søndag den 12. maj 2013

Kristi Himmelfart 2013




Vejret har ladet noget tilbage at ønske, men fridage er jo fridage :-). Udover at rydde op, samt at købe ny trailer (det ska' man jo ha', her i Det Mørke Jylland - og den gamle var med hul i bunden efter mange års tro tjeneste), fik jeg slået græs og gravet lidt i haven. Ellers har jeg gået og haft travlt med ingen ting; og nu er miniferien minsandten allerede gået :-(. Her er et par snapshots fra dengang, det var Kristi Himmelfartsferie 2013 - og yes, jeg har, for at lefle for det ungdommelige segment, peppet teksten op med at par smileys! Det skulle jo komme :-)

Sene anemoner i Astrup Vig
I skoven ved sommerhuset er det blevet forår, siden vi var her sidst for kun et par uger siden. Ret sent - også for (sent) for anemoner, men de florerer altså omsider. Anemonerne får kun lys et par dage endnu, for træerne står for skud, og lukker snart for solen i skovbunden, og så er græsserne ved at rotte sig sammen med træerne, og er snart oppe om ørerne på de stakkels sarte anemoner, som det så er nat med for denne gang :-( .

Her er ingen blå anemoner I Astrup Vig, det var vist kun i Vedersø, dét eksperiment er gennemført (og den blå anemone kom jo op den sidste dag i marts, så Munks vinterfrosne hjertes kvarts måtte smeltes ved at se den - og nu skriver vi næsten medio maj!). Her i Vigen er kun hvide, og så en enkelt, som det fremgår, med lidt lilla tendenser :-).

Fejespor fra en dåhjort fra i fjor?
Nogen har fejet deres gevir på træer ved stien ned gennem skoven til stranden. Det var nok helt tilbage i efteråret - i kampens hede, så at sige - at der var brug for at trække blankt. Nu er der nye gevirer på vej, som så igen skal fejes senere på året for at være parat. Nemlig til når man igen skal gøre sig kampklar for de gode geners og slægtens velbefindendes skyld - altså hvis en anden frækkert skulle finde på at gøre sig lækker for hunnerne; så bliver der bukket i den gode sags tjeneste :-)!

Bøgeblade - nok til en del forårsbjæsk!

Som sagt, var skoven på spring, men det er sæsonbetonet. "Vore" rådyr er altid på spring, uanset sæson - vi har en rudel gående med 4 dyr. De springer godt nok, men ikke så frisk som deres helt vilde kolleger, og først når man kommer for tæt på, for de er ret sikre på fredelige intentioner fra os sommerhusbeboere, der jo ikke tolererer jægere inden for vort territorium.

De ny udsprungne bøgeblade er gode til en forårsbjæsk. En kopfuld små, sart-grønne blade, dækket med klar Brøndum, plus og et par ugers lagring, og måske tyndet en smule - dét er frisk forår; der varer lidt længere...! Nogen mener, drikken kan forbedres med en sjat sukker og lidt whisky, så det bliver en forårslikør, men os, der foretrækker det nye nordiske køkken, vil opponere mod denne løssluppenhed og kræve enkle,  klare linjer (- men måske kunne man hælde et skvæt Linjeakvavit i, rent eksperimentelt og dog...me?!).

Ramsløgsblomst (skovløg)
Så er der jo, apropos jægere og samlere og verdens næstbedste restaurant; ramsløg i lange baner (pas nu på ikke at forveksle med liljekonvaller - smid alt der ikke lugter kraftigt af løg ud, uden at spise!!) Men dén her blomst, og dét her dufttæppe - en gang lugtet, aldrig glemt; det lugter meget af løg; så det er egentligt et løgtæppe - er altså ramsløg (jeg skal nok spare på de indskudte sætninger, men en anden gang, hvis jeg husker det, altså).

Når NOMA gør det, og tjener gode penge på det, så hvorfor ikke plukke en buket ramsløg til salaten? Her er ramsløgene fotograferet ved Junget Strand (men der er også mange i Risskov (men også mange hunde!) og ved Volstrup i skoven, hvor den hvide dame jo også ses komme svævende, men mig bekendt uden at tisse på løgene).

Ramsløg med Skive Fjord og min bil i baggrunden
Her anes bagenden af min nye Lexus IS250, som jeg er vildt glad for :-), men det er en anden historie. I forgrunden ramsløg i lange baner (der fortsætter i skovbunden op ad kystskrænten), og i baggrunden Risgaarde Bredning og bag den igen Himmerland. Nedenfor skruer jeg lige op for billedstørrelsen, og måske kan I ane Strandby Kirke hinsides bredningen (det er den hvide pixel i midten)?

Derovre i Himmerland buldrede en tordenbyge kraftigt, og truende, her lørdag sent om eftermiddag den 11. maj, inden vi tog tilbage til Astrup Vig for at tilberede et leje af skovløg til vores laks, med nye kartofler, økologisk Thise-smør og ledsaget af kølig australsk hvidvin, der faldt på et tørt sted, mens pejsen buldrede videre som tordenvejrets stedfortræder, mens tordenvejrets regn kom til os i Vigen. Livet er godt ;-)

Junget Strand, Risgaarde Bredning (Skive Fjord) og Himmerland i baggrunden med Strandby Kirke (i midten)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar