Tiden...

Tiden er trekantet - fortid, nutid, fremtid - og så en grimasse, der kan passe

Jeg sidder her på terrasen i min hyggelige have en dejlig maj-aften. Jeg nyder aftenkøligheden, der kommer lige så stille, mer og mer, mens de få skyer på himlen bliver lyserøde. Jeg har løbet mig en tur, og har taget mig et køligt glas chardonnay efter et brus. Alene hjemme. Fuglesangen er massiv. De samme banditter, der vækkede mig i morges kl. 04 gennem det åbne vindue. Her sidder jeg så i en lille tidsboble. Noget i dagens mange begivenheder har fået mig til at søge her ind i min gode, gamle blog, som har ligget øde og forladt så længe, selvom jeg holder så meget af den. Faktisk har den ligget stille, siden jeg trak stikket til den og meget andet i mit liv omkring nytår 2015/2016.

Jeg sover ellers normalt godt...igen, men ikke godt nok til at modstå fuglekoret, sådan endnu en fantastisk maj-morgen. Så må man jo lukke vinduet og tage de sidste en-tre-kvart time under dynen på bedste beskub. Jeg vågner som sædvanligt 1 minut før vækkeuret alarmerer kl. 05.45. Det er er faktisk helt overflødig, det ur - og chefen ville nok være forstående, hvis man faktisk skulle sove over sig, tænker jeg.

Men så skal jeg op til min morgenrutine af brus, pulverkaffe og ostemad samt Jyllands-Posten til P1 for så at være på kontoret kl. 07.15, senest.

Jeg glæder mig til weekend, og til at holde fri, men jeg glæder mig også til mandag; at gå på kontoret igen med disse morgenrutiner som baggrund. Det er høj livskvalitet i kombinationen med et meningsfuldt arbejde og en masse dejlige, sære, skøre, mærkelige, men først og fremmest fantastiske mennesker. De passerer forbi mig menneskerne; klienter og modparter og alle de andre. Jeg har min familie og mit netværk som faste holdepunkter. Klienterne er på en eller anden måde i kredsløb, som himmellegemer, der kommer og går. Som Månen, der nu hæver sig på himlen oppe over hækken som snart skal klippes.

Jeg er hårdt matchet hele tiden af tiden, af den manglende tid, men jeg nyder den tid, der er lige nu. Jeg ved, det på mange måder er for godt til at være sandt, som det er lige nu, men også at det er det...sandt.

Jeg ved også, jeg lever på lånt tid, og at jeg skal gribe nuet lige nu. For imellemtiden er de lyserøde skyer over mig blevet natmørke, og de slører månen, selvom den er i ny. Skyer er ligeglade med måner, de trænger sig på, og så kan måner nu engang have den farver måner skal have.

Tilfældigheder førte mig ind i advokatbranchen, men også gennem lang tid, og på grund af en naiv tro på, at alt bliver bedre om lidt - 'det bliver en god dag i morgen-syndromet' - ind i en labyrint væk fra mig selv, til et sted, jeg ikke var komfortabel. Klienter, der bliver budgetmål og til tal, og arbejdet, der er et nødvendigt onde. Kompromiser for dagen og vejen i kortsigtede løsninger på det, der kun har værre udsigter, man bør jo vide det.

Jeg har kun mig selv at bebrejde for det, der gik skævt. Jeg ved, jeg har mange, jeg skylder en undskyldning, fordi de troede på mig, og gik med mig, men jeg kunne ikke - manglede mod og mandshjerte, og det skammer jeg mig over. Men der er så meget, man skal lære. Og det er svært at gøre det rigtige, selvom facitlisten altid har været der i et tungt vakuum ved hjertet.

Jeg tror ikke, jeg er verdens bedste jurist, men jeg tror nu heller ikke, jeg er den værste. Jeg vil gerne gøre det godt, så godt som muligt - og muligt har altid noget med tid og økonomi at gøre.

Nu har det nok mest mest med tid at gøre, for da jeg besluttede at gå solo omkring nytår 2016, var kalkulen, at vi da nok ville kunne klare os, at min kones gymnasielærer-løn ville kunne betale vores regninger - selvom jeg så ind i 2 års spærretid som advokat på denne egn. Så måtte økonomien lige være bæredygtig nok.

Sådan gik det ikke, da jeg fik en fin løsning med mit gamle firma om at kunne blive i branchen og området, og det er jeg meget taknemmelig over, men det kom som en overraskelse for mig. Jeg kan nok heller ikke andet, end være advokat efter de 30 år, jeg havde været i branchen. Men økonomi er vigtig, men bare den er i relativ ro, og under kontrol, så går det nok - og jeg kan faktisk godt drive en advokatforretning selv.

En herre, som jeg lige nævnte indledningsvis, kontaktede mig i dag om en ny sag. 'Vi kender jo hinanden', sagde han, og nævnte hvorfra. 15 år siden, må det have været, mindst, og jo, jeg huskede ham godt, men sagen dog mindre: 'Vi fik kaffe af mågestellet her, og du havde din fuldmægtig med' - og dér dukkede billedet op for mig af en time i min advokatkarriere for 15 år siden.

Jeg husker, det så godt, og jo vi kender hinanden, og han søgte mig nu efter n pause i tiden på 15 år; og på en ny adresse, og på en anden telefon - i en ny dimension, virker det til, en dimension af tid, der står stille, men som altid er. Den menneskelige faktor. Det er så godt, og den der, 'vi-kender-jo-hinanden-tilgang', har jeg oplevet tit, de sidste halvanden år, hvor jeg har drevet mit nye lille firma her i mit "hood"; Struer.

Bevar's, at kende hinanden, er ikke en økonomisk fordel, ikke altid, hvis man skal drive forretning. Det gør det pludselig til en nødvendighed at være kynisk i økonomisk øjemed, eller som alternativ lidt naiv i økonomisk henseende. De to alternativer.

Kan man svigte klienten, som man kender, og som kender én, hvis klienten ikke kan betale for at få løst sit store problem? Hvis man vil være en del af livet, og sådan som det leves her i vores lille del-mængde af virkeligheden, må man gøre sin skyldighed i økonomisk naivitet, men så får man nok en røget ribbensteg af trøste sig med. Den er så måske til gengæld Danmarks dyreste. Bare som eksempel.

Men folk har en robusthed som klienter, selvom det koster at være det, og det imponerer mig.

Nu er det mørkt - så mørkt som det bliver i maj i Danmark; i morgen er på vej.