Tanker ved en stubmark

Det er ret voldsomt, som der spildes korn! Når læs på læs går hjem, er der tykt med kerner langs vejene, og nu sent i efteråret ses det spildte korn spirende på oktobers marker. Hvor er respekten for kornet, for maden, blevet af? Meget er i hvert fald sket siden 1906, hvor Jeppe Aakjær skrev sit digt "Nu er det længe siden" med den episke og - synes jeg - rørende fortælling om rughøsten på et ydmygt og fattigt husmandssted.

Jeg er fra landet. Min far havde et husmandssted med 10 køer og vel 21 tønder land. Mor var hjemmegående indtil, jeg blev en halv snes år. Det var ved Koldmosen, hvor Johan Skjoldborgs Søren Brander ørkede den stridige jord og øjnede et mål, når solnedgangen luede i spadens blankslidte stål. Det var måske ikke helt så hårdt der tilbage i 60'erne og begyndelsen af 70'erne, hvor jeg var dreng, men alligevel.

Måske derfor, at dette Aakjær-digt sidder så dybt i mig, siden jeg hørte det en gang i vel 4. klasse på Tranum Centralskole og sang med på Oluf Rings skønne melodi fra 1940, der jo - om jeg så må sige - bestemt ikke har gjort digtet ringere.

Husmandsparrets samarbejde i digtet er en fin historie og, som sagt, rørende. Men når man ser nutidens spildte korn, så tænker jeg specielt på 2. vers:

Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hædersgjæst.

Her  - for mere end hundrede år siden - skulle intet korn spildes, selvom det faldt fra aksene, når negene forkedes gennem lugen op på "rånen". Det er respekt for Guds gaver; for kornet; for maden! Men nu har man for at spare tid, for at rationalisere og effektivisere, råd til at spilde korn. Der bredes ikke længere noget klæde for at samle spildt korn op. Og der er ingen fornemmelse af nogen "højtidsgæst" ved høsttide.

Ikke alene har man nu råd til at spilde korn, man begrænser rent faktisk kunstigt ved lovgivning kornhøsten i en ellers sultende verden med randzonelægning og gødskningsrestriktioner. Selvfølgelig skal vi passe på vandmiljøet, og her taler jeg som naturelsker, men respekten for maden og de sultende, dét er ofret til fordel for et efter min mening kunstigt aflad til Miljøets bedste, uden rationale, og sådan at vi skal transportere brødkorn ind fra udlandet for at kunne bage ordentligt brød.

Min gamle far spiser ikke middagsmaden, uden at have sagt Gud tak for at få lov, og mulighed for at spise. Det kan virke mærkeligt i vor tid, men egentlig er det mærkeligere ikke at sige tak, og vise respekt for at kunne spise sig mæt. Dét tror jeg verdens sultende kan tale med om:

Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn.
Og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.