Et brev til mig ("Letter to You" fra Bruce Springsteen)

Det her kassettebånd kunne jeg altså ikke smide ud med alle de andre, da der beordredes oprydning

Bruce og jeg har efterhånden fulgtes langt henad vejen. Det var vel tilbage i -75, jeg joinede, da han tordnede derudad på Thunder Road (fra "Born To Run"). Om det var de lange, lige betonveje, som jeg er vokset op ved, hjemme i Nordjylland, eller lysten til bare at komme afsted, der ramte mig, ved jeg ikke, men længsler og 'fire' og fart over feltet bragte han til mig.

Ved 'Born to Run' (1984) var mit liv et andet sted; på et kollegium i Aarhus, men det album er albummet i mit liv. Jeg kom på andet kassettebånd pga. slitage, før firserne fik ende, og så blev båndet opgraderet til CD pga. den teknologiske fremgang (og fordi jeg omsider fik råd til en CD-afspiller). Nu er CD'en opgraderet til et sted i skyen, som jeg af og til vender hjem til i en vemodig stund, når livet tager på afveje. Her den 23. oktober fik jeg et brev fra bossen, og det er vist på høje tid at skrive tilbage:

Kære Bruce - tak for brevet. Dejligt at høre fra dig igen - er det 6 år siden sidst?

Men Bruce, gamle ven; du går jo og hænger lidt med næbbet! Kom nu ind i kampen igen - 71 er ingen alder! Jo, jeg kan godt høre, at din kraftfulde stemme er blevet noget rusten og slingrende/tynd. Du lyder jo næsten som Neil Young -  men vi bliver jo ikke yngre, og selv har jeg haft ondt i knæet på det sidste, og lægen siger, det er noget gammelmandsnoget. Come on - den slags skal da ikke slå os ud, vi er da tougher than the rest - ikke?

Du savner Clarence Clemmence, og efter at have hørt Clemmences nevø - eller hvad han nu er - på pladen, savner jeg endnu mere den rigtige Clemmence. Men sådan er det jo, og det er en meget fin ode til den store sorte sax, du har skrevet med "One Minute You're Here" (skæring 1) om "big black train comin' down the track". Toget, tænker jeg, er det hjemme i din hometown, Freehold NJ, der gungrer, endeløst tilsyneladende, forbi i sangen og efterlader pludselig, når vognene slutter, dine pennies flade og varme af friktionen og trykket, der på skinnen. Stjerner falmer på en himmel så sort som sten, skriver du - er hans gravsten sort? Hans minde er lyst og tåler tidens tand.

"Hometown" fra "Born in The USA" klædte i øvrigt Bidens kampagne! Og tillykke med resultatet, du gamle, det må have glædet dig! Jeg synes også, det bliver godt, at få det rigtige USA tilbage.

Titelsangen (skæring 2) "Letter to You", er ærlig talt lidt flad - 45 år med rock og med et band er flot, men sangen er en lidt banal varedeklaration for pladen her, lidt overflødig omsvøb, ikke mindst når der i forvejen puttes 3 gamle numre fra 70'erne på som fyld. Det hedder sig, at du har skrevet pladen på en uges tid. Sangene kom som en åbenbaring ud af en guitar, du fik forærende af en fan; pludseligt, efter års skrivetørke, kom sangene til dig, og til bandet, som et lille mirakel, de stod nærmest i kø ud af guitarens klanghul.  

Bandet bag dig har stadig kraft og saft, det hører man, men pladen bærer præg af at være livesessions, og håndværket er klasse til en scene, helt sikkert, men til en plade kræves lidt mere af forventningsfulde fans der lytter med B&O headphones.

Den tredje skæring handler også om tog - nu et "Burnin' Train" - det lyder til, at du stadig er meget forelsket i Patti Scialfa? For det er hende med det røde - brændende - hår, der river dig rundt, på lånt tid og på en brændende platform. Godt for dig, men jeg har aldrig været stor tilhænger af, at hun lusker rundt i bandet. Det er det svage punkt, synes jeg, men jeg ved også, du bliver vred, når jeg skriver det. Det bliver man, når man skriver strofer som "Darlin' I'm blessed in your blood".

Jeg læste mig til, at du som teenager spillede i "The Castiles" hjemme i Freehold. De andre bandmedlemmer er nu alle døde. Du er efter George Theiss' død for nylig "Last Man Standing" (skæring 5). Pladens bedste sang er det - og Bruce, du skriver, at du ser alle disse tabte venner i dine drømme i "Ghost" (skæring 9) og tildels håbefuldt i "I'll See You In My Dreams" (skæring 12).

"Ghost" handler også om at komme hjem, som sangen om Clemmence gør; og om at de stadig er her, de der fulgte os på vejen en gang, men som nu er faldet fra. Jo ældre man bliver, jo flere savnes af ens nærmeste. De er alligevel med os, Bruce, det føler jeg også stærkt, og af og til i en given situation, møder vi dem igen, og de får liv med os. Det sker. Du ser de tabte i dine drømme (skæring 12), jeg føler dem i ting, der hænder mig, og i det jeg gør en gang imellem. Vi er nogle sentimentale fjolser, du.

Jeg synes sør'me også, Bruce, at du er blevet lidt religiøs her på det sidste - det er ikke bare mig, det sker for. Det må også være alderen. Jeg har godt kunne se din katolske opdragelse i det, du har skrevet tidligere ("The Promised Land" f.eks.), men nu er det jo ikke bare ord! du regner med at se dem - de tabte venner - igen.

Skæring 6 og 7  - "The Power of Prayer" og "House of a Thousand Guitars" er da i hvert fald også lidt i den hellige boldgade - det må du da indrømme! Den første er som, når du er bedst, om lykken ved det små og nære - når baren lukker, og I stabler stolene - sammen, unge - og Ben E. King synger "Save the Last Dance for Me" - minihimlen her, på Jorden og nuet som alt, man kan bede om - i hvert fald her set retrospektivt 45 år tilbage over tid. Den anden sang handler om musikken og kunsten og dens magi og evnen til at vise, hvad der er rigtigt og forkert i både store og små steder - næste lidt for corny-overjordisk, synes jeg.

Endnu mere weird er "If I Was the Priest" (også en gammel svend fra 70'erne). Den er jo helt grineren, Bruce! Den må du have fantaseret dig frem til på de hårde kirkebænke i den katolske kirke i Freehold Borough, når mor og far tvang dig med. Jesus som sherif i cowboyjakke og -støvler med sporer, der holder styr på de lovløse i Dodge City - mor der er tyv, og far, der er skytte på diligencen fra Fargo line. Jomfru Maria som barmutter på Den Hellige Grals Saloon og Helligånden, der driver et burlesque show - den er godtnok sjov, Bruce. Hold kæft, hvor du må have kedet dig! Vor Herre til hest, siger jeg bare! Så er settet komplet. Men sangen er lidt et paradoks placeret på din ellers melankolske plade.

Tak for brevet Bruce. Håber, du kan tage lidt kritik - rigtige venner siger jo tingene, som de er. Ærlighed og venskab er 2 alen ud af ét stykke. Hinandens forudsætninger, som yin og yang... og nej, det er langt fra - din bedste plade, men den er god og værd at lytte til. Der er 3 skæringer, af stor kvalitet, som i de gamle dage, hvor dine fortællinger, og din kraftfulde stemme, var et skulderklap og nyt mod på vejen ud mod det ukendte, frem mod det, man længstes efter. "Last Man Standing", "Power of Prayer" og "Ghost" - de holder. 

Nå, op med modet, det skal nok gå alt sammen, du gamle. Biden har vundet og pladen var jo meget god, rigtig god, faktisk. Skriv snart igen. Jeg glæder mig til at høre fra dig. Brug lidt mere tid på sangene og lav en studieplade næste gang.

Kærligst 

K.