Kap. 3: Interregnum

Når kongen dør, opstår et magttomrum. Da Frederik den 9. var død 14. januar 1972, så vi Statsministeren proklamere hans død og udråbe en sørgeflorklædt og grådkvalt Margrethe den 2. i en og samme sætning allerede dagen efter. Her var intet interregnum, men magten lå måske i disse moderne tider heller ikke længere lige her. Men formålet med den gammeldags metode, er åbenbar; at hindre et magttomrum - et interregnum - hvor der opstår tvivl og rivalisering om magten. Var Rigsrådet bare blevet enige om kongevalget efter Frederik den 1.'s død den 10. april 1533, havde meget set anderledes ud. Men de blev ikke enige, og i dét interregnum blev der borgerkrig: Grevens Fejde.






Heltemyterne om Grevefejden, der opstod af Rigsrådets uenighed og manglende valg af ny regent, er til den dag i dag tvetydige, og det interregnum, der opstod, er således stadig til en vis grad skelsættende i vore tanker.

Helten (?) Johan Rantzau, der blandt andet
bankede Skipper Clements hær i Aalborg 1534.

Rantzau har gader opkaldt efter sig i København og sågar Aalborg, som han indtog og hærgede. Nogen har således anset ham for en helt, selv dér i Aalborg, som han gjorde til en stor blodpøl og en rygende ruinhob. Samtidig er der i byen monumenter for Skipper Clement og skoler opkaldt efter hans modstander; Skipperen. Det er lidt specielt. Hvem var helten, og hvem var skurken?

Begge herrer fortjener vel et eftermæle for denne del af Grevefejden, der kan kaldes Clemensfejden, og hvor de spillede hver deres hovedrolle. Der var nærmest tale om en klassekamp og deres motiver var vel lige så diametrale.

Helten (?) Skipper Clement som han måske så ud (ifølge Johannes
Bjerg, 1932), og som ledte bondeoprøret i Nørrejylland under
Grevefejden; forgæves og til et hurtigt og totalt
nederlag til Johan Rantzau.

Skipper Clement fra Vedsted ved Aabybro. Bondefødt, siden købmand, reder og endnu senere skipper for Christian den 2. i hans flåde. Og endelig kaperkaptajn for ham, efter han blev fyret af Rigsrådet til fordel for Frederik den 1. Han ledte opstanden i Nørrejylland mod adelen, efter i grev Christoffers og Christian den 2.'s navne at være vendt tilbage til Aalborg - så længe det varede fra september til den 18. december 1534, hvor Aalborg blev indtaget af Rantzau.

Johan Rantzau - holstensk adelsmand og (nok) danmarkshistoriens dygtigste feltherre. Hans modangreb mod Lybeck og fredslutningen mellem dem og Holsten, der gav luft til felttoget nordpå mod Skipperen, og som annullerede bondehærens erobringer fuldstændigt, og nulstillede bøndernes foreløbige sejr i Svenstrup. Skak og mat! Herefter ordnede han fynboerne i juni 1535 ved Øksnebjerg bl.a., og erobrede Sjælland og belejrede og tog omsider grev Christoffers sidste støtter Malmø og København..

Reprod. af detalje fra "Den Rantzauske Tavle" - Johan Rantzau som krigsguden Mars
sparker den fængslede Skipper Clement med blykronen (Rantzaus søn, Henrik, betalte for maleriet)

Da København faldt 29. juli1536, totalt udhungret efter mere end 1 års belejring, blev Skipperen hentet ud af sit fængsel og demonstrativt halshugget på landstinget i Viborg den 8. september 1536. Det var (formodentligt) under ledelse af landsdommer Mogens Munk fra Volstrup, der ellers var bror til og begunstiget af den katolske bisp Ivar af Ribe.

En af de første ting Christian den 3. gjorde efter sejren var at fængsle de katolske bisper og nationalisere de fleste af kirkens ejendomme (det betalte krigs-omkostningerne til de tyske lejetropper). Han gjorde det nok nødtvungent, da han var konsensussøgende, men han havde bogstaveligt kniven for struben - lejesoldaternes sold skulle betales; ellers kunne de jo vende på en tallerken.

Det er skæbnens ironi, at landsdommeren, Mogens Munk en halv snes år før havde overbragt Rigsrådets fyreseddel til Christian den 2.

Chr. den 2. kæmpede sidenhen katolicismens sag i Fejden - egentlig var det ham, der var reformist af sind og hensigt, men hans støtter i Nederlændene og Europa var katolikker og hans revanche-ønsker helligede midlerne - bogstaveligt talt.

Netop brormand Ivar Munks katolske bispedømme i Ribe havde bragt Mogens Munk frem som lensmand i Nordvestjylland med sæde på bispegården Volstrup i bunden af Venø Bugt, og som landsdommer for Jylland.

Munk var med i Ry ved Horsens, da Christian den 3. blev kåret konge af de jyske rigsråder m.v. i 1534, velvidende at den nye konge var lutheraner. Men der lå en stor krigsmaskine bag i Holsten. Der må dog have været nogle overvejelser og ballade i familien, når nu Munk valgte (dog under krigstrusler) den side. Mogens Munk ligger begravet i Hjerm (Vestre Kirke se om Mogens Munk: De tre små Hartvigere).

Mogens Munk er vel eksempel på en embedsmand, der kunne sno sig til magt og rigdom under det til enhver tid siddende styre. Han forblev landsdommer selv efter Fejden, og endda efter Reformationen, helt frem og indtil 1542. Forskellen var så at sige 'ens', da han efter Reformationen, i stedet for af kirken, nu af kongen fik sin bopæl på (den tidligere bispegaard) Volstrup. Han blev altså de facto boende i sit len, men med en ny udlejer, kan man sige. Hans søn, Oluf, kom også i Rigsrådet. Familiens magt forblev helt konstant trods udskiftelser af regenter og tro. Virkelig bemærkelsesværdigt.

Landsdommer Munk blev således ved magt og rigdom trods regimeskiftet fra Christian den 2. over Frederik den 1. via Fejden og til Christian den 3. Han holdt til enhver tid på den rigtige hest: "Yes, Minister!".

Ak ja. Helte, politik og krig. Persongalleriet dengang viste alle de gode og dårlige sider frem, på baggrund af det  magttomrum, der uvægerligt skulle udfyldes, og som blev det på den hårde måde via borgerkrigen - borgerkrig er nærmest et interregnums alterego.

På vignet'en til denne artikel (uddrag) fra mindemaleri over Johan Rantzaus liv - "Den Rantzauske Tavle") ses skipperens henrettelse. Under spot med blykronen, men dog med sværd i en form for respekt - pøbel fik af øksen. Det andet billede fra Tavlen viser Rantzau sparke til skipperen som fange - knap så glorværdigt af Rantzau! Blev Rantzau drevet af andet end magt? Blev skipperen?

Skipperen skifte ikke side, som Mogens Munk gjorde. Han forblev loyal over for Christian den 2. og gik ned med skibet. Rantzau var en krigsmand. Hans motiver for at føre krig kunne ligne lokalpatriotisme i hertugdømmerne (nationalisme). Han tog ganske vist den nye lutherisme til sig tilsyneladende, men det kunne være taktisk, som Mogens Munk. Han medvirkede til at reformere Danmark, men understøttede fortsat en broget, halvkatolsk kirke i hertugdømmerne; og det kunne se ud til, at han snoede sig - som Mogens Munk. Jeg skal ikke kunne sige, at han var opportunist, men rig og berømt blev han; faktisk så meget, at han kunne lægge afstand til Christian den 3., som han ellers bragte til magten og fulgte helt til tops i samfundet.

Mit bud er, at Rantzau og skipperen var merkantile typer, der forstod at kapitalisere, før kapitalismen blev defineret - og helt som Mogens Munk af sind og tanke. De var nok to alen ud af ét stykke, men de satsede på hver sin hest og skipperens havde spat.

Et senere kapitel i denne beretning vil være Anders Sørensen Vedels beretning og folkevise fra samtiden - 1591 - kun en menneskealder efter begivenhederne - ligesom selveste Johan Rantzaus egen beskrivelse af sit jyske felttog kommer om lidt her på bloggen - følg med!

[Du kan se mere på min Pinterest-opslagstavle om Skipper Clement, og læse de andre kapitler her:
Kap. 1. Bondeoprøret 1441
Kap. 2. Skipper Clement
Kap. 4. Johan Rantzaus beskrivelse af felttoget mod Aalborg]