Jupiter, Venus og nymånen

25. februar 2012  - nymånens februarromance med den måneløse Venus og højere over horisonten; store Jupiter oppe lidt til venstre for midten.

Februarhimlen er årets bedste, synes jeg. Den kolde, klare luft er rimelig standard, og der er stadig lidt tid til forårsjævndøgn og lysets totale dominans. En god baggrund for at se nærmere på stjerner, Måne og Solen.



Mørket giver den flotteste stjernehimmel. Samtidigt vinder dagen over natten, som februar går frem. Vi får flotte og ret langvarige solopgange og -nedgange, vi kan nyde synet af, og som giver Universet dybde og dimension, som om det ikke allerede havde det. Men sådan ser det i hvert fald ud her fra min position i Universet. Det er med at tage godt for sig af stjernehimlen, for lyset er godt på vej til at spærre for udsigten.

Jeg forstår godt placeringen af kyndelmesse - lysfesten  - her den 02. februar. Festen er for lysets brud på den mørke tids magt over jord og mennesker. Livet vrister sig fri af mørkets kvælertag, mere og mere, tydeligt dag for dag; lys med løfte om mere lys.

I løbet af årets korteste måned vinder dagslyset mere end 2 timer. Under denne langstrakte infight mellem lys og mørke er det lige før, jeg føler, at jeg forstår lidt af alt Universets ubegribelige ved at se på, men når man flytter blikket fra et fixpunkt på himlen, som man lige synes, man kender; så begriber man i det nu, hvor blikket flyttes i stedet alt det uforståelige - der pludseligt bliver jordnært igen.

Det har været flot med månen som guide og i 3D og live, at se Venus som nærmeste og mest lysende objekt. Venus; Jordens lidt mindre tvilling og nærmeste nabo. Den, Aftenstjernen, som den også kaldes, lyser så stærkt og friskt, når den står frem mod sydvest ved solnedgang. Her i februar har den dannet par med Månen på banen over himmelen. Og hvorfor ikke - selv har den nemlig ingen måne at udøve sin kvindelige tiltrækningskraft på.

Uanset, hvor dejlig, den tager sig ud, Venus, så er denne planet nr. 2 efter Merkur (der er tættest på Solen) ret ubehagelig som udflugtsmål med skyer af svovlsyre og temperaturer på 4-500 grader Celsius. Vejret er bedre på planet nr. 3 fra Solen, vor gode gamle Jord.

Videre derudaf fra Solen passerer vi nu planet nr. 4 Mars. Den ses også i februar imod øst, lyser op gør den, men svagere, end Venus og Jupiter, og vist med et rødligt skær, selvom det er lidt svært at se for mig i hvert fald, men jeg har heller ingen teleskoper, men derimod glidende overgang!

Planet nr. 5 er den giganstiske Jupiter. Hvis man trækker en ret 45 grader linje fra horisonten til højre for Venus og gennem den, støder man på kæmpen, der også lyser ret kraftigt. Se billedet (selvom det er ret dårligt, så flugter bunden med horisonten og illustrerer princippet). Man er ikke i tvivl, hvis man kigger efter ved tusmørketid, før stjernerne også får liv, men hvor Månen og planeterne er gået i gang med himmelshow'et.

Jupiter er godt 300 gange større, end Jorden og har hele 16 måner. Vi kender den, som planeten med den røde plet - en tussegammel hvirvelstorm. Og apropos: Rundforvirret bliver helt bestemt ved tanken om, at vores stjerne og dens planeter (jeg nævner lige de sidste fire; 6. Saturn, 7. Uranus, 8. Neptun og 9. Pluto) er 4-5 milliarder år gamle, ja man mister helt jordforbindelsen ved tanken om, at vort solsystem kun er en af 100.000.000.000 stjerner i Mælkevejen, som er en af milliarder af galakser.

Så billedet oven for viser i perspektiv Månen (der er ca. 50 gange mindre, end Jorden), Venus (der er knap så stor som Jorden) og Jupiter (der er  ca. 318 gange større end Jorden).

Jeg kan ikke meget astronomi, men synet af Universet i februar og videre ind i marts er en 6-stjernet oplevelse. Prøv det inden sommeren fjerner luftsynet med al sit lys, men den glæder jeg mig nu også til.