lørdag den 11. september 2010

Gjøltrolden


Plastik-trolden, som Thomas Dam satte i produktion for ca. 50 år siden, ser jo sød og nuttet ud. Præcis så nuttet, at Dreamworks vil lave en film med den, forlyder det. Den rigtge Gjøltrold var ikke sød og nuttet, men stor og farlig og ikke til at spøge med. Beviset står ved kirkegårdsdiget på Brovst kirkegård.

Som enhver - tydeligt - kan se, er der fingermærker efter en, har jeg regnet ud, ca. 50 meter høj trold (husk at trolde kun har 4 fingre inkl. tommelen). Jeg har - med en vis skepsis, indrømmer jeg - som dreng hørt historien om Gjøltrolden og hans vrede mod kirker og kirkeklokker. Faktisk er der flere historier. Men der er jo nok kun én, der er den rigtige historie.

Der var en gang, hvor der boede en trold - en bjergmand - i Gjøl Bjerg. Bjerget var dengang 3-4 gange større, end det er i dag. Det meste af Bjerget ligger  nu i Fjorden som et beskæftigelsesprojekt i form af dæmningen mellem Gjøl og Øland, kørt derud med trillebører og håndkraft i 1914. Synd for Bjerget og for Trolden, for nu er det ihvertfald ikke længere beboelig for en velvoksen trold.

Da kristendommen kom til Danmark flygtede Kæmperne/Troldene ud til de yderste dele af landet, fordrevet af kirkeklokkernes utålelige, for disse hedenske væsner, evindelige bimlen.  Ja, de måtte vist helt til Norge for at finde ro. Det er i hvert fald Saxos teori, hvis man læser i hans bog om "Danernes Bedrifter". Men en god trold giver ikke op uden kamp. Trolden i Gjøl Bjerg smed således sten efter kirken i Brovst (god hørelse har trolde så, vil jeg mene: Der skulle bimles meget højt, eller også sover trolde meget let, for det er ca. 10 km i fugleflugt).

Først smed den én, men den blev for kort, og landede ved Fjorden. Så smed den en mere, men den gik for langt og landede på Mou Kær (her står den endnu  - "Knabelundstenen" - som er en anden historie værd), og så endelig nåede den tredje indviet jord, men uden at ramme kirken. Sådan indså "Bjergmanden", at kampen var umulig og tog måske derfor flugten.

En anden version er, at de 3 sten blev kastet mod hver sin kirke, Brovst, Lerup og Tranum Kirker. Nogle mener, at stenen i Janum - "Janum Kjøt" - var en af de kastede sten. Flere versioner findes i August F. Schmidts "Danmarks Kæmpesten" fra 1932. Deriblandt en ret misvisende én, som jeg gengiver nedenfor. Flere vrangforestillinger peger åbenbart på Torslev eller Attrup/Alsbjerg som bolig for Bjergmanden, og som affyringsrampe for stenen (-e).

Stenen er ret stor, og ingen har siden orket at flytte den væk. Når den nu var dér, har man - som egnens folk jo altid har været nødt til med alt forhåndenværende - gjort lidt nytte af den. Den er nu mindesten for sognets faldne i de slesvigske krige og den fungerer via et vers (på bagsiden) som genforeningssten. Det var jo hele 3 ting (2 krige og en genforening). Man genkender fra sin barndoms skole en anden vigtig lærdom, der må være nedarvet fra tidligere generationer, om at man skal skrive på begge sider af papiret; det kan ikke siges for tit!

Genforeningssten - vers fra 1920
Den første slesvigske krig i 1848 brød ud lige efter, at Danmarks sidste rigtige enevældige konge, Christian den 8., var død. Da han var kronprins inspicerede han faktisk stenen  - omkring 1830. Der må jo være gået visse frasagn om stenens oprindelse til højere steder og igen være skabt en vis nysgerrighed derom.

Pastor Chr. Fr. Jacobsen (præst i Brovst fra 1823-1858) skrev til Oldnordisk Arkiv i den anledning: "Nogle bemærkninger om Brovst Sogns Oldsager foranledigede ved deres kongelige Højheds Huldrige Nærværelse og Erkyndigelse om samme. (...)" Kæmpen - gjorde han gældende - stod på Alsbjerg og brugte kirken, som var ved at blive bygget, som mål for sine stenkast.

Oppe i Vendsyssel mener de nu også, det var Gjøltrolden, der var stenkasteren, men de mener til gengæld, at det var deres kirker, der var målet. Jeg tror dermed, at beviset er leveret for vores gerningsmand - i hvert fald er mistanken kraftigt bestyrket. (Jeg ser herved dog bevidst bort fra andre rygter om stenkast fra Sandelsbjerg mod Gjøl - ellers bliver det vist alt for indviklet). 

Brovst Sogns faldne i de slesvigske krige
Onde tunger påstår i øvrigt, at fingermærkerne i stenens nordvestre side, er udhuggede af mennesker, der havde en interesse i at påvise kirkens magt, og skræmme folk med den allestedsnærværende fare fra de hedenske kæmper og trolde og andet uvæsen, så de blev fastere i den kristne tro. Men mon det nu også kan passe...?!

Posted by Picasa

4 kommentarer:

  1. Fantstisk historie, du her har begået. Jeg kommer nok til på et tidspunkt at følge den op på min egen blog, men vil selvfølgelig i givet fald linke til din blog.

    mvh
    Jesper Hansen

    SvarSlet
  2. Skøn historie, som jeg godt kunne tænkte mig at bruge i radiosammenhæng. Kan du linke til oplysningen om Dreamworks?

    SvarSlet
  3. Tak for kommentarerne. Jeg læste om Dreamworks dels i en avisomtale for nogen tid siden og slog op på http://ir.dreamworksanimation.com/press-release-sub.html?id=1441052 .
    Der er en masse om legetøjstroldehistorien på www.damworld.dk og www.troll-company.dk . Men det er jo rene skønmalerier, hvor Gjøltrolden kaldes for en "lykketrold" og man forbigår stenkastene i larmende tavshed.

    SvarSlet
  4. Tak for svaret. Det er altså en god historie - ikke mindst det med den larmende tavshed, som jeg straks vil arbejde videre med. Dejligt at du vil dele din viden!

    SvarSlet