søndag den 9. juni 2019

Drengen på banegården - del 1

Frihedsmuseet Fil-ID 216175
Samme sted 2019
12-13 år gammel? Kun en dreng i hvert fald - den lille fyr, der står op mod muren. Døren ved siden af drengen er skiftet en gang siden 1945, hvor billedet blev taget. Det er taget på Struer Banegård. Det var der det dramatiske optrin fandt sted. De to uniformerede er tilsyneladende tilbageholdt.


Fotografiet har fascineret mig. Der er så meget koncentreret historie og fortælling i det fotografi. Det er det, et godt fotografi kan; fortælle.

Drengen i plusfour og træsko med hælkappe, midt i billedet, der bare står og ser på - som os andre - uden at være med i det, der sker. Danmark som tilskuer til en verdenskrig. Den unge fyr til venstre i døråbningen med briller og armbånd og  - er det ikke en gammel tromlerevolver i hans bælte - med kolben, der stikker op? Ikke den mest sikre opbevaring af et våben. Noget, en nybegynder kunne finde på. Soldaten helt til højre er i tysk uniform med gefreiter-distinktion (korporal) på skulderen. To uniformerede soldater fra den tabende side, der står op mod muren og venter, taget til fange?

Jeg har ledt efter forklaringen, men den gives ikke umiddelbart - i hvert fald ikke fuldt ud. Historien bag er til dels gået tabt, og den er desværre ikke længere rigtig til at få hold i, selvom jeg har søgt grundigt.

Jeg ved, tror jeg nok, hvem der tog billederne (det er en billedserie, men spredt i flere arkiver mærkeligvis). Det var ingeniør Carl Chr. Wriedt (B&O), men her har fotografierne nok været taget i hans egenskab af medlem af modstandsbevægelsen under Struer Sektion. Jeg ved, han blev udtaget som tolk for modstandsbevægelsens regionale ledelse i dagene lige efter befrielsen, formentlig direkte under distrikt Nordjylland. Han kunne tysk.

Men i en tid, hvor man manglede at, og hvor fotografering var en hobby for de få, er en hel billedserie, som her, der helt sikkert ikke var bestemt til familiealbummet, noget særligt. Det har været betydningsfuldt for fotografen at tage disse billeder.

Drengen har også fascineret fotografen, der tog flere billeder med drengen i centrum - mindst 4 billeder er der af drengen på banegården. C.C. Wriedt ville gemme den her historie for eftertiden - og alligevel er den forsvundet; gledet os af hænde. Jeg har spurgt en efterkommer, lokalhistorikere og lavet Facebookopslag og spurgt i lokalhistorisk arkiv, men der er intet kommet frem...endnu.

Det åbenbare er, at det er kort efter befrielsen: Der er modstands-folk på banegården i Struer. Et par uniformerede soldater fra den tidligere besættelsesmagt kan ikke få lov at tage toget? Banegården bevogtes tydeligvis af modstands-folk, og soldaterne må pænt vente. Mere ved jeg faktisk ikke.

Af et andet billede synes jeg at kunne skimte 2 tysk-uniformerede ved dørene som en slags vagt, og en anden går frit bort fra stedet. Bevogtede både modstandsfolk og tyskerne banegården? Det kan godt tænkes, at der har været et samarbejde om at holde tropperne under kommando, og under kapitulationsvilkårene; de skulle marchere til fods til grænsen.

Men jeg har tænkt mig at følge billedet tilbage til dets kontekst - hvis det lader sig gøre. Jeg håber på hjælp derudefra til at få personerne identificeret, og til at få fastlagt, hvad der sker, og hvorfor? Jeg har fundet lidt flere fotos fra samme dag, som skulle være den 06. maj 1945.

Min overfyldte opslagstavle p.t.
Billedet findes dels i Frihedsmuseets arkiv, men også på Arkiv.dk (B75606), og her tidsfæstes det præcis til 06. maj 1945 (det fremgår ikke, hvordan).  Billedet angives på Arkiv.dk som hjemmehørende i Nordjyllands Kystmuseums samlinger (det er i Frederikshavn - Bangsbofortet). Fotografiet af drengen og begivenheden på Banegården findes også i Rigsarkivet og kan fremsøges på Nettet; og altså som nævnt på Frihedsmuseets billedarkiv som fil 216175.

En rekrut fra Volkssturm eller evt. fra Levente-bevægelsen på Banegården i Struer -
Struer Museum og Frihedsmuseets Fil-ID 216179 m.fl. Fotografi af C.C.Wriedt

Et andet fotografi fra serien (dét lige oven for) af drengen er brugt i bøgerne "Struer under Anden Verdenskrig" af Jacob Munkholm Jensen og i "Glimt fra dagliglivet i Struer 1940-1945". Begge bøger angiver Struer Museum/Lokalhistorisk arkiv som kilden, og her findes et par af de samme fotografier som på Nordjyllands Kystmuseum/Frihedsmuseet. Her er giveren af 2 fotografier af drengen, som allerede nævnt, registreret som C.C. Wriedt, Nørgaardsvej, Struer.

Den ene af de ovennævnte bøger beskriver drengen som en tysk soldat. Den anden bog oplyser, at billedet er fra Østre Skole. Jeg har gættet ham til at være ungarer fra lejren syd for flyvepladsen i Rom ved Lemvig, men hans uniform passer ikke; den ser ud til at være tysk.

Han ser meget ung ud - knap nok teenager; og det kunne til gengæld godt passe med de ungarnske børnesoldater, Leventerne. Hans alder ser trods alt ud til at være for lav af tyske soldater at være. Yngste årgang værnepligtige var 1929 (16 år) mod krigens slutning, men her blev også, da alt var tabt, en del Hitler-jugend sendt i krig, helt ned til 12-års alderen. Jeg tror kun det var i Waffen SS- regi, og ham her har ikke SS-insignier. Derfor undrer jeg mig lidt - også over, at han er alene på banegården - en desertør? Der var stadig kommando, og styrkerne var bevæbnede, og der var dødsstraf for desertører, også efter befrielsen.

Han ville bare gerne hjem, nu hvor krigen var slut, men det var jo ikke sådan lige til.

Som sagt; er der nogen, der kender personerne på billederne, eller som kender til, hvad der skete? Jeg fortsætter med at gætte mig frem her på bloggen i et par indlæg mere med flere billeder.

(fortsættes)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar