mandag den 1. februar 2016

Jakob Knudsen 1858-1917

Jacob Knudsen - Foto: Det Kgl. Bibliotek
Jakob Knudsens sind blev dannet i drengeårene (fra 1864-1872) i Aggersborg, Øster Han Herred. Det blev præget af faderens højskolebaggrund; og af at faderen var forkyndende grundtvigiansk præst blandt missionske bønder og herremænd; og det blev dannet i den sprække til de nye tider, der var slået i de gamle samfundsstrukturer. Hans lykkeligste tid, mente Jakob senere. Dét at være sindet, at have sind, har en særlig nordjysk betydning. Netop dét skrev Jakob en fremragende roman om i 1903: "Sind". Den foregår netop her i engene ved Fjorden i Øster Han Herred. Jeg kan vist godt afsløre, at den handler om "Death by Cop"...?!

Du har nok allerede, når du læser videre i denne tekst, spekuleret på, om Jakob Knudsen ikke r ham der med salmen Se nu stiger Solen (fra 1890), og jo, det er det! Et umådeligt flot digt, der har fået en skræddersyet melodi, der lyder som den stigende Sol. En hyldest til livet - naturen - men som nu er blevet til en salme, der synges til begravelser. Men det giver vel god mening?

Vi, der kommer fra det nordjyske, ved at ordet sind har en anden betydning, end på (rigs-)dansk. Har man sind, er man lidt rethaverisk, lidt udfarende og meget kompromisløs - lidt galsindet. Galsindet er også med nordjysk indforståelse en sær person - nogen med en psykiatrisk diagnose i resten af Danmark, om jeg så må sige...

Faktisk hører man endnu enkelte fortælle, at når de er blevet vrede over noget, er de blevet "sinne". Sådan en person er hovedpersonen, Anders Hjarmsted, i "Sind". Han tåler ikke uretten, den er væmmelig, og mistroen til andre nager ham om, at de vil påføre ham uret.

Interessant, synes jeg, at en anden hanbo, der er hovedperson i en roman - nemlig Johan Skjoldborgs Søren Brander (i "En Stridsmand" fra 1896) er præcis samme type (læs om ham ved dette link). Mon ikke Knudsen har læst Skjoldborg? De 2 hovedpersoners skæbner bliver dog noget forskellig - Knudsen har strammet plottet. Knudsen har således ingen happy ending med engle og mors fadervor for det indre øre ved dødslejet, men derimod en slutning med en blodig selvmordsaktion - som sagt: "Death by Cop". Anders Hjarmsted fik ikke ret, selvom han indtil et vist punkt i hvert fald havde det, modsat Søren Brander der både havde ret, og fik ret.

Anders Hjarmsted tager en i hvert fald indledningsvis retfærdig kamp op, men det bliver for stor en mundfuld objektivt set; og med det sind, skal det gå galt.

Anders' retfærdighedssans fører ham ind i en spiral af stadig større uretfærdigheder, hvor han ved blot at have kunnet tåle, bide i sig, lidt uretfærdighed, kunne have skabt sig et fundament for at opnå retfærdighed, i stedet for at - i bogstaveligste forstand - at bringe det største offer for retfærdighed: Sit eget liv i en veritabel selvmordsaktion, men læs den nu selv!

Der er meget Han Herred i dialog og udtryk, men også det usagte (der kan sige mere end ord) - og ikke blot i ordene i bogens dialog, men i Jakob Knudsens måde at fortælle på. Jeg følte mig hjemme. Jeg holdt med Anders. Jeg blev helt sinne på hans vegne - men syntes alligevel bagefter, at det var lige grov nok. Jakob Knudsen manipulerer med én, og det på en dygtig måde. Som sagt: Læs den.

Knudsen blev fodslæbende uddannet som teolog, som faderen, og ville egentlig gerne være doktor i filosofi, men det lykkedes ikke for ham (bemærk interessen for psykologi, for sindet). Han endte som valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers. Her blev han fyret på grund af en skilsmisse. Han fandt sig nemlig en ny og meget yngre model. Det var for stærk kost i Mellerup, og valgmenigheden fra-valgte ham.

Se nu stiger Solen...
Et af de få oplivende momenter ved bisættelser, er de stærke ord, der i sammenhængen findes i enkelte salmer.

En af de stærkeste tekster, og med den smukkeste melodi, som nogen salme har, er "Se nu stiger Solen" af Jakob Knudsen fra 1890. Melodien er af Oluf Ring fra 1915, og den passer perfekt til sangens tema om solopgangen - og til Solens stigende bane mod middag, og faldende hen over verset mod aften, hører jeg det som, men med en lille løfterig positiv strofe til slut, hvor Solen er gået ned. Solens bane i smuk musik.

Teksten er en voldsom naturoplevelse, som man indvies i; som at være der selv.

Der er tale om (!) en fødsel - Solen fødes af havets skød (Jeg er lyset, siger Jesus, så det må være et billede på ham). Havet er altså moderen, som også i mere darwinistiske verdensopfattelser, som Knudsen jo nok har vidst og tænkt ind som evolutionist.

Lyset lander på Jorden: Skabelseshistorien igen. Morgenluften kan kun være selve Herrens, Guds åndedrag, der blæser livet ind; Morgnens vind/ret som om den ånded af lyset ud. 

Der er en optimisme, kraft og tro på kærlighed i digtet - jeg er vild med lignelsen: Om den kaldes moder, søster, elskte.

Det, der har gjort den til begravelsessalme må være stroferne: Lad mig kun drage ad natmørkt hav/lad mig ikkun stævne imod min grav. Det lyder jo fortrøstningsfuldt, lidt vikingeligfærdsagtigt. Man ser for sig det brændende vikingeskib blive skubbet til søs; og ja Jakob må have ret i, at det er i skumringen bålfærden ville være mest udtryksfuld og imponerende.

På samme måde som første vers minder om da sagnkongen Skjold landede - om morgenen - på Danmarks kyst i sit mystiske vikingeskib, og blev stamfader til skjoldungerne - kongeslægtens start - som man kan læse om hos Saxo. Så slutter det med billedet på bålfærden - om aftenen.

"lad mig ikkun stævne imod min grav"
Jo der er meget "højskoledybde" i den smukke salme, der på grund af de lidt hedenske indslag om vikinger formentlig, først ret sent er kommet med i Den Danske Salmebogs. Jeg tillader mig lige at skrive digtet ind her til slut, det er så smukt, dybsindigt og tankevækkende - som sagt et oplivende moment til den sørgeligste bisættelse. Men den passer nu til alle lejligheder, synes jeg. Jeg tænkte f.eks. på den i morges i bilen ved 7.30-tiden, da jeg under mørke skyer så lyset i øst, og anede Solens magt er på vej tilbage:

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.
Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske! 
O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed! 
Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud! 
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn. 
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar