 |
| Erdinger Weissbier Dunkel årgang 1995-1996 MHT 15.10.1997 |
Den anden gamle øl, som blev smagt, var en Erdinger Dunkel hvedeøl. Den løb på datoen - som man siger nu om dage - den 15.10.1997. Den burde således have været drukket som gravøl for prinsesse Di og ikke gemt og glemt i en kælder i 20 år, men omvendt havde jeg ikke fået denne smageoplevelse med. Den var ikke så ringe, men heller ikke ubetinget god.
Dunkel-varianten af Erdinger Weissbier kom først til i 1989. Man må sidenhave justeret alkoholprocenten lidt ned fra de 5,6 % på min gamle, til de nutidige med 5,3 %. Selvom det er en weissbier - hvedeøl - er den også delvist brygget på bygmalt, men hvedemalten giver den - synes jeg - særlige mættende fornemmelse. Man får sjældent lyst til én mere. Hvis man ikke bryder sig om bitterhed, er rådet at ty til hvedeøl og måske i særdeleshed dunkel-weisse; da bitterhed, er i disharmoni med den sødere malt, som jeg synes karakterisere hvedeøl.
Med dunkel-weissbier forventer man sødme og karamel og en mørkbrun fremtræden; og det holdt altsammen stik efter 20 år, men som man ser på billedet, var øllet blevet noget fladt over tiden. Ganske lidt skum. Men stadig en god bastant fornemmelse og en god, forholdsvis frisk, duft fra overgæringen og hvedemalten. De her dunkel weissbier er allerede søde før de løber på datoen, og det er blevet værre med årene. Der er både sødme fra start og lang sød eftersmag. Men overlevet, det havde den. Men den får skarp konkurrence fra en bolsje i en Nørregade-blanding.
 |
| Erdinger Weissbier Dunkel MHT 15.10.1997 før jeg hev tidskapslen af og kastede mig ud i smagningen |
Som smagsoplevelse, og på min hårde karakterskala, får den 2 glas af 6 for sin robusthed over for tidens tand - og den friske version ville nok ikke kunne vriste mere end 4 glas fra mig, da dunkel-weisse både er hvede og mørk på samme tid. Det er ikke sikkert det er dens fejl, men sådan er nu min smag:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar