Johan voksede op i Itzehoe i Holsten. Han var adelig og skulle efter sin mors opfattelse studere og blive en lærd herre, fremfor soldat som ellers familietraditionen var. Men han stak af som stor dreng, og gik i den tyske kejsers tjeneste. Han rejste Europa tyndt og var i hvert fald i Compostela i Spanien og blev ridder i Jerusalem.
Som kriger drog han nytte af disse erfaringer og de krigskunster, han lærte på sin vej. Han kunne som ingen andre disciplinere datidens ellers uregérlige lejetropper - landsknægtene. Samtidig var han en stor strateg og taktiker - og fuldstændig kold, når det gjaldt. Han blev derfor en problemknuser - og problemer var der nok af med reformationskonflikter, handelskrige mellem nederlandene og hanseaterne og ind i de skandinaviske lande, hvor der i øvrigt var tendens til oprør her og der.
 |
| Udhugget vandtrug på Kaas i Salling, hvori et af den smukke bygnings vinduer spejler sig. Kaas blev angrebet og nedbrændt af bondehæren i 1534 - måske ledet af Skipper Clement. Den nuværende hovedbygning er fra 1636. |
Da der ikke på herredagene i Købehavn kunne vælges en ny konge på grund af rigsrådernes uenighed, og formelt pga. de norske råders manglende fremmøde, gik Lybeck med grev Christoffer til angreb på kongeriget - eller mere præcist på Holsten. Reelt var grev Christoffer og Lybeck ikke støtte for den afsatte Chr. den 2, kun for sig selv og egne handelsinteresser, men formelt var det med henblik på den afsatte konges genindsættelser. Rantzau ledte med succes en hurtig modoffensiv og endte over sommeren med at belejre selve den mægtige by Lybeck. Det fremkaldte en delvis fred med lybeckerne den 18. november 1534, da begge parter her på dette tidspunkt havde for meget på spil ved det opgør, hvis det skulle kæmpes til ende.
Imedens var herregården i Nordjylland i lys lue efter et oprør, som skipper Clement tog ledelsen af, men som helt sikkert var fjernstyret af den detroniserede tidligere konge Christian den 2., der godt nok sad fængslet på Sønderborg Slot, men havde sine loyale støtter blandt landets reformvenlige borgerskab - deriblandt skipperen.
Med sine landsknægte i god krigstræning og med succesrusen i baggagen, og frigjort fra konflikten ve Lybeck, gik han via Kolding, dels mod det belejrede Randers med en undsætningsstyrke på 3 fænniker landsknægte - en fænnike betyder vist "lille fane" og bestod af en styrke på mellem 350 og 500 mand. Der er ingen tvivl om, at hæren medførte feltartilleri. Hovedstyrken, med Rantzau selv, var på 6 fænniker, og gik mod Varde, via Ringkøbing, Holstebro, Skive og Viborg (hvor hæren samledes på ny, da angriberne ved Randers var flygtede nordpå) til Aalborg, som blev indtaget den 18. december 1534. Alsammen på kun godt 1 måned!
Jeg tror, jeg vil lade feltherren tale for sig selv (jeg har skrevet bynavne med fed for overblikkets skyld):
"... Som du uden tvivl ved, drog jeg fra Kolding til Varde, hvor cirka 400 bønder havde samlet sig. Da de opdagede, at jeg var kommet, tog de benene på nakken og slap med nød og næppe væk.Regner vi baglæns fra denne dag for stormen på Aalborg, den 18. december 1534, var Rantzau i Viborg fra den 12. til den 14. december, i Skive den 11. december, Holstebro 9.-10. december, Ringkøbing den 7. december, Skjern den 6. og Varde den 5. december - sådan cirka.
Så drog jeg med landsknægtene og 2 andre fænniker, som min nådige herre havde tildelt mig, til en bro, der hedder Skjernå, idet vi dog overnattede undervejs. Ved broen havde mange bønder samlet sig og havde brudt broplankerne af; hvis jeg skulle gå uden om, ville det være en omvej på 4-5 mil (30-38 km, red.) og landsknægtene skulle her om vinteren på 3-4 steder vade i vand til livet. Derfor gik jeg med krigerne løs på broen, hvor der var mange bønder forsamlede. Det kom med det samme til en skudveksling og med vort håndskyts pressede vi dem så hårdt, at de måtte forlade broen.
Så retablerede vi broen. Da de så det, flygtede de, og vi drog videre den næste dag mod den lille by Ringkøbing; denne by havde meget skyld i denne konflikt. Vi fandt hverken kvinder, mænd eller børn i husene, som stod tomme. Der kogte vi og rettede selv an, og drog om morgenen videre til en landsby 4 mil (30 mkm, red.) derfra. Der fik vi at vide, at 5000 bønder havde samlet sig i en lille by ved navn Holstebro.
Derhen drog vi næste dag. Knap en time før vi nåede frem, havde bønderne fået nys om det, og også der flygtede de og turde ikke møde os. Der blev vi i 2 nætter, og bønderne aflagde ed til, og hyldede, vor nådige herre overalt, hvor jeg kom frem.
Så drog vi til en lille by, Skive, hvor jeg erfarede, at Skipper Clement og Skipper Herman med deres styrke på mange tusinde bønder, var i Viborg. Vi brød op og nåede halvvejs til Viborg, og jeg beordrede de 3 fænniker til mig, som jeg havde sendt i forvejen til Randers. Da jeg så ville få 3 fænniker til mine andre 6 fænniker knægte, så ville jeg med de i alt 9 fænniker have angrebet bønderne i Viborg.
Da fik jeg underretning om, at Skipper Clement og Skipper Herman med deres tilhængere var flygtet til Aalborg. Da blev jeg atter 2 nætter i Viborg og lod bønderne aflægge ed. Derefter drog jeg på 3 dage de 12 mil (90 km, red.) fra Viborg til Aalborg, og lejrede mig den tredje dag en halv mil fra Aalborg.
Sammen med Staben udspionerede jeg byen om natten, og da jeg havde besigtiget den, besluttede vi, at vi næste morgen tidlig ville søbe morgensuppe med dem. Vi bestemte, at både ryttere og landsknægte skulle storme, for om natten, da vi spejdede, hørte vi godt, at de arbejdede voldsomt derinde, og den der var med ved Aalborg, og som stadig har sit gode helbred, han kan bevidne, at de havde arbejdet hårdt med at befæste byen.
Vi begyndte at storme, og stormede en god times tid, måske halvanden, og de værgede sig mandigt og havde besat skanserne med godt skyts hele vejen rundt. Men Gud gav os den lykke, at vi vandt stormen, og fjenderne blev alle dræbt. Med landsknægte, skytter, bønder og borgere var de mellem otte og nihundrede mand stærk.
Skipper Clement selv flygtede på en kleppert (en hurtig hest, red.) fra byen, men bønderne overgav ham atter på vore hænder.
Desuden erobrede vi 3 gode skibe fra dem, det ene tilhørte længe biskoppen af Vendsyssel, det anden var en hamburgerbark, det tredje en jagt. Jagten og hamburgerbarken havde godt skyts ombord. Desuden fangede vi Hans Wilcken.
Det er gået stærkt og med pænt lange dagsmarcher på denne kolde tid af året - godt gået! På den godt og vel måned, hvor hæren stod ved Lybeck, har den tilbagelagt knap 600 km - det vil sige dagsmarcher på omkring 15 km! Ret imponerende for en fuldt udrustet hær med artilleri og vel 3000 fodfolk.
Omvendt er det negativt overraskende, at bondehæren blev decimeret til en hård kerne på så kort tid. Ikke mindst når dens hårde fremfærd og hærgen tages i betragtning. Rantzaus ry og dygtighed har fået mange til at tabe modet. Lidt træls, at lybeckerne sluttede delfred, hvor man ellers havde troet, at de ville binde Rantzaus styrker, mens Jylland kunne tages nordfra af bondehæren. Men sådan skulle det ikke gå.
Med Aalborgs fald, gik det over slagene på Fyn via belejring af København og Malmø til det totale nederlag for grev Christoffer og bonde- og borgerstandens armé. Kirken og adelen vandt en dyr sejr, så dyr, at den nye konge på adelens vegne satte kirken til vægs ved reformationen og tog dens ejendomme for at betale krigsgælden. Frænde er frænde værst, som man siger.
[Kilder; Hans Lund i Schultz' Danmarkshistorie, 1941, bind II, s. 593f og Mikael Venge Jyske Samlinger, Bind Ny række 14 (1981-1983) - 1 samt Venge i Dansk Biografisk Leksikon om Johan Rantzau samt Salomonsen s. 927f og Johan Rantzau. Brevet er bilageret til Paludan-Müllers "Grevens Feide" 1853, men ikke omtalt i den - derimod G Waitz "Lübeck unter Jürgen Wullemwever und die europæische Politik", 1855 - men jeg har ikke kunnet skaffe den]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar