Magda

Skrubtudsen Magda

Det er sådan et ritual. Drivhusets dør skal åbnes om morgenen og lukkes om aftenen. Det er godt for indeklimaet og tomaterne. Det er også bare hyggeligt. Tomaterne skal knibes i bladhjørnerne, og man kan drømme om den tilstundende voldsomme høst, der aldrig har stået mål med drømmene, men alligevel. I dag var særlig hyggelig, for hvem sad lige der og ventede; det gjorde min gamle ven, Magda.

Magda er en skrubtudse. Vi kender hinanden fra tidligere år, hvor hun har holdt sommer i drivhuset. Hun skuler altid lidt ondt efter mig, trods mit vindende væsen, men pyt, siger jeg bare. Jeg kan bære over med alle, der skuler - det gør de nemlig, allesammen, når jeg er i Meny for at købe ind - jeg ved godt, de ikke er haters, men kunder i et supermarked, som jeg selv. Det er bare lidt creepy - som Magda.

Alt det corona og Mette, der siden i fjor har bevidstgjort os om, at alle de andre er de bakteriebomber, de hele tiden har været, er gået hel henover hovedet på Magda. Hun er nu heller ikke så høj. Hun er heller ikke blevet sur, hun er født sådan - skulende af natur og lidt mut. Det perfekte billede af coronadanskeren. Der er en ildevarslende tavshed omkring hende, men det foretrækker jeg fremfor snak i krogene, som mellem hylderne i Meny, om en stor smittefarlig advokat og store buer uden om og skræmte blikke. Stor bue, lille pil, som man siger, det er modus operandi: De nye indkøbsvaner 2020.

Jeg hilste lidt højlydt på Magda, af ren gensynsglæde, og straks røg hun vraltende på alle fire hen i en krog under vinstokken. Der har hun nok over årene tilbragt hovedparten af somrene med at slubre bænkebidere og snegle samt bladlus i sig, og tak for den hjælp, siger jeg bare. Skrubtudser hopper ikke som frøer gør, de vralter og i et adstadigt og værdigt tempo, der passer sig for en skubtudsedame.

Jeg tror nemlig, Magda er en dame, det udleder jeg af hendes navn og fordi hun er ret stor og kraftigt bygget - vel 12-14 cm lang, og dametudserne er dobbelt så store som hannerne, har jeg læst. Hun er korpulent, med små bagben - mindre end forbenene - nogen ville sige lidt gumpetung, men jeg synes, vi skal holde en god tone. Hun ligner lidt en minidinosaur med sin brungrønne vortehud med 2 sidepukler bag hovedet - og så de stikkende rødlige reptiløjne med oval, vandretliggende pupil. Var man en lille snegl, ville man ryste i bukserne bare ved synet og spise nogen andres tomater. Det er i hvert fald, hvad jeg håber.

Jeg tænker hun indtil nu, siden efteråret, har været på vinterhvile i nærheden af sit fødehjem, som må være et  større vandhul eller en dam inden for en kilometers afstand. Her har hun gravet sig ned i frostfri dybde og ventet på forår. I fødehjemmet har hun efter dvalen, taget en rask svømmetur og en mellemmad og vupti, så er hun intetanende pludseligt blevet besprunget af en ung, smuk hanskrubtudse, der med hendes karisma og sexappeal simpelthen ikke har kunnet holde svømmefødderne fra hendes vorter, og siden har familien holdt et stort skrub-af-party for de 6-7.000 haletudser, der er svømmet fra reden.

Nu, efter disse sindsoprivende oplevelser for Magda, oplevelser, der ligesom kører i ring år for år, søger hun ro, rekreation og navnlig mad, og mad og ro skal hun nok få i mit drivhus sommeren over. Bliver hun indendørs, skal hun også nok få lov at være i fred for Søren Pindsvin ude i kvasbunken, som vi har lavet til ham og familien Pind. Søren, har jeg ikke set endnu, men der er små sorte vidnesbyrd om natlige runderinger i haven fra bemeldte SP.

Vi har en fælles stiltiende forståelse, mig og Magda; spiser hun snegle, myrer, bænkebidere og andet krapyl, er hun min ven.

Helt tryg er hun dog ikke ved mig, som I kan se. Da jeg tænkte på ajourføring til familiealbummet og nærmede mig med mit kamera, stillede hun sig med hænderne op og den bløde lyse bug gemt i hjørnet. Hun ved, at det er det ømme punkt - bugen. Det er her pindsvin og krager og andre farlige fjender angriber. Den brune vortehud på ryg og ben er nemlig giftig, så den skal man ikke bide eller hakke i. Man bør heller ikke kysse skubtudser - højst frøer - og det gælder uanset forsamlingforbuddet måtte blive helt ophævet. Så ved angreb; ryggen, ikke mod muren, men mod fjenden - der er vi som racer forskellige tænker jeg, men ellers er meget same-same.

Magda i forsvarspositur - bemærk de kraftige lovehandles

Haletudserne er i øvrigt også giftige, og indgår derfor ikke i det nye nordiske køkken. Man fristes næsten til at skrive, at haletudserne har været gift fra små - men så kommer Instrukskommissionen bare og hænger en op får noget. Men nogen må kunne lide dem alligevel trods deres giftighed, for skrubtudser er ret sjældne her vest på, og med 6-7.000 babytudser alene fra Magda om året, må der være nogen, der tynder ud i bestanden. Der er vist mistanke til salamandre og myggelarver, og skrubtudser vil derfor helst yngle i vandhuller, hvor der er fisk, der netop æder myggelarver og salamandre, og fiskene ved, at haletudsen er giftig - hvorfor de andre dyr ikke har fået det at vide, må skyldes en forglemmelse in-the-making; der var jo stort tidspres, forstår jeg. Skrubtudser og fisk har en fælles forståelse, som så meget andet i naturen passer de ind og sammen på en ubegribelig måde.

Det er skønt med selskab i drivhuset. Magda og jeg passer tomaterne sammen, som vi har gjort det i flere år. Der er ikke noget bedre, end at gøre noget sammen med andre ved fælles indsats. Jeg gætter på, at Magda er godt oppe i årene for en skrubtudse, måske 10-12 år eller mere? De kan blive ret gamle - op mod 20 år, og nogle endnu ældre - jeg har læst, at en er blevet 36 år.

Magda er i hvert fald en dame i sin bedste alder, og med gode runde, feminine former - og ikke mindst det velkendte respektindgydende blik hos en kvinde, som vi mænd ved betyder, at nu skal vi ikke komme for godt igang. Det er godt, vi kan følges lidt endnu - at det kører i ring, år for år med tomatpasningen. Men om der bliver tomater? Jeg tror altid på en bedre avl som den landmandssøn, jeg trods alt er.