Munk stod straks den 09. april op med skam over overgivelsen og gik imod fjenden, der endte med at efterlade ham slået og dræbt, men fuldt rehabiliteret på Hørbylunde Bakke. Bergstedt fik fængsel efter krigen, men hans sange var nu en gang alt for gode til at glemmes, trods hans nazistiske sympati.

Buchholtz fik derimod ikke sin chance for at trække i land eller slutte sig til modstanden. Han nåede kun at se invasionen, som helt sikkert bød ham imod og gjorde ham ondt. Han oplevede ikke, da krigens tyngdepunkt havde tippet afgørende, hvor man med en vis sindsro kunne markere (nyt) standpunkt. Han døde nemlig allerede 4 måneder inde i "De 5 Forbandede År".

Spørgsmålet er: Blev vers 6 ildeset og censureret ud af sangen? Buchholtz døde som sagt den 4. august 1940 af et hjerteslag. Ifølge tjenestepigen kunne hans hjerte ikke tåle besættelsen. Ifølge hustruen, Olga, var det direkte tyskerne, der slog hendes mand ihjel. Så der er delte meninger og bevisligheder her.

Han døde således i hvert fald uden offentligt at have frasagt sig sine sympatier for den stærke mand i Tyskland og Italien, som var kommet til udtryk i 30'erne, og før besættelsen. Men omvendt var han klart erklæret demokrat, når det gjaldt Danmark og tilhænger af den danske styreform. Han holdt umådeligt af sit fædreland. Han anså imidlertid styret med stærk mand dernede mod syd for nødvendigt indtil videre - nok efter 1. verdenskrigs ve og plage samt ydmygelse af Tyskland, og for at bringe dem på fode igen.

Han havde selv rejst i det ludfattige Tyskland i 1932 med da 8 millioner arbejdsløse, og formodet endnu flere uofficielt arbejdsløse. Han oplevede de urimelige følger for folket af Versaillesfreden og for folks håb for fremtiden. Det håb, der var tilbage blev efterladt så lidt realitet, at det blev strømlinet til demagogisk begejstring for den opkommende Hitler. Buchholtz anså dét styre for legitimt i og med det tyske folks demokratiske valg af Hitler - og altså nødvendigt som halvdiktatorisk og voldeligt styre for at løse landets problemer (se bl.a.Buchholtzselskabets årbog 1984 med rejsebeskrivelserne og Fibæk Jensens biografi "`Det Egentlige Liv"). [Efter jeg skrev dette er Henrik Jensens fantastiske bog "Krigen 1914-1918" udkommet - og heri er der en bemærkelsesværdig analyse af netop krigens og Versaillefredens betydning i Tyskland, der i høj grad falder sammen med Buchholtz'. KHL].

Mest bemærkelsesværdigt var, at Buchholtz ikke tog afstand fra jødeforfølgelserne - ja, han mente vist nærmest, at jøderne selv havde en slags andel af skylden, ved ikke at assimilere sig bedre i samfundet. Hvem fik et moderne ekko for sit indre øre her? I hvert fald var vi danske ikke ordentligt i stand til at forstå situationen i Tyskland, mente Buchholtz, og derfor skulle der indtages "værdig tavshed" derom (Fibæk Jensen: Det Egentlige Liv", side 198).

Dén udlægning af jødeforfølgelserne på daværende tidspunkt kan forklares - men vel ikke bortforklares eller forsvares; og er nok efter min ringe mening den væsentligste forklaring på, at vers 6 blev det forbudte vers.

Dét kan være jeg konkluderer for hårdt, at det var ren "glemmebog", men i Struer har man jo nok haft lidt svært ved at glemme, når man hele tiden ser på vejnavne, Museum, Bucholtz's hus, enken Olga og har borgernes hukommelse; man har jo netop husket digteren - ret godt endda! At forklare det manglende vers som en ren trykfejl, vil nok ikke holde?

Buchholtz' synspunkter var fremført i den offentlige debat, blandt andet i en polemik med digterkollegaen og anmelderen Tom Kristensen ved anmeldelsen af "God lille By" i 1937. Hans fejltrin her - det mener jeg, det var - forklarer nok også  forfatterskabets hurtige afblomstring efter krigen. Det er naturligvis nemt nu at pege fingre, og Buchholtz var jo bestemt ikke ene om holdninger, der i efterkrigen blev kætterske, som allerede påpeget.

Folkeflertallet var på dén side, som Buchholtz og Munk og så mange andre kort før besættelsen og ved besættelsen - selv Højesterets domme og stillingtagen i krigsårene vidner om tyskvenlighed - og folket genvalgte da også ved valget i 1943 og straks ved befrielsen de politikere, der samarbejdede, og som havde samarbejdet, med tyskerne - helt uden tøven og fordømmelse, mens den lille nabo, der havde pippet lidt i Tysklands retning fik folkedomstolen at føle. Nå!

Jeg tillader mig dog helt at rehabilitere Buchholtz og tro på, at humanisten og demokraten Buchholtz rent faktisk døde af sorg og græmmelse over sit elskede fædrelands vanskæbne. Det sagde Olga i hvert fald, og dét tror jeg på. Dén, invasionen, havde han ikke set komme - og vi kan kun lære deraf, at der ikke findes "værdig tavshed", når folks frihed og ret undertrykkes, om det så er her eller hisset. Det samme gælder, når folk forfølges på grund af etnicitet, og ikke for, hvem de er, og hvad de gør.

Nu har I hørt om "Det Forbudte Vers", som jeg har opkaldt det her; og så som  lovet indledningsvis, de andre 6 vers, der kort, enkelt og præcist samt mundret og sangbart fortæller Struers historie, og om de farverige omgivelser i naturen, som vi struerboere nyder godt i det daglige:

Byen ved Fjorden - en god lille by -
ligger i Vigens bue i ly,
mastede skibe til dig gør kur,
lastet til rælingen gæster de Struer.
Byen ved Fjorden - til dig vil vi ty -
du er en god lille by.

Grøden langs Limfjorden hjalp dig i gang,
havnen i vejret hurtigt dig svang,
banen gav brød til mangen mand,
fiskeren skubber sin båd ud fra land.
Livet pulserer fra tidligste gry
her i en god lille by.

Her er vor lykke, og her er vort hjem,
her vil vi virke - kæmpe os frem,
her er det sted, hvor glæden får liv,
her kan vi hygge os hver med sin viv.
Gled end for Solen en sortladen sky,
var du en god lille by. 

Farvernes by ved den blånende fjord -
røde og hvide roser i flor,
blomstrer i havens græsgrønne bed,
gulmodne æbler vi her plukker ned.
solbrune piger - hvert år er der ny,
Struer en god lille by.

Kvinder og mænd, ja og puslinge med,
lyser i fred det herlige sted,
vel kan vi kives, skændes og slås,
men når en fremmed byde os trods,
da står vi samlet i våbnenes gny.
Kæmp for en god lille by.

(vers 6 om digteren - det forbudte vers)

Tiden forsvinder - og snart er det slut.
Engang i minder staven bli'r brudt.
Øjet skal se dig for sidste gang.
Lad os da nynne med hjertelig klang,
strofen om Struer, som evig er ny:
Du var en god lille by.

Tekst: Bruno Hansen; melodi: Mogens Schrader.

Johannes Buchholtz - ved indgangen til Struer Museum, som han stiftede og sammen med hustruen Olga testamenterede, tillige med deres hus, til Struer By  - det er ægte lokalpatriotisme!