Sådanne formularer og "mønsterbreve" er meget praktiske at have ved hånden, skulle der opstå en skarp situation, hvor man skal fatte pennen for at imødegå udfordringerne. I respekt derfor, vil jeg rent undtagelsesvis ikke ledsage teksten her med et forstyrrende fotografi, men lade det skrevne ord tale for sig selv. Således følgende "formular nummer 42", som jeg håber kan komme en eller anden læser til gavn og glæde...
Titlen på formular nummer 42 er: "En ung Mands Frierbrev til en Pige" (jeg har overvejet, hvorfor titlen er så lang, men det er naturligvis uheldigt, om et frierbrev fra en ung mand afgår til andre, end en pige):
Deres behagelige Omgang har fuldkommen overtydet mig om Deres fortræffelige Egenskaber, og tillige besjælet mig med det Ønske, at kunne blive forenet med Dem for hele Livet. Jeg føler hos mig en uimodstaaelig Drift, der uafladeligt drager mig til Dem. De ledsager alle mine Tanker, alle mine Drømme; og Forestillingen om, hvilken Lykke det maa være, at kunne vandre gjennem Livet ved saadan en huld Skabnings Side, har i min Aand forlængst vækket Længsel efter at bringe denne tanke til Virkelighed. At min Kjærlighed til Dem er reen og hellig, derom maa De ikke tvivle, og jeg ville kun ønske at kunne give Dem de meest overbevisende prøver herpaa. At heller ikke De, dyrebare Veninde, tænker paa mig med Ligegyldighed, troer jeg at have bemærket under vores Omgang. Kan De altsaa beslutte Dem til at indgaa en højtidelig Forening med mig for dette jordiske Liv, saa rækker jeg Dem med rørt Hjærte Haanden og sværger Dem for Guds hellige Alter ubrødelig Troskab. Det vil være min største Fornøjelse at kunne dele enhver Glæde med Dem og gjøre Deres Liv saa behageligt som muligt. Deres kjære Jaord vil hensætte Deres tro Tilbeder i navnløs Henrykkelse.Formular nummer 43 er
Jeg vover at tegne mig i Kjærlighed
Deres....
"Samtykkende Svar paa foregaaende Brev".Den lyder jo rart, og formularen skal nok følge efter her på bloggen, så de kvindelige læsere kan formulere sig passende i fald de får tilsendt Formular nummer 42. I forhold til Fomular nummer 43 lyder Formular nummer 44 lyder knap så rar:
"Afslaaende Svar".Nå, jeg tror I skal få dem begge, men lidt senere, så ingen savner ord i påkommende tilfælde - formularbogen er nemlig svær at opdrive i handlen! Formentlig udsolgt her 150 år efter udgivelsen.
Men jeg kan godt afsløre for evt. håbefulde bejlere, der har brev ude, at et svar fra den udkårne, der starter med "Min Herre!" næppe bør læses til ende, og planerne bør skrinlægges, inden man dummer sig med tilbud om yderligere forening i dette jordiske liv.
Ak ja...navnløs henrykkelse...! Fantastisk udtryk. Jeg synes selv, jeg kan mærke følelsen, når jeg siger ordene ud i luften for mig selv (prøv lige et par gange eller flere - ganske behagelig meditativ virkning, ikke?) - og så ikke mindst; at man selv ikke i en formularbog kan finde ord for den henrykkelse, som denne kvinde har hensat den unge mand i; det siger vel mere end - end ord.........navnløs henrykkelse...mmmhh... !
Sådan en formularbog bliver aldrig for gammel - og 150 år har den holdt allerede.
Det var dog et underholdende og sjovt indlæg - jeg sidder her og smågriner og er ved at få arbejdsfrokosten galt i halsen.
SvarSletGlæder mig til at læse næste kapitel....!
Måske skal jeg vise dette indlæg til min unge nevø - det kunne nok gøre indtryk på kæresten.
Hilsen Berit
Ja, sådan en bog må være guld værd for enhver bejler ☺. Tak for input til en herlig latter, også jeg glæder mig til at læse næste del af føljetonen.
SvarSletTak for kommentarerne. Det var godt, at frierbrevet kom til nytte. Det er vel formålet med frierbreve (selvom formålet med siden her ikke er nytte). Nu er denne lille trilogi komplet, og man kan navigere mellem formularerne, efter humør. Som advokat kan jeg kun anerkende, hvor vigtigt det er med et godt forlæg - vi kalder det paradigmasamling, og vi bruger samlingen dagligt.
SvarSlet