lørdag den 31. december 2022

Zeitenwende - nytår 2022



Da Muren faldt i november 1989, havde der en tid været noget i luften. Forandringens vinde. En ny verdensorden, troede man. En tid hvor fortiden kunne begraves og vi kunne gå sammen ind i en fremtid...som brødre. Det var hvad Klaus Meine skrev og beskrev i Skorpions 'one-hit-wonder' Wind of Change. 

Han havde set håbet i øjnene på folk ved en musikfestival i Moskva i sommeren 1989. Folk gik langs Moskva-floden:
Walking down the street
And distant memories are buried in the past forever
I follow the Moskva and down to Gorky Park
Listening to the wind of change.

Det holdt ikke. Det havde skrantet i lang tid - håbet om fredelig sameksistens - for så at dø den 24. februar 2022.

Nu kan Tysklands paranoia efter 2. verdenskrig ikke stå distancen længere. Den nye krig i Europa kræver en kraftig oprustning. De nye vinde, der blæser fra øst. Zeitenwende, taler de om dernede. Tidehverv. Vi er i hvert fald i en skelsættende tid. Det er usikkert, hvad der sker, men ny oprustning er svaret.

Fra Wind of Change til Zeitenwende. Vi er ikke som brødre.

Desværre ser det ikke ud til, at den nye kurs mod en fælles fallit ændres lige med det første. Men håbet må vi have med. Tak til de modige ukrainere for at stå op for os. Måtte det gå dem godt - for vores skyld og ikke mindst deres egen skyld - og må 2023 bringe dem fremgang. Godt nytår.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar