tirsdag den 2. oktober 2012

Joey Moe 21.09.2012


Jeg er ingen teenager, desværre langtfra, men jeg opfører mig af og til som en. Det fortæller min hustru og mine voksne børn mig ikke så lidt ofte endda. Jeg vil nødig skuffe nogens forventninger, og drog derfor med en nabo til koncert med sangeren/hip hopperen Joey Moe i Folkets Hus i Struer forleden fredag aften. Det blev en meget stor positiv overraskelse, så noget er der nok om teenager-snakken - eller panikalderen som det vist hedder - eller også er Joey Moe en større performer, end man skulle tro.

Publikum bestod af en bræmme af teenager-piger iblandet børn, som havde deres forældre med. Og så var der et mindre kontingent med Deres udsendte ligestillede halvgamle med grønt armbånd, som desårsagen kunne købe øl og breezers.

Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerten, men den spændte musikalsk bredt fra popsange, over R&B til hip hop og ganster-rap. Nummeret Yo-yo genhørte vi for jeg ved ikke hvilken gang, men i koncertversionen var det et rent hit, ligesom Flip It Like a DJ, som var meget bedre den her aften uden dem der, I ved nok. Nye fængende numre fra en plade på vej kaldet enten "Midnat" eller vist retter "00.00" hørte vi også.

Folkets Hus skrev, at Moe stormer fremad på livescenen og er garant for et spektakulært show, og det havde de mere end ret i. Alle teenagerne fik highfive og autografer og Joey Moe stormede rundt med 160 i timen - også mellem publikum, som det ses.

Det var showmanship, godt teknisk dygtigt band, og i det hele totalt overraskende og medrivende - selv for en gammel teenager som mig. Mange stjerner herfra, og jeg må se at få fat på den nye plade.
¶¶¶¶¶

Ingen kommentarer:

Send en kommentar