tirsdag den 30. marts 2010

Banen

Struer blev til by på grund af 2 ting. Havnen og Banen. Da banen - eller banerne kom - fik det havnen til at vækste. Banegården er en af de allerældste - strækning fra Skive til Struer blev åbnet 17.11.1865. Siden kon forbindelserne fra syd og Banen til Thisted.

Når jeg løber rundt om Øster Strand kommer jeg forbi Havnen og Banegården via Godthåbsvej over Vralden. Der sker da lidt inde ved Banegården, men ellers er der ret stille nu.

Jeg tænker på, at havnesporet, der gik ned på Havnen, har været Struers navlestreng. Nu er det årtier siden, sidste tog passerede og sporet er asfalteret over nede på Havnen. Men det ligger der da endnu.

Men, som billedet viser, er det der kun fordi ingen har gidet fjerne det. Havnen og Banens forbindelse er blevet rent historisk.

Det er lidt trist, men sådan er det nu. Engang var det navlestreng for byen Struer og dens livsnerve. Det kan man se på dette gamle postkort ( Brevkort nr. 4688 fra Peter Alstrups Kunstforlag, Kbh.) fra jernbaneområdet i Struer, taget mod vest fra dér, hvor Jutland Meat (tidl. Struer Svineslagteri) ligger.

Bag røgskyen fra det holdende tog ses Banegårdsbygningen (den blev ombygget i 1922 og ser i dag noget anderledes ud). Bag den ses et tårn - det er på Hotel Phønix, der senere kom til at hedde Jernbanehotellet og som ligger eller lå, bygningen ligger der endnu, men hotellet er forlængst lukket, på hjørnet af den nuværende Østergade (tidl. Banegaardsvejen) og Jernbanegade.

Man aner tagryggene hen langs Østergade. Længst til venstre for oven ses Struer Kirke i baggrunden. Den var ny den gang - fra 1891. Postkortet er stemplet i Struer den 28.09.1906 (på et 5 øre Chr. IX død 1906 - AFA 52 for filatelisterne). Til højre ses kvægfolde - og længere til højre lidt uden for billedet ligger havnen. Herfra var der bl.a. fiskeeksport og videreforsendelse af gods fra skibsfarten

Nederst til højre ses havnesporet - livsnerven - navlestrengen - med blankslidte skinner og uden ukrudt og træer!

Det er ikke pænt at læses andres breve - og vel heller ikke postkort - men jeg kan nu ikke lade være. Det er skrevet til
"Hr. Underkorporal No.313 M. Pedersen, 6. Batallon, 1. Kompagni, Viborg".
Teksten lyder:
"Gode Ven Tak for dit Kort. Ja nu er du jo snart færdig med at være Soldat og du kommer vel om af Struer naar du rejser tilbage saa kan du jo lade mig det vide jeg skal hilse dig fra Agnes. Vil du hilse dem hjemme fra mig. Venlig Hilsen Johannes Jensen"
Det kunne være skrevet på Facebook i dag.

Posted by Picasa

1 kommentar:

  1. Hotellet har faktisk også heddet Grand Hotel

    http://jiv.dk/struer/jpg/jpg355.jpg


    kortet er dateret 1901 ... hvis jeg husker ret

    hilsen Jon

    SvarSlet