Forårskalkning

Her er min halvmur i haven efter en gang forårskalkning. Det er nu Cempexo, men fin hvid alligevel. Duften og kalksprøjtet på de grønne planter minder mig om min barndom, hvor forårskalkningen var dét sikre forårstegn. Når far gik stuehus, stald og lademure igennem med puds og derefter en gang kalkning.Kalkningen skulle efter traditionen være ordnet inden pinse.

Der var læsket kalk ude i "kalkhwollet" - en brønd med låg på, uden for i skellet mellem gårdspladsen, møengspladsen og markerne. Det blev blandet op med vand og smurt på med kalkbørsten. Først skulle væggen fugtes for at få ordentlig binding og hærdning. Kalkning giver den hvideste og flotteste overflade, da kalkkrystallerne reflekterer lys på en helt specil måde i forhold til andre typer maling. Og så er kalk til forskel for andre typer maling meget diffussionsåben, så fugt fra muren kan komme ud.

Det er et fint naturprodukt, kalk. Først så finder man kalken/kridten et sted i undergrunden og varmer den op - den brændes. Så læskes den med lidt vand og kommes i kuler en rum tid ("kulekalk") og endelig blandes der mere vand i, så man får kalkmælk og den kalkes på den pudsede mur. Så hærder kalken tilbage til sin oprindelige form - til kridt - og går i forbindelse med underlaget - altsammen ren kemi. En cirkel:

CaCO3 + Varme = CaO og CO2 (kalken brændes og CO2 drives ud)
CaO + H2O = Ca(OH)2 (kalken læskes med vand og bliver til kalciumhydroxyd og tyndes før brug med mere vand til kalkmælk)
Ca(OH)2 + CO2 = CaCO3 og H2O (kalciumhydroxyd hærder ved at optage kuldioxid, vand frigøres).

Men nok om kemi.

I stationsbyen Hjerm, her mellem Struer og Holstebro, har der været minedrift efter Kalk. Det var De Jydske Kalkværker A/S, der drev den sammen med de mere kendte i Mønsted og Daugbjerg m.fl.,og selskabet endte vist med at blive et datterselskab af Faxe Kalkværk. Den historie kender jeg ikke så meget til, men jeg har fundet et par af Jon Iversens postkort fra tiden med aktiv minedrift i Hjerm. Minedriften og brændingen ophørte så vidt jeg ved i starten af 2 verdenskrig.

For et par år siden fik jeg med et selskab lov at besøge minegangene på en varm sommeraften. Det var en helt speciel oplevelse, at gå fra sommervarmen ind gennem et rør til mørke og 7-8 grader til en helt anden, underjordisk verden. Virkelig specielt.

Som det fremgår; en meget stemningsfuld oplevelse i levende lys. Gangene er som kirkeskibe og lange og dybe og lidt skræmmende. Der er kridtlag, afvekslende med lag af flint i "væggene", som det lige anes på billedet med gangbroen fra indgangsrøret.