tirsdag den 26. juli 2016

Tærskeværket 1


Tærskeværk fra Brovst Maskinfabrik godt gemt i Hessels lade

Ting er vigtige. Man taber lidt sig selv uden ting. Jeg fandt lidt af mig selv ved dette tærskeværk i en lade på Herregården Hessel forleden dag. Det er et tærskeværk, hvis nogen skulle være i tvivl. Og det er man jo nu nok - i tvivl altså - for tærskeværkerne blev udfasede i løbet af '60erne, hvor de selvkørende mejetærskere kom. Nu er det kun os halvgamle, der véd, hvad det var! Synet af det gule tærskeværk sendte mig ret op på 'rånen' hjemme på Tranum Enge for at 'tage fra', mens far skar neg op på bordet bag ved tærskeværket. Det var nemlig sådan ét, "vi" havde tilbage i midt-1960erne.


Mor forkede neg ned på bordet fra et af 'gulvene' i laden med en 'to-flennet' fork - en høtyv. Negene var fra selvbinderen, som jeg svagt kan huske i funktion på den grå Massey Ferguson. Den var farlig, selvbinderen, med sit skarpe skær. Det tog far af og til ud og sleb. Jeg husker de skarpe zig-zag-tænder. Mor holdt os på god afstand af det farlige apparat. Faktisk på god afstand, at jeg nu kun husker glimt af selvbinderhøstning, og faktisk står det kedelige arbejde med at rejse neg meget klarere i min erindring.

Håndbundne neg på Hjerl Hede 2016

Det kunne ikke gå for stærkt at få rejst negene - og jeg husker det som meget sjovere at vælte rækkerne af neg, så de kunne blive tørre på indersiden, før de skulle i laden. Det har været noget før, jeg kom i skole i 1968; før mejetærsker og halmpresse.

Porten ind til gårdspladsen på museet Herregården Hessel på Louns-halvøen

Jeg mindes det som vigtigt, at negene skulle stå på række og geled, men véd ikke lige, hvor det kommer fra. Grundtvig har i salmen om skoven, der falmer trindt om land, en strofe med "...tøndemål af traver" - måske derfra? 60 neg skulle nemlig i et almindeligt godt høstår (i Jylland) være nok til 1 tønde korn (100 kg ~ 1 sækfuld) - på bedre jorder var en trave mindre - der var færre neg i traven, men stadig 1 tønde korn som udbytte. Traverne var altså et tøndemål, jf. Grundtvigs strofe.

En erfaren bondemand kunne derfor ved at tælle neg (eller traver) på (naboens) mark regne høsten ud. En velopsat mark gjorde det nemmere at overskue og beregne. Måske var signalet udadtil, at her var ikke noget at skamme sig over: Høsten er god; arbejdet med marken har været i orden - tæl selv efter!? Som sagt; jeg ved det ikke, men negene skulle står på rad og række.

Jeg mindes ikke dette udtryk med traver, men der blev talt om at få 'opskåren' - altså at blive færdig med at høste. Det var et vigtigt mål for det hele; og der var, hvad vi nu vil kalde, stress på, så længe negene stadig stod og tørrede færdige på marken. De måtte ikke være fugtige, eller grønne, for kom de på laden fugtige, kunne de brænde sammen - og faktisk i bogstavelig forstand.

Jeg kan huske far i marken med halmriven, hvor de sidste kornstrå skulle med og bindes i neg med et smart greb og en flettet halmvisk. Vupti - det var allerede den gang et tricks fra en dog ikke så fjern fortid - fra før 1950'ernes selvbindere. Her 'ved wos' (os os) blev der ikke 'revet let' i marken - men vi var vel også selv med i kategorien "de fattige"; så det stred vel ikke mod 'gammel ret', tænker jeg, at alt skulle med. Nå, tilbage til mig på 'rånen' over kviestalden en gang i 1960erne.

Man kravlede derop ad stigen, der var 2 afbarkede granrafter med langt mellem trinene. Det var samme stige, der blev skrubbet og skoldet, når der skulle slagtes gris. På den blev grisen, når den var skoldet og havde fået skrabet børster, lagt op og bundet fast og rejst på højkant med hovedet ned, så indmaden kunne fjernes. Stigen var lidt uhyggelig allerede af den grund, og så med sin højde - op til det uhyggelige på 'rånen'! Dér måtte man ikke komme under normale omstændigheder, men skulle der tærskes, var der brug for en til at tage halm fra slisken fra tærskeværket. Så måtte man godt - det skulle man!

Kviestalden på Hessel

Der var halvmørkt ude i siderne mod tagfoden på 'rånen' - og var der ikke også nogle steder inde over roerummet, hvor der stak halm ned - og som man derfor kunne falde igennem? Der var ingen rækværk ned mod loen 3-4 meter nede - hvor avner og støv og en infernalsk larm herskede under tærskningen. Ingen ville høre én eller ænse noget, hvis en bøhmand kom forbi, det var helt sikkert - også uanset hvor højt man kunne skrige.

Jeg kan stadig huske uhyggen brede sig med mørket, der faldt på uden for som halmbjergene bag mig voksede og truede med at fortrænge én - helt ud over kanten. Det var først hen på efteråret, der tærskedes. Halmen fortsatte med at komme op ad slisken i en uendelighed, men omsider, som alt andet, stoppede elmotoren sit remtræk på tærskeværket, langt om længe, og tærskeværket faldt til ro med et pa sidste suk. Verdensordenen var ved at blive genoprettet. Man blev hentet ned.

Kornet fra tærskeværket kom i sække med 2 kvaliteter. Sækkene blev snøret med en særlig knude, så de kunne holde men åbnes ved et enkelt træk. Det var første genbrug af bindegarnet fra selvbinderen. De enkelte snore blev hængt pænt på krog under tærskningen. Senere i vintertidens ro blev de knyttet sammen af far og slået til reb i loen. Det var sjovt at flette reb i lange banere - 'at slå reb' med den "drejemaskine", vi lånte, hvor bindegarnet var knyttet sammen og strentet op i 3 lange baner i hele loens længde. Især sjovt husker jeg, at det var at gå med flettepinden, en 3-flennet gren, og se de 3 baner slå sammen bag den. Det var ren trylleri for ens øjne. Rebene blev bl.a. brugt til at 'tyre' (tøjre) kalvene med, når de gik på græs. Nå, tilbage til kornet.

Sækkeløfter på Hjerl Hede 2016

Det fine korn fra tærskeværket blev med en sækkeløfter med håndsving og låsepal løftet op, så far kunne tage sækken på ryggen og løfte de knap 100 kg op på stueloftet ad bryggersstigen. Dér blev det spredt ud og isolerede og holdt sig tørt på en gang. Jeg ved ikke, om det blev brugt til såkorn. Noget blev hentet ned igen til foder, der skulle 'grottes' i kværnen, der blev trukket af samme elmotor, med den uforglemmelige startlyd - et hidsigt hvin fra remmen, der ikke var helt så klar til at rulle. Den dårligere kvalitet korn med avner, blev dog vist brugt først - jeg mener ikke, det kom på stueloftet.

Gårdspladsen på Hessel
Et af mine større chok fra den tidlige barndom var fra stueloftet, hvor jeg var med far, som nok var ved at vende korn. Af en eller anden årsag var vores gravhund Fus også med deroppe. Pludselig kunne man høre den gå inde bag brædderne mod tagfoden, som holdt kornet midt på loftet; det var en løve, sagde far. Jeg vidste godt, det var Fus, men blev alligevel forskrækket og stak i et vræl, som alarmerede mor - 3-4 år gammel, har jeg vel været?

Senerehen blev kornet mejetærsket og opbevaret i loen, men jeg husker fra mit barndomshjem fundet af kerner i sprækker mellem loftbrædderne på loftet, hvor vi senere fik bygget værelser. Noget af kornet bevægede sig endda ad rillerne i loftsbrædderne ned i beboelsen, selv mange år efter tærskeværket og selvbinderen var gået til grunde.

Dét kom jeg til at tænke på, dér i laden på Hessel ved synet af det gule tærskeværk, med det rødmalede støbejern og den blå staffering - A/S C.O. Jensens maskinfabrik og Jernstøberis kendetegn; også blot kaldet Brovst Maskinfabrik, som der stod støbt i jern ved værkets hovedaksel. Ham - C.O. - og maskinfabrikken kommer jeg tilbage til i et senere indlæg (jeg har kaldt det her for "Tærskeværket 1", så der kommer en 2er).

Brovst Maskinfabrik - som der står støbt!
Jeg er ikke ekspert i noget, der har med landbrug at gøre; det har ikke ligget til mig. Men jeg savner lugtene og lydene; og mit barndomshjem samt ikke mindst min far, der døde her i marts. Jeg ville gerne have haft ham med på Hessel til at forklare de mange ting, foruden tærskeværket. Han ville have vidst det hele, selvom han heller ikke var nogen landmand con amore, men han skulle jo. Sådan var det. Det skulle jeg ikke.

Herregården Hessel er en perle, ligesom naturen rundt omkring på Louns-halvøen. Tag frokostpakken med, der er borde og bænke og en dejlig have og skønne omgivelser - og det koster kun en 50er, at komme ind.

Fra Hessel mod Hvalpsund (stien snor sig ned til stranden - Hvalpsundfærgen anes over trætoppene midt i billedet)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar