 |
| Gøttrupstenen |
På billedet neden for har jeg tegnet vinklen på de 2 riller lidt groft op. Den skulle efter sigende være 102 grader. Når mærkerne ikke tilnærmelsesvis er i ret vinkel (90 grader) indikerer det, at det ikke er den - dygtige - stenmesters forsøg på at hugge en af de mange kvadrer, der vinkelret og skarpt danner kirkeskibet.
Det har afdøde E. Laumann Jørgensen også argumenteret for, og ret så energisk. Han hævder, at der, jf. vinklen på 102 grader er en astro-arkæologisk betydning. Altså at vi har at gøre med en slags astronomisk markør. Kløvespor ved sædvanlig kvadre-fremstilling er nemlig punktvise og dybe. Her er de lange og måske knap så dybe.
Bare ved at se på stenen og sammenligne den med kirkens kvadrer i øvrigt ses det, at kløvning af stenen for at få byggekvadrer ikke kan have været formålet med mærkerne. Kvadrerne bliver for små. Arbejdet med de lange furer er også spild af tid i forhold til punkter på en flækkelinje.
Jeg har ellers meget respekt for E. Laumann Jørgensens ideer og fund, hvor han ret overbevisende påviser, at forskellige arkæologiske anlæg netop har sigtelinjer mod eksempelvis forårsjævndøgn etc. (se bl.a. her på bloggen om Han Herreders tingsted).
Det har afdøde E. Laumann Jørgensen også argumenteret for, og ret så energisk. Han hævder, at der, jf. vinklen på 102 grader er en astro-arkæologisk betydning. Altså at vi har at gøre med en slags astronomisk markør. Kløvespor ved sædvanlig kvadre-fremstilling er nemlig punktvise og dybe. Her er de lange og måske knap så dybe.
Bare ved at se på stenen og sammenligne den med kirkens kvadrer i øvrigt ses det, at kløvning af stenen for at få byggekvadrer ikke kan have været formålet med mærkerne. Kvadrerne bliver for små. Arbejdet med de lange furer er også spild af tid i forhold til punkter på en flækkelinje.
 |
| Næppe til byggebrug...? |
Men jeg tror nu ikke det er sigtelinjer, der er på stenen. Den store tværgående har ikke et lige forløb, den bugter sig og er grov og vid. Så går præcisionen ud mod sol eller måne eller stjerne og universet ligesom tabt med det samme. I toppen af stenen er rillen også nærmest en kile - "dalformet", om man vil. Endelig vender de to riller i hver sin retning. Det er lidt underligt med et sigteredskab. Men man ved jo aldrig.
Nej, jeg tror det her er en frugtbarhedssten. Her har generationer af bønder på et givent tidspunkt, før forårspløjningen, kommet med deres plovskær og andre markredskaber for at hvæsse dem på den hellige sten. Det har været en symbolsk handling for at sikre frugtbarhed - og en god høst.
Hvis jeg har ret, passer jo ikke ret godt ind i den kristne tankegang. Det passer sig slet ikke på en kirkegård at have en hedensk sten med hedenske formål og ritualer. Men stenens magt og brug har været så indgroet fra før den nye religions tid, at ingen bonde, der ville en god høst, turde bryde mønstret - i hvert fald ikke før op mod vor tid, og længe efter kristendommen og kirken kom til. Derfor lever stenen den dag i dag.
Mads Lidegaard er i "Danske sten fra sagn og tro" inde på emnet (side 34f). Her skriver han, at der flere steder i kirker sidder sten med hvæssemærker. De ville ikke gøre redskaberne noget godt, men derimod gøre dem døve;. Derfor er det en rituel slibning, der er sket på disse sten.
Lidegaard nævner "en kirke ved Holbæk" (ikke hvilken), hvor der skulle sidde en stor natursten i væggen, som er fyldt med sliberiller på kryds og tværs. Her skulle en gammel mand have berettet for ham, at førhen gik man inden forårspløjningen til smeden og fik hærdet plovjernet. Når mørket så faldt på, listede bønderne sig i dølgsmål (så præsten ikke opdagede det) med det nyhærdede plovjern til stenen i kirken, og hvæssede plovjernet mod stenen, så høsten kunne blive god.
Jeg kan naturligvis ikke føre bevis for, at Gøttrupstenen er en frugtbarhedssten. Jeg kan heller ikke bevise, at den har magiske kræfter til at skænke frugtbarhed i marker, der blev pløjet med jern, der var hvæsset her, men jeg kan heller ikke finde andre forklaringer.
I hvert fald er stenen, som den ligger gemt af vejen, netop ved sin placering, som nævnt indledningsvis, tydeligvis ikke noget, man har villet reklamere med i Gøttrup. Men man har beholdt den, og den var for god at have til at slå i skærver eller andet, og derfor har nogen indtil nyere tid vidst, at den måtte man hellere respektfuldt gemme, men også gemme af vejen på grund af dens ukristelige symbolik ( hvor plovjernet er blevet rustet til at møde Moder Jords plovfure - et symbolsk samleje - og sikre høsten). Ja, stenen har været en slags afrodisiakum for jordbrug.
Og heldigvis står den der endnu - Gøttrupstenen altså! Den har stået på helligstedet fra Arildstid og tjent sit formål. Stenen har en historie, der er ældre end kirkens, nok endda en del ældre, og så er kirken kommet og har sat sig på kultstedet, men uden at få bugt med forestillingerne knyttet til den hedenske sten og dens skik og brug. Der er indgået et kompromis med den nye tro; og man har sat stenen lidt til side, bag kirken.
Mon der er nogen derude fra Gøttrup og omegn, der ved noget (mere - eller andet)? Jeg hører meget gerne jeres forklaring på stenen - hvis der altså er nogen - og hvad I mener om min teori; eller de andre.
En sidste underlig ting er stednavnet Gøttrup, der minder meget om 'goter', og 'Gotland' og dermed noget svensk. På Gotland kendes i hundredvis af rillesten! Er der en sær svensk forbindelse?!
Nej, jeg tror det her er en frugtbarhedssten. Her har generationer af bønder på et givent tidspunkt, før forårspløjningen, kommet med deres plovskær og andre markredskaber for at hvæsse dem på den hellige sten. Det har været en symbolsk handling for at sikre frugtbarhed - og en god høst.
Hvis jeg har ret, passer jo ikke ret godt ind i den kristne tankegang. Det passer sig slet ikke på en kirkegård at have en hedensk sten med hedenske formål og ritualer. Men stenens magt og brug har været så indgroet fra før den nye religions tid, at ingen bonde, der ville en god høst, turde bryde mønstret - i hvert fald ikke før op mod vor tid, og længe efter kristendommen og kirken kom til. Derfor lever stenen den dag i dag.
Mads Lidegaard er i "Danske sten fra sagn og tro" inde på emnet (side 34f). Her skriver han, at der flere steder i kirker sidder sten med hvæssemærker. De ville ikke gøre redskaberne noget godt, men derimod gøre dem døve;. Derfor er det en rituel slibning, der er sket på disse sten.
Lidegaard nævner "en kirke ved Holbæk" (ikke hvilken), hvor der skulle sidde en stor natursten i væggen, som er fyldt med sliberiller på kryds og tværs. Her skulle en gammel mand have berettet for ham, at førhen gik man inden forårspløjningen til smeden og fik hærdet plovjernet. Når mørket så faldt på, listede bønderne sig i dølgsmål (så præsten ikke opdagede det) med det nyhærdede plovjern til stenen i kirken, og hvæssede plovjernet mod stenen, så høsten kunne blive god.
Jeg kan naturligvis ikke føre bevis for, at Gøttrupstenen er en frugtbarhedssten. Jeg kan heller ikke bevise, at den har magiske kræfter til at skænke frugtbarhed i marker, der blev pløjet med jern, der var hvæsset her, men jeg kan heller ikke finde andre forklaringer.
I hvert fald er stenen, som den ligger gemt af vejen, netop ved sin placering, som nævnt indledningsvis, tydeligvis ikke noget, man har villet reklamere med i Gøttrup. Men man har beholdt den, og den var for god at have til at slå i skærver eller andet, og derfor har nogen indtil nyere tid vidst, at den måtte man hellere respektfuldt gemme, men også gemme af vejen på grund af dens ukristelige symbolik ( hvor plovjernet er blevet rustet til at møde Moder Jords plovfure - et symbolsk samleje - og sikre høsten). Ja, stenen har været en slags afrodisiakum for jordbrug.
Og heldigvis står den der endnu - Gøttrupstenen altså! Den har stået på helligstedet fra Arildstid og tjent sit formål. Stenen har en historie, der er ældre end kirkens, nok endda en del ældre, og så er kirken kommet og har sat sig på kultstedet, men uden at få bugt med forestillingerne knyttet til den hedenske sten og dens skik og brug. Der er indgået et kompromis med den nye tro; og man har sat stenen lidt til side, bag kirken.
Mon der er nogen derude fra Gøttrup og omegn, der ved noget (mere - eller andet)? Jeg hører meget gerne jeres forklaring på stenen - hvis der altså er nogen - og hvad I mener om min teori; eller de andre.
En sidste underlig ting er stednavnet Gøttrup, der minder meget om 'goter', og 'Gotland' og dermed noget svensk. På Gotland kendes i hundredvis af rillesten! Er der en sær svensk forbindelse?!
 |
| Gøttrup Kirke |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar