torsdag den 26. januar 2012

Cyklesammenstød paa Brotorvet

Natten til den 9. august 1941 blev Struer bombet af RAF. Godt nok kun 2 bomber og ingen dræbte eller sårede, men alligevel..! I Struer Dagblad stod der imidlertid ikke noget.


En efterårslørdag sad jeg og kiggede hele årgang 1941 igennem. Bombeangrebet blev kun (direkte) omtalt i en meget lille notits på side 2  den 9. august 1941, og med en stedangivelse, der var "...en By i det nordvestlige Jylland".

I en opsætning, der var af samme størrelse som omtalen af bomberne også på side 2 var følgende meget nøjagtige - og med meget udførlige stedangivelser - beretning om et "Cyklesammenstød" ved Brotorvet i nabobyen Holstebro.

Da Barbermester Frickmann i Gaar Eftermiddag ved 13-Tiden cyklede til Fodboldkamp, stødte han paa Hjørnet af Brostræde og Lille Østergade sammen med Frk. Ester Jensen Gad, der er Datter af Chauffør Jacob Gade. Frickmann ville cykle om ad Østergade, og Frk. Gade kom fra Brostræde og vilde køre over Brotorvet ind i Sønderlandsgade. Frk. Gade kørte med stor Fart, og hun har ikke bemærket Hr. Frickmann. Ved Sammenstødet faldt Frk. Gade med Hovedet mod Brostenene. Hun slog sig ret slemt og blev baaret ind i Lillebilvagtstuen paa Brotorvet. Efter at være tilset af Læge Heiberg og være blevet røntgenfotograferet paa Amtssygehuset, kunde hun føres til sit Hjem. Hr. Frickmanns Cykle blev ret slemt ramponeret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar