Ebbe Skammelsøn

Thys bakker ved A11

Folkevisen om thyboen Ebbe (Skammels søn) er noget af et familiedrama! Det er ikke overdrevet, når visen siger, at Ebbe og broderen Peder "fores ilde ad". Peder løj og bedrog sig således til ægteskab med Ebbes forlovede Adelus, og vi ender, som bekendt, med 2 dræbte og 2 sårede i denne bitre slægtsfejde.


Jeg har undret mig over omkvædet - først over hvad det betød, og så da jeg fandt ud af det, over den delvise afsløring af historiens plot og slutning; allerede når omkvædet synges ved første vers. Men det er vel ment som en rigtig cliff hanger: Ebbe blev fredløs fortæller omkvædet nemlig, det er derfor han træder så mangen sti vild (går så mange afsides veje for ikke at blive set og identificeret), men hvorfor?! Visen fortæller tematisk historien bag tinglysningen af Ebbes fredløshed i et flash back:

Skammel han bor sig nør i Ty
han er både rig og kåd;
så væne har han sønner fem,
de to fores ilde ad.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Jeg skal nok undlade alle vers og versioner på visen, der først er nedskrevet sent og i flere varianter og nogle med rigtig mange vers. Men så kom vi da i gang: Den rige Skammel må være adelsmand og godsbesidder - og en af de sædvanlige kedelige af slagsen; han var kåd, og dermed ikke særlig sympatisk, som vi også senere vil erfare i visen.

Under Ebbes fravær i kongens tjeneste bilder (lillebroderen) Peder Ebbes forlovede, og vel resten af familien ind, at Ebbe er faldet. Adelus, som den skønne hedder, var sikkert genstand for et arrangeret ægteskab, som skikken var i middelalderen i disse kredse. Dette fornuftsægteskab skulle øge magt og rigdom for Skammel - og skulle derfor set fra hans synspunkt gennemføres med vold og magt. Når Ebbe, således var faldet ifølge Peder, ja da skulle blot en anden broder træde ind fra reservebænken.

I en drøm får Ebbe en vision om Peders og Adelus' forestående bryllup og får orlov og farer hjem med "sværd ved sin side". Hjemme får han straks syn for sagn, det er den første bryllupsdag, og han vil egentlig tage afsted igen, men moderen får ham overtalt til at blive. Til bryllupsgildet beder faderen ham skænke mjød og vin - måske en ekstra ydmygelse for den førstefødte? "Hver sinde han til bruden så, da randt ham tår' på kind". Han var rigtig forelsket med andre ord. Måske også vred over at få sin plads i arvefølge til det fædrene gods ændret?

Han bliver senere på bryllupsgildet den, der skal føre den vordende brud i brudehuset (her skulle ægteskabet fuldbyrdes som led i ceremonien). Her forsøger han desperat en sidste gang at rokke Adelus til at flygte med sig, når han har slået Peder ihjel for hans svig. Men hun vil ikke; hun vil være ham for moder, men kun være Peder tro, og hvis Peder slås ihjel: "Siden skal I mig miste", siger hun.

Det blev for meget for Ebbe. Han tog sit sværd og dræbte Adelus på stedet - dér i brudehuset. Han taler derefter med Peder, der er på vej i brudehuset, jeg ved ikke, om det kan kaldes slet skjult ironi: "Så gerne vil jeg dig unde at sove hos bruden i nat!", siger Ebbe, før han også gør det af med broderen.

Sangen slutter dramatisk efter mordet på Peder:

Hans fader gjorde han ilde sår,
hans moder misted en hånd;
fordi træder Ebbe Skammelsøn
så mangen sti om land
Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.

Faderen og moderen blev således også angrebet og straffede for ikke at have stoppet brylluppet, da de erfarede, at Ebbe viste sig lyslevende derhjemme i Thy.

Dette opgør med 2 dræbte og 2 hårdt sårede fik sig altså et retsligt efterspil; det røber omkvædet. Ebbe blev dømt fredløs på tinget (i retten) - det er derfor han må træde så mangen sti vild i stedet for at bruge alfarvej - så han ikke bliver fanget og dræbt, som alle kunne helt legalt efter dommen om at erklære ham fredløs.

Jeg ved godt, at mange mener, at folkevisen er fra den sene middelalder, men det er jeg nu ikke så sikker på - i hvert fald ikke indholdsmæssigt. Jeg synes, der er før-kirkelige mindelser i teksten, men det er naturligvis ikke andet end min ringe mening. De gamle - hedenske - skikke holdt sig jo længe parallelt med, de nyere kristne normer blev indført - herunder bl.a. via omskrivning af sædvaneretten til gammel ret med en kristen indpakning med Jyske lov fra 1241, som bisp Gunnar af Viborg udarbejdede.

Han Herreds Tingsted ved Søhøje i Tingskoven - måske ikke lige her Ebbe blev kendt fredløs, men så et lignende tingsted "oppe i Thy", som man siger i Han Herred op til vor tid, selv om Thy er sydvestligere og derfor  med moderne kortretninger mere korrekt;  nede i Thy

De alvorlige forbrydelser som mord og afhug var noget man kunne blive fredløs af, jf. Jyske Lov II. bog, kapitel 8 - 15. Tingets faste sandemænd skulle sværge, om offeret var sagesløst eller ej. Var det et sagesløst offer var straffen fredløshed, var der skyld blev det en bøde. Altså var den angrebne selv (lidt) ude om det, var det ikke fredløshed, men bødestraf. Fredløshed kunne i øvrigt veksles til bøde, hvis den dræbtes m.v. frænder ville tage mod det. Ellers måtte man rejse af landet "inden dag og måned". Gjorde man ikke det, kunne man dræbe den fredløse, som man gjorde i den før-kristelige hævnkultur. Den fredløse mistede sit gods, og der var også en vis frændebøde til offeret, som gerningsmandens familien skulle slippe under alle omstændigheder.

Den grumme historie har nok inspireret Susanne Bier til temaet i filmen "Brødre" fra 2004. Samme motiv, om nid mellem brødre, kender vi bl.a. fra Mosebøgernes Kain og Abel, og den stakkels Esau, der bliver snydt af Jakob, der på helt og aldeles usportslig vis snyder sig til faderen Isaks velsignelse, den velsignelse Esau skulle have haft og var blevet lovet af den blinde fader Isak. Ja, faktisk var det dobbeltsnyd, for Jakob påstod, at en gederagout var en vildtragout.

Og det var faktisk moderen Rebekka, der anstiftede for at hjælpe sit yndlingsbarn, Jakob, frem for den førstefødte Esau. En trist og noget amoralsk historie, men også den viser vel at snyd og uretfærdighed kan betale sig, og at det motiv om at tækkes patriarken i familien har været drivkraft i hine - uciviliserede tider - til en for os at se uciviliseret adfærd!

Folkeviser som den om Ebbe Skammelsøn blev gennem tiderne kun bevaret i mundtlig tradition (men sikkert løbende moderniseret tekstmæssigt, når tider skiftede, eller når hukommelsen svigtede). De har nok derfor i nogen grad forandret mening eller indhold. De blev sunget af en forsanger, der sikkert var rejsende i denne kunst (vi kender dem nu, i besiddelse af et hammondorgel, et påtaget godt humør og en frygtelig mængde fællessange om glas og ramme og deslige), hvor de tilstedeværende dansede kædedans og sang med på omkvædet.

Jeg prøvede kædedans for nogle år siden i kunstmuseet i Thorshavn, hvor rygtet ville vide, at der var 1000 vers i en normal færøsk kædesang, men det fik da heldigvis ende efter en halv times tid - muligvis en større fornøjelse, hvis man forstår, hvad der synges.

Den indfødte hårde kerne af kædedansere, efter at bl.a. Deres udsendte havde forladt kæden

Nå, Ebbe Skammelsøn var en mønsterbryder; han blev rigtigt forelsket, hvor hans familie og selv fæstemøen var bundet af gammel skik og brug om fornuftsægteskaber og opbygningen af slægtsmagt og -rigdom gennem det: De var konforme. De brød sig ikke om Ebbes meget uprofessionelle forelskelse, og heller ikke om hans moralske skrupler om fair play - det var for sært, og fair play var netop ikke skik og brug og derfor sært nok til, at en folkevise kunne holde sig og historien levende i flere hundrede år - i mands minde - selvom moralen er drejet 180 grader i mellemtiden. Moralen af folkevisen er vel kort og godt: Skik følge eller land fly!