fredag den 5. december 2014

Fandens hov i Odby

Fandens hovspor på Odby Kirke
Et lille rektangulært hul i kvaderen midt i billedet er et fodspor, sat af selve Fanden hamsjelv. Kommer Han forbi for at bedrive ondt, vil han ved synet sit fodspor; nå, nej hovspor (hullet i muren), tænke: "Nå, der kan Vi bare se, her har Vi allerede været!" [bemærk:  Hans anvendelse af 'pluralis majestatis' - frækt er det! Red. anm.]. Så vil Han straks tage de hovklædte ben på nakken og skynde sig videre på sin onde´, natlige færd for lave ulykker og forbandelser et andet sted. Odby Kirke og odbyboerne går fri.

I virkeligheden er det firkantede hul (nok!) hugget ud, som en fælde for at holde Den Onde ude af det hellige kirkerum. Det meste af den gode historie, går så tabt, desværre. Det er altså ikke et rigtig hovspor, sat af Fanden, men et fake! Men det er jo fint nok, med et narre-hovspor, idet Fanden nok er ond, som bare Fanden, men Han husker altså også Fandens dårligt! [Undskyld mit sprog, Red. anm.]. For på den måde kommer Han aldrig ind i kirkens hellige haller.

Det falske spor, værner kirken.

Man brugte også stenpulver fra kirker indvortes, som medicinsk kosttilskud mod alskens lidelser. Så måske er hovsporet blevet spist af odbyboerne - her kan man virkelig tale om stenalderkost! Hullet i kvaderen på kirken har altså muligvis tjent et dobbelt formål: Dels bekæmpelsen af Den Onde og dels bekæmpelsen af et onde [måske endda flere, som ved vitaminpiller, Red. anm.].

Jeg ved naturligvis ikke, om det forholder sig sådan i Odby, men den folkelige forklaring om Fandens Hovspor, d.v.s. mærker i kirkernes kvadrer, findes i hvert fald andre steder, så hvorfor ikke her?

Måske nogen i Odby kender nærmere til det, så meld endelig tilbage.

Odby Kirke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar