lørdag den 15. maj 2010

St. Brigid of Ireland

Sankt Brigid fra Irland var en helgeninde efter min smag. Da hun løb tør for øl til de spedalske, lavede hun sit badevand om til øl. En anden historie går på, at hun gjorde lidt som Jesus ved brylluppet i Kana, og lavede en lille tønde øl om til nok øl til 18 kirker over en hel påske. Jeg antager, at de drak tæt dengang i kirkerne i Irland omkring år 470.

Ja, hun var god for mange andre ting St. Brigid of Ireland, men det er jo en anden historie. Grunden til min interesse for hende var egentlig kun fra en etiket på en flaske øl, købt nede i vores lille lokale specialbutik, Vin og Kunst. Øllen er fra det efterhånden kendte bryggeri Föroya Bjór (Færøsk Øl) i Klaksvig. Øllen hed nemlig Sct. Brigid Blond.

Den var god med fin skumkrone og en behagelig og blød smag, sikkert på grund af det færøske bløde fjeldvand, de brygger den på. I forbindelse med blindsmagninger i Selskab for Vestjysk Ølkultur (en gammel forening fra før det blev moderne at kunne lide øl, og før mikrobryggerierne kom i vælten), scorer Fôroya Bjór altid højt.

For nogle år siden var jeg på de kanter og fik lov at se bryggeriet og nyde de forskellige sunde produkter i deres hyggelige smagslokale i Klaksvig. Det var hyggeligt. Fint med en irsk helgeninde på en færøsk øl - og hun er jo med den badevandsbedrift lidt en helgeninde for øl.


Smukt land i øvrigt; Færøerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar