søndag den 11. april 2010

Birkesaft

I Jyllandsposten den 01.04.2010 - Puls Tillægget - var der en artikel om  birkesaft, og tapning af saften. Alle, der har fældet et birketræ véd, at sker det om foråret (marts april) så vælder der saft op i store mængder og saver man en gren af, græder træet utrøsteligt.

Saften indeholder mineraler, vitaminer og et par procent af en sukkerart. Det hævdes, at saften virker som en smagsforstærker i mad og navnlig på sukker, så man kan spare end del sukker ved madlavning. Det hævdes naturligvis også, at der er andre sundhedsmæssige fordele - bl.a. skulle det at drikke birkesaft forebygge birkepollenallergi.

Det sidste kan jeg bekræfte; at efter at have drukket birkesaft har jeg ikke lidt af allergi...men den plejer også først at indfinde sig, senere når udspringet sker!

Tapning af birkesaft er ikke nogen ny opdagelse, det har man gjort sikkert helt tilbage på stenaldermandens tid. De 2 % sukkerindhold har været vigtig for vore forfædre på en helt anden måde, end som trendy nutidigt fænomen af naturligt, men eksotisk, kosttilskud i vore dage.

Første gang, jeg smagte på safterne var i Pennsylvania - nærmere i Amish-country - i form af Birch Beer. Det viste sig at være alkohol-fri og smagte ikke så godt, som den så ud med cola-farve. Saften er vist ellers altid klar, men "birkeøllet" var farvet med bark.



Man må ikke gerne fotografere Amish, men jeg sneg mig nu til det på afstand. Mærkeligt sted, men det er en anden historie. Netop i nordøstamerika, og specielt i Pennsylvania, tappes masser af birkesaft, og det bruges til Birch Beer, sirup og tilsætning til madvarer bl.a. is.


Birkeøl laves af saft, der reduceres ved opvarmning til en "oil" og i mit tilfælde var det så farvet og tilsat kulsyre, men nej, det var ikke godt, hvis man forventer øl eller cola (som det lignede). Ellers solgte de sirup fra birk. Det har jeg - senere - fundet ud af kræver flittig tapning, at lave birkesirup. Der bliver kun 1 % sirup, når man koger ind/reducerer.

Ellers har finnerne forlængst fundet ud af at udvinde sukkererstatningsmidlet Xylitol fra birk. Det hjælper de sukkersyge og bruges i madvarer og navnlig kender man det fra diverse tyggegummi (hvis man tygger den slags).

Ellers er det blevet enormt trendy - jf. artiklen i Jyllandsposten - at drikke birkesaft. Og hvem vil ikke gerne være trendy? Men 80 kr./L i Irma? Og hvad koster det så lige på de der trendy restauranter, hvor man kan få frisktappet birkesaft?!

Men man kan jo selv tappe - som artiklen også lagde op til.

Har man et birketræ, og er kalenderen korrekt indstillet til marts eller april (før bladspring), så behøver man kun en boremaskine, et rør og en beholder til at samle op i. Da saften skal fryses for at holde sig - medmindre man drikker det med det samme, eller bager boller af den, jf. nedenfor - så er det smart at tappe direkte i fryseposer f.eks. dem, der bruges til at fryse isterninger i.

Man borer et hul på 5 mm og bruger knæk-sugerør og plastikpose/frysepose og noget klisterbånd. Og så en trædyvel som et plaster på såret (træets). Dyvelen kan laves af en tør birkegren, der bankes i borehullet bagefter. Modsat Jyllandsposten, så synes jeg at have konsateret, at det virker bedst/er nemmest med knæksugerør, hvor man bruger den korte ende til at stikke i træet og borehullet skal være en 3-4cm dybt og vandret eller skråt ned i træet, så sugerøret ikke falder af. Så klistrer man posen på, og lukker tæt, så der ikke kommer skidt i.


Bemærk, at der kun kan tappes i kort tid med den her metode. Det tager højst en ½ -1 time at få et ½ liter, så posen skal være rimelig godt hængt op. Med en lille time og 2-3 tappesteder får man en liter og har tjent 80 kr. uden at gå i Irma. Vil man have mere, må man bruge en dunk.

 
Hvis man nu synes, det smager lidt...eller meget...af vand, så har man efter mine smagsløg helt ret. Men sådan en gang selvaftappet birkesaft i isterningeform i fryseren vil være meget trendy i juice, isvand og drinks lang tid frem, når man fortæller sine gæster derom, og så har man sparet en masse penge, og måske er det sundt og allergiforebyggende!

Men på den anden side må der vel være stærke sager i en væske, der pumpes op med så stor kraft i trætophøjde, og som kan få et helt træ til at springe ud.

Efter artiklen skulle boller med birkesaft lade sig bage af:

  • 75 g smør

  • 2 dl birkesaft

  • 25 g gær

  • 1 spsk sukker

  • 1 tsk salt

  • 7 dl hvedemel
Hertil kan tilsættes 50 g rosiner, 1 stang kanel eller noget kardemomme.

Smelt smør, opløs gær i birkesaft og tilsæt øvrige og ælt godt. Hæves 20 min. og formes og hæves derefter i 40 min., pensles og bages ved 200 grader i 20 minutter.

2 kommentarer:

  1. Læs om yderligere eksperimenter under "Birkesaft 2" på http://hjorthlarsen.blogspot.com/2012/03/birkesaft-2.html

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet