|
"Vilde" pinseliljer på skrænten med Kilen bagved |
Det er længe siden, jeg sidst har været her i Blogland. En travl april har det været, og der er altid nødvendige prioriteringer. Her har bloggen ikke været en af dem. Men jeg har altså ikke været lock outet! I mellemtiden kan jeg notere mig, at bloggen har rundet 32.000 sidevisninger i de 5½ år, den har været på.
I begyndelsen af april var jeg til en minderig koncert på Musikskolen arrangeret af Struer Går Live. Det var med newyorkeren Ed Romanoff, som i den grad gav den gas med sange i klasse med Cash og Cohen og en stemme, der tålte sammenligningen. Fantastisk stemning i Musikskolen, hvor der ikke kunne lukkes flere ind. En behjertet koncertdeltager har filmet et covernummer af
Patsy Cline. Det var langt fra hans bedste, men giver et indtryk. Backingen var med danske The Sentimentals, der heller ikke spiller ringe - slet ikke!
Ellers har tiden været knap, da arbejde og andre pligter tager meget af ens vågne tilværelse. I disse henseender har der da - som sædvanligt - været en del oplevelser. F.eks. første gang, jeg har oplevet en klient råbe "fede idiot" efter retsformanden i Vestre Landsret. Han havde gjort sig udtilbens ved at true nogle medarbejdere i Jobcentret. Han forklarede mig, at Jobcentret ikke forstod ham: "Har du været der?", spurgte han; Næe...? "Suppehøns!...Over det hele!" Klart nok. Så bliver man da naturligt frustreret!
Sidste fredag, var vi i sommerhuset og fik russiske gæster fra "Hannes" handelsskoles venskabsskole i Vladimir. Meget hyggeligt, selvom kommunikation, uden fælles sprog, kan være vanskelig. Men "datsja", og skål og tak - og et par ord mere - har jeg da samlet op. Man skal jo også kun sige "Olga Korbutz" til idræts-læreren, og så er stemningen allerede i top. De tog billeder af alt lige fra postkasser til redskabsskure og pejse. Pludselig rejste Sascha sig og sang, smukt og højt, en fin, vemodig sang midt i middagen. Så vemodig, at Galina fældede mere end én tåre - men hun forstod jo også teksten. Vi andre måtte nøjes med den smukke, rene sang, som var så følelsesfuld, som kun russere kan være.
Ellers blev jeg afsat den 03.04.2013 som overmester for Odd Fellow Broderloge nr. 63 "Kilen" efter 2 år i overstolen (som formand). Det var nu ikke dramatisk, men helt ordinært, så den nye overmester kunne komme til magten for den næste 2 års termin med de andre nye embedsmænd. Nu er jeg så "fungerende eksmester" de næste par år, uden alt for mange forpligtelser. Py ha - efter 6 år som embedsmand (dvs. medlem af bestyrelsen). Mit glade kontrafej kunne ses forrest på billedet i
Ugeavisen. Godt system, at der er en turnus, som i naturen, hvor det gamle og udtjente, skal vige for de nye til bestemte tider.
|
Sidste års græs efter vinterens strabadser |
Den store flok sangsvaner, som jeg var meget optaget af i marts, har forladt Kilen ligeså pludseligt, som den kom. Nu har vi kun de ca. 15 par knopsvaner, der plejer at være. Men stæreflokken er begyndt at samle sig til aftenkvarter dernede i sivene, mens lappedykkeren har danset pardans og pønser på at blive flere.
|
Lappedykker på Kilen |
Ellers kan foråret ikke længere bortforklares, de meget forsinkede anemoner, er i hvert fald på spring. Men som det ses nederst, har vi fået en snemand i forhaven. Det er en vandrepokal, som de tidligere arrangører af vejens julefrokost, har stillet her i nattens mulm og mørke, som en reminder om, hvem der skal arrangere den næste gang. En vinter-souvenir!
|
Anemoner |
|
Hanne med snemanden i vores forhave |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar