Ground Zero

Når man bevæger sig mod Lower Manhattan med linje E og stiger op på stationen World Trade Center, er det som at bevæge sig fra en verden til en anden. Her er et åbent sår, det fornemmer man klart.

Vi  kan alle huske, hvor vi var i det øjeblik 11. september 2001, da sandheden om den anden verden gik op for os - da World Trade Center sank i grus. Et skel og et spring i tid, var det. Et fælles før og efter var en realitet.

Jeg tog nogle billeder på stedet, som jeg i al beskedenhed synes, udtrykker den trøstesløse stemning, stedet har. En stemning af længsel og tab ved synet af højst et fata morgana af en tabt verden.

Ground Zero lægger straks sin stemning og bånd på folk, der her kommer op fra subway'en og stopper deres samtaler på trappen for så at bevæge sig, og tale som om intet er tilladt her. Al nutidig snak bliver suget tilbage i tiden af et gigantisk magnetfelt  - af længsel?

Det er tydeligt, at det man kom for at se, ikke kan ses. Det forbløffende var, at det var en overraskelse - at det kom bag på én.

I disse dage kommer stemningen tilbage - klart og tydeligt. Jeg har også set på billederne igen. Fik historien den rette slutning med 'Has Bin Laden'? Lidt fadt, at han bare blev dræbt, men det var jo det nemmeste, men næppe det rigtigste. Og var det så slutningen? Befrielsen?

Subway stationen WTC set fra den lille kirkegård

Er det ikke som om, dette gitter vokser op i himmelen? Sammenlign med det første billede.