Sorrig og glæde de vandre til hobe

Alting har en tid - for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. (Prædikerens Bog, kapitel 3, v. 1-2 i den nye bibeloversættelse).

Jeg elsker at læse avis. Jeg holder 3. Men der er en side, jeg bryder mig mindre og mindre om - det er nok noget med alderen. Jeg ånder lettet op, når der ikke er navne, jeg genkender i dødsannoncerne, men af og til - og oftere - giver det et gib i én, og et sug i maven. Forleden var der et navn.

Bevar 's ikke nogen nærstående til mig, men dog et menneske, hvis skæbne har strejfet min med en betydning, der har sat sig. Det er ikke tragisk at dø som 95-årig; det er bare en tid til at dø, for der er et tidspunkt for alt, som præsten også citerede til bisættelsen i den store kirke med så få i følget.

Her sad jeg, mens bedeslagene lod vente på sig, og gav tankerne frit løb - tilbage til en verden uden Covid-19, dengang hvor tingene skulle give mening, og hvor det var af betydning, at der var social omgang mellem kolleger i branchen - og med dommere. Nu er de alle - så godt som - blevet fjerne figurer. Men det er jo tiderne, som man siger. 

Der var en gang en tid, hvor jeg som grøn fuldmægtig, og siden som ung advokat havde ugentlige retsmøder i retssager under forberedelse - "ordinær ret", som det kaldtes. Her mødte alle advokatkontorer i retskredsen ind med deres verserende sager, og dommeren og en sekretær behandlede sag på sag et par timers tid. Snakken gik i den blå røg på advokatværelset, mens man ventede på at få sine sager for.

Til ordinær ret traf jeg første gang dommer O. Han var farverig og karismatisk, og tydeligt lynende intelligent. Han optrådte på slap line med morsomheder, litterære citater og sang, og nød at være i centrum. Han kunne altid jævnføre retsreglerne der var oppe i sagerne med, hvad der stod i Norske Lov kapitel ditten og datten, men helt præcist. Noget han havde efter nogle år som sorenskriver på Færøerne. Hans facon var militær, og jeg har siden fået at vide, han var søn af en officer, og opvokset på kaserne.

Han kunne både være mild og charmerende og helt hysterisk hidsig. Rollerne kunne skifte fra sekund til sekund, med sagerne på rettens bord og ikke mindst advokaterne, der førte dem. Det sidste - hidsigheden - oplevede jeg kun i forhold til andre, ældre kolleger - jeg oplevede ham venlig, og jeg opdagede snart, at han kunne lide lidt indforstået sjov, og kvitterede med det samme i en lukket, indforstået dialog, der under retsmødet - ingen andre behøvede forstå. Det var nok, at vi havde det mellem os. Det kunne redde en grå og travl dag som bundsvin.

I en af mange retssager om opgørelse af erstatningskrav, var der som sædvanligt talt for mange sygedage op i forhold til min klient, som var en notorisk farlig arbejdsplads, men derfor skal opgørelserne jo være rigtige. Over for SID's advokat procederede jeg på, at vi efter den gregorianske kalenders indførelse i Danmark i år 1700 ikke havde haft mere end 365 dage i et år med undtagelse af skudår, hvorimod den gamle julianske kalender talte for mange dage, og det gav en tidsforskydning, så man måtte nøjes med en februar i år 1700 på kun 18 dage for at komme i sync igen, da den blev afskaffet.

Dommer O. svingede beredvilligt og straks sin hammer og afsagde en kendelse om, at den gregorianske kalender fandt anvendelse i Holstebro retskreds - vistnok den eneste retsakt nogensinde om det i hele kongeriget. "Advokat D. De må selv om om, hvilken kalender De bruger, når De er tilbage i København, men her i retskredsen gælder den gregorianske". En god dag på kontoret.

En skilsmissesag, hvor man skulle bevise utroskab en fredag over middag, hvor beviserne i form af et vidne nærmede sig beskrivelsen af selve akten. Dommer O. afbrød pludseligt med et meget højt "Dét tillader jeg ikke i min retssag, og nu skal jeg ud at købe ind med fru O. Retten er hævet!" Så gik han, og parret blev ikke skilt ved den lejlighed. Det har jeg moret mig over lige siden.

I en boligretssag om huslejeregulering gik jeg forrest ind i Kriminalforsorgens lejemål,  som jeg havde aftalt, vi kunne besigtige i sagens anledning til sammenligning af lejeniveauet. Jeg gik først ind og skulle til at fremføre mit ærinde, da jeg i receptionen  bogstavelig talt blev grebet i hoved og røv og til min store overraskelse hørte: "O., dommer, vil De tage Dem af denne unge mand!".

Jeg blev til nogen fortørnelse som den eneste af mine daværende ældre kolleger inviteret til dommer O.'s afskedsreceptionen i domhuset, og måtte, som jeg husker det, selv lægge ud for afskedsgaven. Dommer O. holdt tale om sine mange år i tjenesten, og at Justitsministeriet end ikke kunne afse mere end en sandwich og et glas vand til lejligheden, hvorfor han og fru O. selv havde måttet køre til Tyskland efter dåseøl, som der til gengæld var nok af.

Siden mistede han fru O. og blev trist. Han gik dog stadig i sin brune cottoncoat og baskerhuen daglige ture gennem Nørregade, og stoppede altid for en snak: "Advokat Hjorth, hvordan går det så, jeg har hørt..." - for han fulgte med i det hele og ville gerne diskutere; og "Hvordan har De det?" På rundvisningen ved indvielsen af den nye retsbygning for en 4-5 år siden fulgtes vi rundt i de nye sale og gemakker, der ikke imponerede ham. Han blev rent ud sagt vred over synet af de kasser, varetægtsarrestanterne placeres i "Sådan kan man ikke behandle mennesker!", sagde han højt og indigneret, og det havde han ret i.

Efter bedeslagene kom min favoritsalme, "Se, nu stiger Solen", af magiske Jacob Knudsen (se som salmen: link). Den næste efter indgangsbønnen var af Thomas Kingo: "Sorrig og glæde de vandre til hobe" - jeg har aldrig hørt den sunget før, og det var kun kirkesangeren, der ´kunne den, men den var klog og smuk, med en god melodi, og sproget var så meget som dommer O.: "Avind skal stå/fængslet i vrå/Himlen kan ene alt dette formå", og præsten tog sangen ind i sin tale. "Sorrig skal dø/lystigheds frø/blomstre på Himle-lyksaligheds ø!". 

Da præsten lyste velsignelsen, og forlod os vor skyld, var der et øjeblik med sollys gennem kirkerummet, hvor det hele rørte og ramte mig stærkt i en ubeskrivelig følelse, som et venligt og 

Følget havde 3 advokater og 2 pensionerede dommerkontors-damer, som jeg nikkede til, og ellers kun den nære familie, hvis sorg var at se, da kisten blev båret ud i solen på kirkepladsen, og rustvognen rullede stille af denne fredag eftermiddag, gregoriansk tid.

Æret være dommer O. Ham kunne man lære meget af, og det er ærgerligt, at folk af hans kaliber ikke får chancen i vore dages systemer.

PS: Undskyld for den upassende vittighedstegning oven for, men jeg er sikker på, dommer O. ville forstå.