Solulve

14. april 2020 kl. 07.30

Billedet er taget med min mobil, men jeg ville ønske, jeg havde haft mit Canon på stativ med på arbejde denne tirsdag morgen. Det var nemlig et usædvanligt himmelsyn, dér ovre mod øst, oppe over Struers bavnehøje (fra bronzealderen). Et stort lyskors med cirkel om - og så lige den første dag efter påske!

Jeg stod lidt og tænkte på, hvordan det nu var med de der bisole, som i den nordiske mytologi ansås for ulve?

Jeg har også hørt dem omtalt som "solulve" her i Jylland, og jeg tror nok, at de ret almindeligt netop kaldes for solulve, eller solhunde. Efter dagens dont læste jeg i Snorri Sturlasons 'Edda' fra ca. 1230 (Lembek & Stavnem 2012). Deri er der beretningen om "Gylfis Blændværk", hvori fortælles:

Til venstre for Solen (altså venstre bisol) er Skøl, en ulv der hvileløst jager Solen over himlen og derved driver tiden.

Skøls mor er en jættekvinde fra skoven Jernvid øst for Midgård. Her bor jernvidjerne - dvs. en flok jættekvinder - som opfostrer (mange) ulve - og derfra kommer også ulven Månegarm. Månegarm er måske den samme som selveste Fenrisulven, eller i hvert fald beslægtet, er de, måske er Månegarm endda afkom af Fenrisulven, som vi kender fra Ragnarok (Vølvens Spådom). Fenrisulven har Loke som sin far, og han må have ligget i med jættekvinderne i Jernvid-skoven. Ved dagenes ende, ved ragnarok, i det store slag mellem guder og jætter, ender Fenrisulven med at sluge Solen (alle halsbrandes moder - tænker jeg).

Skøls meddelagtige, på højre side af Solen (altså højre bisol), er ulven Hati. Hati halser i virkeligheden efter Månen og driver dens bane. Begge himmellegemer , Sol og Måne, er med andre ord på flugt fra hver sin ulv. Hatis far hed i øvrigt Hrodvitnir og nu bliver familieforholdene for disse ulve for indviklede for mig (- måske er det et individ, der er indvandret fra Tyskland?).

Solen og Månen blev sat på himmelhvælvet af guderne, der dannede dem af de gløder, der føg ud af Muspelheim - ildens hjem - og så blev det dag og nat. Solen var på en vogn med hestene Arvak og Alsvinn forspændt og de havde et airconditionanlæg, der blæste kølig luft mod deres bringer - det kaldtes dengang for "jernkulde", og det er da til at forså den dag i dag - hvem har ikke siddet i en flyver og blevet blæst jernkulde ned i hovedet?

Hestevognsmyten kender vi også fra fundet af bronzealder-solvognen (solvognen har i øvrigt en gylden side og en mørk side, som Sol og Måne).

En herre ved navn Mundilsfæri fik - nu er vi tilbage i Eddaen - en datter og en søn, der var så smukke, at han ligefrem opkaldte dem efter Sol og Måne. Det brød gudernes sig ikke om, og datteren, Sol, kom så til at være kusk på solvognen, og - som jeg forstår det, blev sønnen, Måne, kusk på Månens køretøj. Så der er både en person og et objekt under henholdsvis Sol og Måne.

Tilbage til fotografiet:

Udover solulvene - er der en halo; en cirkel om solen. Den skal, har jeg læst) have en vinkel på Solen på nøjagtig 22 grader set fra Solen (derfor har jeg ikke kunnet måle efter). Jeg har tidligere set en halo om fuldmånen.

Det er sådan som haloen, de kristnes glorier ser ud i virkeligheden; og det er - tror jeg - næsten sikkert, at forestillingen om en glorie stammer fra synet af haloen om Solen; Der var et lysskin om Moses' ansigt, da han kom ned fra bjerget, efter at have mødt Gud og fået de 10 bud betroet.

Faktisk ser det kombinations af himmelfænomener lidt ud som en keltisk kors, og er det faktisk det samme? Det tror jeg.

Keltisk kors

Symbolet kaldes 'korset i sejrskransen'. Det findes også - foruden på kirker og gravsten - på helleristninger fra bronzealderen. Jeg gætter på, at det er samme himmeltegn, som jeg så i tirsdags, bronzealderfolket har ristet i klipperne, og som er vandret over i det keltiske kors gennem tiderne.

Soltegn fra bronzealderen

På fotografiet ses yderligere 3 optiske fænomener:

Der er to parabelbunde. Dels en flad bund med Solen som absolut nulpunkt, og parabelben op gennem de 2 bisole. Dels en spids med bundpunkt i 22 graders cirklen/haloen, ret over Solen. Parabelen er så spids, at den næsten ligner et V oven på haloen.

Endelig er der, fra Solen og op, en lyssøjle, som man desværre kun ser svagt på fotografiet. Lyssøjlen fortsætter muligvis ned fra Solen, men da den ikke ses med sikkerhed på fotografiet, har jeg ikke tegnet den del op:

Det hele skulle bero på nogle iskrystaller i tynde lavthængende skyer, hvis de ellers lægger sig i samme retninger deroppe. Flot var det i hvert fald, hvordan det hele nu end hænger sammen. Og så den første dag efter påske med sådan et jærtegn på himlen under coronakrisen - noget må det vel betyde? Forhåbentligt noget godt - eller er det ragnarok; her et vers fra Suzanne Brøggers gendigtning om (Måne-)Garm (som vi hilste på ovenfor), der er lænket ved Helvedets indgang i Gnipahulen:

"Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber;
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok"