Boller fordi de tit er runde som en bolle. Krabbe, fordi de er dannet om, og indeholder krabbefossiler - hvis man altså er meget heldig. Tit er der tilsyneladende ingenting. Nitterne er i meget klart overtal. Jeg finder som regel krabbebollerne tidligt på året - men det er nok fordi færdslen på stranden er begrænset, så der ikke er andre, der har fundet dem. Krabbebollerne vaskes ud af strandskrænterne, hvor der er erosion.
Det er organisk materiale, der er aflejret i havet under iltfattige omstændigheder sammen med materiale fra land - sedimenter - hvori der danner sig disse konkretioner; hårde bolde af sand, ler og glimmer fra det skandinaviske grundfjeld. Det organiske materiale genererer på en eller anden kemisk måde dannelsen af "bolden". Materialet er fra den oligocæne tidsperiode - ca. 22-34 millioner år siden. Oligocænt glimmerler.
Når jeg har ondt i min tommelfinger i dag, skyldes det, at jeg flækkede et par krabbeboller i går. Der skal slås ret hårdt! Der var dels noget forstenet træ, dels i en aflang krabbebolle en del af en rund kerne, formentlig et vættelys. Ikke super - men ganske fint nok.
Her er det formodede vættelys (den mørke, runde del foroven):
Det var derimod en forstenet pind inde i en aflang krabbebolle. I hvert fald, når man går tæt på.
[jeg har læst i Danske Forsteninger af Palle Graversen i Natur og Museum nr. 2/1998]
Fantastisk læsning. Det er desværre aldrig lykkedes mig, at finde noget der bare ligner dine fund.
SvarSlet