15 km

Plæneklipperen kunne ikke starte, så græsset må gro lidt endnu, og jeg må på den årlige bodsgang ned til Struer Plæneklipperservice, for at stå skoleret; til den årlige skideballe. Den bistert udseende ældre herre vil på ny se meget misbilligende på mig gennem sine stærke briller, tie ildevarslende... længe, indtil choket over min vandalisme har lagt sig lidt, og så vil han derefter i en meget stram tone lade mig forstå, mens han truende træder et skridt frem, at det bliver altså dyrt, når man er så dårlig ved sin plæneklipper, behandler den under al kritik. Det vil være noget af det værste, han har set. Faktisk er jeg helt ræd for, at han går til korporligheder. Ved regnskabets time har han før, med sin "hvad sagde jeg-mine" og en fnys, med et "så kan du lære, det", præsenteret regninger på helt op til 200 kr. inkl. moms for mit brødebetyngede ego.

Nå, jeg må indrømme kritikken er berettiget.

Ellers skulle og burde maj jo være sød og mild - men ikke lige i dag. Maj var kold og grov, og så tog jeg løbeskoene på og løb kulden i møde nordover dæmningen mod Bremdal. Jeg overvejede at videofilme turen, som NRK åbenbart har haft stor succes med at filme turen på Bergenbanen, der skulle være blevet den mest populære norske film, trods sine 8 timer, men 1½ time video af Kilen Rundt ville nok alligevel vær overkill. Jeg tog derfor lidt snapshot fra turen, indtil min kameramobil satte ud - grundet den høje fart formoder jeg. Den er heldigvis kommet sig efter at have været til tørre på radiatoren. Jeg regner også med at komme mig efter anstrengelserne, der er ikke det, god rødvin ikke er godt for.

Først kom jeg forbi den her skelsten lige hvor dæmningen over Kilen starter, når man kommer syd fra. Den er lidt interessant. På sydsiden står der - lidt ulogisk - Ringkøbing Amt. Og uden "J" - det var jo hårdt materiale at hugge i, og vi skal jo alle spare, selvom man ellers skriver "Ringkjøbing". På den nordre side står der logisk nok Struer By (selvom trafikken har tværet det ud). Måske stod der Ringkøbing Amt på alle sten indeni det gamle amt? Det gamle amtskel fra før 1970 gik oppe ved Oddesund. Fra 1970 kom Thyholm med i Ringkjøbing Amt,  fra Thisted Amt der blev nedlagt. Nu er Thyholm med i Struer Kommune og ringkjøbing Amt findes ikke mere siden 2006 efter godt 200 år fra 1793.

Kilen er en fjordarm, som er blev snøret af i 1897 med dæmningen, hvorpå Thybanen og landevejen blev anlagt. Dæmningen er 1 kilometer cirka. På nordsiden ligger nu en stor bydel Bremdal. Her er badestrand og endnu da jeg kom til byen i 1987 var Bremdal præget af, at være et lokalt Klondyke - oprindeligt med små rønner og sommerhuse - nu er det lidt Struers Beverly Hills med ny skole, hal og lokalpatriotisme. I noget budskads lidt nord for dæmningen fandt jeg en væltet kilometersten inde i vejalen.

Vejalen er en ekspropriation efter en vejforordning fr a 1793 om landeveje, der blev tillagt en alen i hverside ud over rabatten og grøften. Jeg tror nok, den er afskaffet, men jeg hørte til et fordrag Gert Alsted, der var medlem af Kulturmiljørådet, og interesseret i vejafmærkninger, tale om vejalen. I 1907 fik vi istedet for alen (1 dansk alen er knap 63 cm) meter systemet. Så fik vi brug for nyt vejinventar; i stedet for milesten fik vi kilometersten. Men sådan en kilometersten i granit er jo rejti farlig, så nu har vi nogen af platik, som vi kan køre over. De gode gamle granit sten er  i Ringkjøbing Amt blevet sat over i vejalen. Der stod de jo fint, men ærgerligt, de ikke bliver kalket hvide og malet op i rødt længere. Den her var endda væltet. Den stod - eller lå - ved plastikmærket 16,2 km fra Holstebro. De 8 km på stenen må være målt fra modsat - fra Oddesund.

Her var det allerde koldt og anstrengende på min løbetur 3 km fra hjemmet. Nå, så kom jeg heldigvis i medvind på Trehøjevej. Det har jeg fotograferet grunden til, at den hedder:

De høje, der ligger her, har nok haft relatiob til de stenalderbopladser, der var her på nordsiden af Kilen. Klimaet har været fint på skråningerne mod syd ned til Kilen, der har været transportvej og næringsvej på en gang for de gamle forfædre, og så kunne de begrave deres døde i fællesgrave i højene her.

Nå. Så var jeg da allerede godt træt og kold, men kun 4 kilometer passeret. Så kom jeg videre ud på Præstevej. Det er den gamle landevej fra Oddesund og sydpå vest om Kilen - fra før Kil-dæmningens tid. Præstevej må den vel hedde fordi den går mellem Humlum Kirke og Resen Kirke. Her bimlede klokkerne for alvor, da jeg løb forbi - men det var heldigvis Solen, de var ude efter her 7 km inde på ruten og cirka halvejs. Spøjst, åbent tårn - lidt discount, synes jeg. Lidt blæret at kalde kirken, huset over for og gården til venstre for "Resenby", men ambitionerne er da til at få øje på. Det var så ikke lige i denne kulturelle epoke, men måske kommer der en ny.

Som det fremgår var vejret her rigtig ondt med kold regn, men det prellede heldigvis af og jeg blev kun våd uden på. Så kom jeg forbi vejen med det fine navn Kobbelhøje. Der lidt længere mod vst ligger to store oldtidshøje og når de ligger ved en gammel landevej og hedder noget med kobbel gætter jeg på, at der har været nogle dyrefolde eller -fenner, som man kunne holde kreaturerne mv. i om natten på vej frem eller tilbage på markeder mv. Lidt længere fremme til venste er der noget interessant, nemlig en ny vejsten - eller faktisk en gammel en. Her bag Rømerstenen har en landmand med sædvanlig pli sat et grimt platikkar til vand til kreaturerne - kunne  den ikke have stået 10 meter væk fra den her fine antikvitet af vejinventar?

Nå, dyrerne skal da have vand. Det her er en gammel ½ mil sten. Det viser de 2 huller. var der 3 ville det være trekvartmil og ét hul er en kvart mil. En mil var godt 7,5 kilometer og en kvart mil altså lidt under 2 kilometer. Før 1693 var en fod og en alen og en mil forskellig fra egn til egn selv i Danmark, men det satte en standardiseringindsats en stopper for. Christian den 5 satte multitalentet Ole Rømer til at ordne det i forbindelse med opmåling af vejene. Han lavede også standarder for vægt og målte "lysets tøven" - eller konstaterede det endda. Han var astronom og politidirektør og borgmester i København, var i Frankrig og lavede fontæner ved Versailles. Var socialt indstillet og en meget spændende person, som altså satte denne type sten langs de danske landeveje. Her i Resen har en enkelt overlevet.

Så kom jeg forbi mange andre spændende ting, men kameraet fik fartblindhed. Jeg fik derfor ikke taget billede af den store høj ved nedkørslen til Kjærgaardsmølle, hvor en konge siges at være begravet, næstefter flere høje. Den flotte hedesø i bunden af nedkørslen (11% fald/stigning), hulvejene mod syd og Fousing og den beskedne Bredkær Bæk i bunden af den store smeltevandsdal fra istiden, der førte vandet mod syd fra iskanten, der har slidt et tracee på et par hundrede meters bredde og 40 meter ned i jorden. Bredkær Bæk løber ud i Kilen. Istidsfloden - som Kilen var en del af løb modsat ned mod Møllesøen, hvor Bæveren nu er genudsat. Jeg kom forbi Vasens Bæk - en anden flodbund, hvor der er orkidéer i bunden (sig det ikke til nogen). Mellem disse har der været en lille halvø med skrænter på 30 meter ned på 2 sider og et oldtidsforsvarsværk på den tredje, hvor de lokale kunne søge tilflugt og holde øje med fjorden og oplandet og forsvare sig. Jo, jeg kunne have taget mange gode billeder her.

På vej mod Ølby kom et rådyr farende mod mig, men min turkis Craft løbejakke blev den for meget og det glubske dyr måtte vende sin blodtørst mod andre. Jeg forsøgte her mellem 12. og 13. kilometer at undgå at læse for meget på byskiltet i Ølby, grundet stor tørst. Herfra gik det stik øst og hjem i varmen - 15 km, man må lide for skønheden - herunder også når plæneklipperen skal repareres så plænen kan blive fin.