Duer dier! Jamen, det gør de altså! For godt en uges tid siden - efter en 17-18 dages rugning - klækkede vor logerende ringduers 2 æg. Så startede en ny fase for forældrefuglene. Der skal mad på bordet til de små blinde ny.
I starten får de duemælk. Forældrefuglen danner et sekret i kråsen, der er proteinrig og fed og sikkert med rigeligt med mineraler og vitaminer.
Duemælken gylpes op, når ungerne provokerer det ved at stikke deres næb i halsen på forælderen, som det ses på billederne. Efter nogle dage går de formentlig gradvist over til normal dueføde; planter og lidt insekter.
Det har været sjovt at følge dueungerne, og nu er de 2 unger så store, at der er pladsproblemer i reden på espalieren. De stakkels forældre kan næsten ikke finde fodfæste længere, men snart flyver ungerne fra reden som det første kuld af forældrenes 3 måske 4 kuld denne sommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar