mandag den 10. oktober 2011

Admiral (Vanessa atalanta)

På den første rigtige sommerdag denne sommer - lørdag den 01. oktober 2011 fik vi fint besøg i vores køkkenhave. Selveste Admiralen - og faktisk ikke bare en, men to.

Det var sent for en admiral. Faktisk for sent. Det er ikke et klima her, for den at overvintre. Den burde for længst være fløjet sydpå. Det er faktisk en træk-sommerfugl.

De dummeste - formoder jeg det er - bliver her, men kan ikke tåle de kolde danske vintre, og overlever vist kun sjældent. De klogeste fortrækker til sydligere himmelstrøg hen på sensommeren. Om foråret kommer de tilbage med det varmere klima.

De lægger æg på brændenælder, der leverer føde til larverne, som forpupper sig og bliver til indfødte danske admiraler hen på sommeren.

Oktobergæsterne var vilde med vores solsikker. De er tydeligvis dygtige flyvere, men det skal man vel også være for at flyve Europa tyndt.

Det er en af vore flotteste dagsommerfugle med de karakteristiske røde bånd tværs over vingerne og den røde bord på bagvingerne og de hvide pletter på vingespidserne. Dejligt med sommer og sommerfugle i oktober.


Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar