Sankt Francis' Kirke i Wooroloo |
Jeg vil tro, der finder en ceremoni sted i den lokale kirke - en begravelsesceremoni. Den her kirke i Wooroloo, er katolsk og lille, men sød. Om den er stor nok til en kisteprocession, stiller jeg mig tvivlende over for. I hvert fald er der et skarpt sving fra våbenhuset og ind i kirkeskibet.
Der var i øvrigt et spøjst opslag på døren:
På kirkedøren: "As you take your next step remember the Aboriginal people who first walked this land" |
Nå, døren var desværre låst, så jeg fik aldrig taget "next step", selvom jeg havde husket. Og ingen aktuelle begravelser i sigte, så vi kørte til en stor kirkegård i nærheden. Her var der rigtig mange grave. Men ingen særlige eller nydelige, pyntede grav-haver, som i Danmark, men kun et nummerskilt og en tue på gravene, og det var som regel dét!
Grave uden mellemgange |
Okay, lidt grave med ekstra udstyr var der da indimellem - ingen regel uden undtagelser - men de allerfleste var bare den dér forhøjning af den røde, stenede jord over den begravede australier.
Kirkegårdsdiget |
Tilfældige vilde planter på den trods alt hegnede gravplads. Men ellers ingen særlig beplantning, bortset fra en enkelt række af ældre træer. Den sjove røde "Kangoroo Paw" blomstrede hist og pist. Bag hegnet - 'kirkegårdsdiget' - blev der pludselig uro - sikkert kænguruer, der var forstyrret i middags søvnen, men lidt forskrækket bliver man da på et ellers fredfyldt sted.
Catholic |
Lidt forstemmende var indskriften på et kors i et ingenmandsland mellem 2 store arealer med grave. Men det er måske kun set gennem mine danske briller. Der er godt nok tale om én gravplads, men alligevel klart adskilt med hensyn til katolikker og de andre - protestanterne.
Katolikker i dén retning og modsat de andre og vice versa. Hos "de andre" var der lidt flere anlagte gravsteder og med udstyr. Blandt andet en med et dansk navn på stenen og en messingskrue - en sømand eller sejler tydeligvis.
Her er varmt og tørt, og en buket blomster vil ikke holde så længe, i hvert fald ikke så længe som denne lille trods alt respektfulde hilsen (billedet neden for) til den afdøde, der må være glad, hvis man kan være det, som død:
En 'ølbuket'-hilsen |
Jeg ved snart ikke, hvad der er mest rigtig. Det med at gravlægge på ny i gamle gravsteder bryder jeg mig ikke om, men Danmark er et lille land i forhold til kæmpe-Australien, og jorden skal udnyttes godt.Vore små grav-haver er jo på sin vis vores hygge ført ud i yderste konsekvens, men når de pårørende falder fra, ryger det pæne og hyggen - og i vort lille land, der hylder det lige, tager uligheden så til.
Men denne store gravplads på den anden, den modsatte, side af jordkuglen, ligger brak, og med kun enkelte individuelle markeringer.
På en måde, syntes jeg, det var smukt - bortset fra skellet i midten - så er man mere lige, når man er down under i Australien - eller også skelner de bare på en anden måde?
En lille individuel markering |
En Kangoroo Paw |
Hvis De er nået hertil, er De nok helt nede!
Det går jo alt sammen, som man siger: 'Tjoh, hovedet op og benene ned', - og tænk så lige på, at australierne vender helt modsat bare på en anden måde end os.
Synes De så stadig, indlægget er 'nederen', så har jeg fralagt mig ansvaret, som det fremgår indledningsvis, og hvis De ikke vil tro det, er De jo nødt til at starte forfra og det er nederen, bare for oven!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar