fredag den 28. maj 2010

Skolestien

For nylig har Kommunen efterlyst ideer til, hvad man skal bruge den nu tomme Borgerskole i Skolegade til. Skolen blev nedlagt i fjor på grund af de efterhånden evindelige besparelser. Skolen hed oprindelig, da den blev bygget i 1885, Struer Borger- og Realskole, men blev kaldt Vestre Skole, og op til nu simpelthen Borgerskolen.

Billedet her er af Skolestien, som den ser ud i dag helt nede fra Strandvejen. Den ender på Bjerggade. Den blev naturligvis anlagt for at korte børnenes vej til den nye skole. Den gik fra den velhavende Strandvej op til den fattige Bjerggade - mellem 2 kvarterer i en lille by. Det kunne nok give lidt spændinger med sådan en korridor mellem rige og fattige.

Jeg har som frimækeinteresseret fundet Skolestien på flere gamle postkort. Det er lidt underligt, at sådan et motiv skulle kunne bruges på et postkort. Men det kunne være, at Skolestien, blev en fællestanke for byen borgere - en forbindelse og et symbol. Alle de yngre fra en del af byen kom jo til at kende den ret så grundigt fra op- og nedture 6 dage om ugen gennem skoletiden. Jeg ved det ikke, men pudsigt er det nu - motivet.

Mest underlig er et kort med en sort, rygvendt dame på. Billedet er taget cirka midt på Skolestien (halvejs oppe). Det er faktisk lidt uhyggeligt, eller urovækkende, synes jeg, men bedøm selv:


Med datidens fototeknik, og i en mørk gyde, må hun, den sorte dame - ligesom den unge mand med den sjove RipRapRuphat i forgrunden, og børnene i baggrunden, oppe ved Bjerggade - være kommanderede til at stå helt stille. Ellers ville den lange eksponeringstid have givet slør på figurerne. Jeg har talt til 8 børn oppe for oven på Skolestien, og de stirrer alle direkte på fotografen med stor interesse. Så damen har bevidst vendt os ryggen og skjult sin identitet. Der er jo ingen, der bare står midt på en trappe, men det gør hun!

Det ser ud til, at damen har skræmt børnene væk og gutten i forgrunden gemmer sig for hende - gør det ikke? Der er ikke gjort noget for at forskønne motivet - billedet er taget med bladløse træer, om vinteren, og man kan se al mulig skidt, der ligger på trappen. Billedets snit gør det heller ikke ligefrem smukkere. Og så er der den uhyggelige dame med ryggen til.

Hvad var der så på forsiden?

Jeg ved kun, at på den anden side af kortet er det stemplet på et Fr. VIII 5 øres grøn (AFA 54) i Struer den 06.01.1911. (Fr. VIII døde under en natlig spadserertur i Hamborg i 1912 efter kun ca. 5 år på tronen). Kortet er fra Smith Knudsen forlag nr. 21444 (altså udgivet lokalt i Struer).

Kortet er til Sofie på Rigshospitalets Afdeling C i København og dateret "Vejrum Skole Mandag Morgen". Der står, ud over hilsner fra forskellige personer, blandt andet

"Det var noget Hovedkulds du kom afsted, hvordan mon det gaar dig, du skal vel ligge til Sengs"..."skriv snart hvis du kan".
Man kan jo blive helt urolig for Sofie, men det gik forhåbentlig altsammen. Havde hun haft sin gang på Skolestien, og var der en særlig trøst derovere i København i at modtage venlige hilsner og bekymringer med et så hjemligt motiv som Skolestien? Eller syntes hun også, at den sorte, rygvendte dame vækker uro?


Posted by Picasa

2 kommentarer:

  1. jeg har flere gange fået at vide at det skulle være:

    Name: Agnes Aalkjær
    Born: 19 SEP 1874 at: Gimsing, Struer
    Married: at:
    Died: 21 JAN 1965 at: Struer


    hvilket vil sige at er kortet fra 1905 - 1910 da er hun 30 - 35 år og det passer vel meget godt.

    Aalkjær ... som i plejehjemmet Aalkjærsminde

    http://privatsamler.dk/album/displayimage.php?album=2&pos=21

    hilsen Jon

    SvarSlet
  2. Hej Jon
    Tak for hjælpen - interessant, at få damen afmystificeret.
    KH/Hjorth

    SvarSlet